ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

EU-chef beder lande tage imod afghanske flygtninge

Von der Leyen lover støtte til de lande, der vil huse de afghanere, som har arbejdet for EU i Afghanistan.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen (i rød bluse), EU-præsident Charles Michel og Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz (t.h.), taler lørdag med nogle af de afghanere, der tidligere har arbejdet for EU i Afghanistan og nu er blevet evakueret. Foreløbig er afghanerne på et modtagecenter lidt udenfor Madrid.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen (i rød bluse), EU-præsident Charles Michel og Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz (t.h.), taler lørdag med nogle af de afghanere, der tidligere har arbejdet for EU i Afghanistan og nu er blevet evakueret. Foreløbig er afghanerne på et modtagecenter lidt udenfor Madrid. Moncloa Palace/Reuters

EU's medlemslande bør tage imod de afghanske flygtninge, der er blevet evakueret fra Kabul.

Den opfordring kommer lørdag fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der også lover økonomisk støtte fra Bruxelles.

Alle EU-lande, der har været til stede i Afghanistan, må lave passende kvoteordninger, så de afghanere, der har brug for beskyttelse, kan få det, lyder det fra EU-formanden.

- For dem, der ikke kan rejse tilbage eller blive i deres hjemland, bliver vi nødt til at tilbyde alternativer, siger von der Leyen.

- Det betyder først og fremmest, at vi skal tilbyde lovlige og sikre rejseruter globalt, som er organiseret af os, for dem der har brug for vores beskyttelse.

Hun tilføjer, at EU-Kommissionen er klar til at se på "de nødvendige budgetmidler", der vil gå til de lande, der tilbyder at huse de afghanske flygtninge.

Von der Leyen bekræfter desuden, at EU taler med de nye magthavere i Afghanistan, Taliban, om at få evakueret folk fra Kabul.

Hun understreger samtidig, at det på ingen måde betyder, at EU har anerkendt Taliban-styret, skriver nyhedsbureauet dpa.

Von der Leyen er lørdag på besøg i Spanien, hvor en militærbase lidt udenfor Madrid fungerer som modtagecenter for afghanere, der har arbejdet for EU.

Centret har plads til 800 mennesker. Her skal afghanerne og deres familier være kortvarigt, indtil de sendes videre til EU-landene.

Danmark og de baltiske lande er blandt de EU-medlemmer, der vil tage imod de tidligere EU-ansatte afghanere, oplyser Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz.

/ritzau/AFP


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis