ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter historisk nedtur: Nu mangler hoteller og konferencecentre ansatte: “Det er jo en absurd situation, vi står i lige nu”

Hoteller og konferencecentre har lige nu kronede dage med svulmende ordrebøger. Men en massiv mangel på arbejdskraft gør det svært at imødekomme efterspørgslen

På Hotel Koldingfjord har de fået travlt efter genåbningen. Samtidig har adm. direktør Peder Madsen (t.v.) svært ved at tiltrække nye medarbejdere. Foto: Michael Drost-Hansen
På Hotel Koldingfjord har de fået travlt efter genåbningen. Samtidig har adm. direktør Peder Madsen (t.v.) svært ved at tiltrække nye medarbejdere. Foto: Michael Drost-Hansen

Da coronakrisen skyllede ind over Danmark, blev landets hoteller og konferencecentre fra den ene dag til den anden sendt ud i en halvandet år lang nedtur med nedlukninger, restriktioner og gabende tomme værelser og konferencesale.

Den tid er ovre, men nu erstatter en ny krise den gamle.

For lige nu er der så meget damp på kedlerne i branchen, at hoteller og konferencecentre mangler arbejdskraft.

“Det er jo en absurd situation, vi står i lige nu,” siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta.

80

pct. i branchen for hoteller m.v. meldte i august om mangel på arbejdskraft

Hele 80 pct. meldte i august om mangel på arbejdskraft i branchen for hoteller m.v., viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Det er en markant stigning i forhold til måneden før, hvor tallet var 42 pct.

“For dem, der lever af det danske marked, er det lige nu kun arbejdskraften, der sætter begrænsninger. De få, der lever af internationale gæster, halter dog stadig efter. Men arbejdskraften er det klart største problem i branchen lige nu. Det er det, alle snakker om,” siger Kristian Nørgaard, der trods problemerne med at skaffe nok hænder glæder sig over, at hotel- og konferencebranchen igen har fået fart på.

Faktisk har danske konferencecentre over dobbelt så mange bookinger i andet halvår 2021 sammenlignet med tiden lige før coronakrisen brød ud, lyder det fra brancheforeningen Danske Konferencecentre, som tæller godt 100 konferencecentre.

At bookingerne strømmer ind, samtidig med at der er mangel på arbejdskraft, bekræftes af de hoteller og konferencecentre, som Børsen har talt med, der blandt andre tæller store aktører som Comwell, Radisson Blu og Arp-Hansen Hotel Group.

Også på Hotel Koldingfjord oplever man, at virksomheder og organisationer igen vil samles til møder og konferencer.

“Vi er tilbage på fuld styrke. Vi har aldrig haft så travlt, som vi har lige nu,” siger adm. direktør Peder Madsen, der efter at have oprustet godt i medarbejderstaben hen over sommeren nu har 124 ansatte, men stadig fem ledige fuldtidsstillinger, der bl.a. tæller kokke, tjenere, receptionister og rengøringsfolk.

Må afvise ordrer

Lige nu kan Peder Madsen og hans personale lige akkurat imødekomme den store efterspørgsel ved “at rykke sammen i bussen.”

Men ifølge Horesta er konsekvensen af manglen på arbejdskraft, at flere hoteller og konferencecentre efter halvandet år uden gæster nu må sige nej tak til gæster.

“Det er et kæmpe problem. Lige nu forspilder vi en chance for at hente noget af det tabte fra coronakrisen tilbage,” siger Kristian Nørgaard.

Det er Peder Madsen enig i. Han understreger dog, at branchen også selv har et ansvar for at gøre sig attraktive.

“Vi skal som branche blive bedre til at kigge ind i, hvad det er for nogle opgaver, vi skal have løst. Kan vi eksempelvis få andre til at løse de her opgaver?”

Hvad gør I konkret?

“Vi kigger bl.a. på, om vi kan rykke faglærte opgaver som f.eks. tjeneropgave over på ufaglærte hænder. Vi er også i gang med at indrette to medarbejderværelser, så kandidater, der måske bor langt fra Kolding, eksempelvis kan tage tre sammenhængende arbejdsdage, og så holde fire dages fri,” siger Peder Madsen, der også er klar til at ansætte seniorer.

“På Koldingfjord er vi ikke bange for at ansætte folk over 60 år.”

Problemet med manglen på hænder er flere gange blevet forklaret med, at flere efter nedlukninger og afskedigelser i hotelbranchen i stedet har taget et job i det offentlige som f.eks. poder til en markant højere løn. Andre peger også på, at jobbet som eksempelvis rengøringsassistent ikke er attraktivt.

Ifølge Peter Madsen er det svært at sige noget entydigt.

Det er et kæmpe problem.Lige nu forspilder vi en chance for at hente noget af det tabte fra coronakrisen tilbage

Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent, Horesta

“Lige nu handler det vel mest om, at vi bare har utroligt travlt, samtidig med at der er meget få ledige hænder.”

Brandvarmt emne

Et af de helt store politiske emner i øjeblikket er den akutte mangel på arbejdskraft – ikke blot i hotelbranchen, men også i industrien, bygge og anlæg samt servicesektoren.

I slutningen af august præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) regeringens udspil til en finanslov for 2022.

I udspillet vil regeringen løfte beskæftigelsen med 10.500 personer inden 2025 for at lukket hullet efter den såkaldte Arne-pension, som trak et tilsvarende antal ud af arbejdsstyrken. Men derudover var udspillet renset for konkrete tiltag, der kunne afhjælpe manglen på arbejdskraft.

I stedet har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) haft arbejdstagere og -givere samt kommunerne til trepartsdrøftelser om løsninger på problemet.

Samtidig har flere andre partier fremlagt nogle af deres idéer.

De Konservative og De Radikale har sammen præsenteret et arbejdskraftsudspil, hvor man vil hæve topskattegrænsen og gøre det lettere at få udenlandsk arbejdskraft.

Også Venstre er kommet med deres bud, der bl.a. indebærer en stribe lempelser for adgangen til udenlandsk arbejdskraft, hvor man eksempelvis vil sænke beløbsgrænsen med 100.000 kr.

På Hotel Koldingfjord hilser man de politiske idéer velkomne, for bladrer Peder Madsen frem i ordrebøgerne, er der fyldt godt op.

“Vi kan se ind i resten af året, at der bliver travlhed med masser af konferencegæster. Vi ser også ind i stor vækst i 2022. Så vi forventer også fremadrettet at skulle bruge flere hænder over hele linjen, og jeg kan da godt frygte, at det kunne blive svært at rekruttere dem,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis