ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

En lang dag for Ditlev Engel og Bent Erik Carlsen

Badet i teaterlys og med over 2000 aktionærers øjne rettet mod sig måtte topchef Ditlev Engel og nu forhenværende bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen finde sig i meget hårde ord om deres evner og regnskab.

Aldrig før har så mange aktionærer valgt at møde op til generalforsamling i Vestas, der efter to nedjusteringer præsterede et underskud for første gang siden 2005, og som har ført aktiekursen ned i 58 kr. - et fald på 75 pct. det seneste år.

Der var lagt op til drama og en lang omgang i Musikhuset i Aarhus torsdag, der i dagens anledning havde hejst de blåhvide Vestas-flag og fået en minimølle i foyeren.

Det fjernede dog ikke fokus fra de meget ringe resultater fra Vestas, hvor aktionærerne over for Børsen satte konkrete krav om fremgang til den nye bestyrelse.

Hør aktionærernes krav til Vestas-toppen.

Generalforsamlingen blev som ventet med stor kritik fra enkeltaktionærer, Dansk Aktionærforening, LD og ATP. Claus Wiinblad fra ATP kaldte det for eksempel "dybt rystende" at sammenligne Vestas' forventninger til det overståede regnskabsår og så det faktuelle resultat.

En dårlig dag - også for aktien


Det kan kun være bekymrende at høre den respekterede aktiechef være i tvivl, om Vestas' rekordstore ordrebeholdning gemmer på en væksthistorie eller en risiko - med henvisning til, at Vestas reelt taber penge på at producere møller i øjeblikket.

Læs Børsens live-blog fra hele generalforsamlingen.


Hovedpersonerne på den i spænding ventede generalforsamling hed Bent Erik Carlsen og Ditlev Engel.

Hvis de de to herrer under den timelange udstilling - hvor de begge understregede, at de også er aktionærer og dermed også har tabt penge - på et tidspunkt havde tjekket aktiekursen på deres smartphones, så var det kun blevet en endnu dårligere dag for Carlsen og Engel.

Fra generalforsamlingens start klokken 14 til børslukning, hvor aktionærmødet endnu ikke var ovre, faldt Vestas-aktien 2 pct. og endte 4,5 pct. nede. Det bliver dog i skrivende stund indhentet med et kurshop på 4 pct. på grund af nye opkøbsrygter.

På Carlsbergs generalforsamling i sidste uge forærede en aktionær en pose chips til den afgående bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen med opfordring til, at ledelsen spiste den i stedet for at bruge aktionærernes penge på en middag efter generalforsamlingen.

Formand med tidlig exit


Det behøvede de i forvejen vrede Vestas-aktionærer ikke at bekymre sig om. Den nyvalgte næstformand Lars Josefsson fløj akkompagneret af bestyrelsesmedlem og FLS-topchef Jørgen Huno Rasmussen til København efter maraton-seancen, og den nye formand Bert Nordberg forlod Aarhus langt tidligere.

Bert Nordberg måtte haste til Sverige til et andet selskabsmøde og fortrak fra Musikhuset, mens Ditlev Engel og Bent Erik Carlsen fortsat havde et par timers afklapsning foran sig.

Den nye formands tidlige exit - han var ikke valgt til bestyrelsen, da han forlod generalforsamlingen - blev også bemærket af aktionærerne, der skulle vælge ham.

Fra talerstolen bemærkede flere aktionærer, at invitationen til Bert Nordberg om at præsentere sig selv og hans vision for Vestas, før han overhovedet var blevet valgt, var kritisabelt og underbyggede anklagen om en arrogant ledelse i Vestas.

Der blev fra flere munde opfordret til stemme imod valget af bestyrelsen, hvor alle er på valg hvert år. Men ikke overraskende var det helt uden effekt, og som en af aktionærerne tørt konstaterede: "Der er jo ikke nogen alternativer".

En meeeeeget lang dag


Hvis du har fået indtrykket af, at det var en lang affære i Aarhus, så kan Børsens udsendte bekræfte det. Bent Erik Carlsen og Ditlev Engel måtte acceptere at sidde badet i teatrets projektørlys i de fire timer foran en forsamling, der bestemt ikke var imponerede over livets tilstand.

"Der er nu syv på min talerliste," lød det på et tidspunkt fra advokat Klaus Søgaard, der dirigerede slagets gang.

Den melding fik forsamlingen på gulvet og balkonen til simultant at hive luft ind. På daværende tidspunkt var generalforsamlingen fortsat ved det første punkt på dagsordenen.

Trods gentagende opfordringer fra dirigenten til at holde indlæggene korte og uden for mange gentagelser, så blev netop de to ting langt fra efterlevet. Trods historisk stor interesse i Vestas-ledelsens forklaringer, så blev der i løbet af de fire timer også flere og flere ledige plyssæder blandt de fortsat lyttende aktionærer.

En retssag over hovedet


Blandt de tilhører, der holdt ud til den bitre ende, var Edouard Fremault fra belgiske Deminor. Han er interessant, da han repræsenterer den gruppe store investorer, der er gået sammen for at samle fælles skyts i en retssag mod Vestas efter de mange og stærkt overraskende skuffelser de seneste år.

Mens selvom mange er nysgerrige om udviklingen i sagen, så må aktionærerne og Vestas være tålmodige.

"Vi har ingen kommentarer til sagen, så længe den kører," lyder svaret fra Edouard Fremault.

Da sidste ord på generalforsamlingen var sagt og salen tømt, fangede Børsens udsendte Ditlev Engel, der nu kunne bevæge sig ned fra scenen. Han forstår udmærket de frustrerede aktionærer.

"Jeg har sagt det mange gange og siger det gerne igen. De problemer, vi løb ind i 2011, burde aldrig være sket. Aktionærerne er frustrerede, og det skal de også være, for det var ikke godt nok," siger Ditlev Engel til Børsens tv-kamera.

Se interviewet med Ditlev Engel her.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis