ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sidste år fik hun og hendes mand en michelinstjerne til alles overraskelse – også deres egen​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​: “Det virker at sige højt hvad man gerne vil have”

Hun levede af sit udseende som model gennem 15 år, men først nu føler Camilla Hansen sig rigtigt set, både i sit arbejdsliv og privat. Sidste år fik hun og hendes mand en michelinstjerne for deres Restaurant Alouette til alles overraskelse – også deres egen​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Camilla Hansen og hendes mand, Nick Curtin, står bag Restaurant Alouette, der ligger på 1. sal i en gammelindustriel baggård på Islands Brygge, København S.
Foto: Steven Achiam
Camilla Hansen og hendes mand, Nick Curtin, står bag Restaurant Alouette, der ligger på 1. sal i en gammelindustriel baggård på Islands Brygge, København S. Foto: Steven Achiam

Hendes mand er sendt af sted for at aflevere deres ældste søn, Milo, i børnehaven efter en vellykket far-søn-nat i kuppelteltet i haven. I mellemtiden har Camilla Hansen fået ryddet hele underetagen i det nybyggede dobbelthus på Amager, så det mest kaotiske indslag er puddelhunden Baxters viltre afroklip og dens begejstrede vuffelivovshow, hver gang det pusler ved fordøren.

Det er mandag, og ingen af dem skal på Restaurant Alouette i aften. Heller ikke i morgen. Sådan var deres hverdage aldrig i nærheden af at se ud, da de boede sammen i New York det meste af et årti, men det danskamerikanske par tænkte deres tilværelse rigtig godt igennem, før de skabte den lille Restaurant Alouette i et råt baghus på Islands Brygge i København. Den er netop genåbnet, og de er fulde af taknemmelighed over at have holdt skindet på næsen både på sig selv og deres 16 medarbejdere med en hjælpepakke fra den danske stat. Den slags ville de heller ikke have været i nærheden af, hvis de var blevet i USA.

camillahansen_stevenachiam_FV26389.jpg
Øverst: Camilla Hansen har sin hjemmearbejdsplads i et hjørne af stuen i det nybyggede dobbelthus på Amager.

“Vi har fra begyndelsen valgt kun at have åbent tre aftener om ugen, så vi kan klare os med ét hold i køkkenet, nemlig A-holdet. På den måde kan både de og vi have en hverdag i balance,” siger 32-årige Camilla Hansen, der er tidligere fotomodel og nu medejer af Alouette og dermed medindehaver af en michelinstjerne.

Den anden indehaver er hun gift med: den amerikanske kok Nick Curtin. De to er forældre til Milo på fire år og Mason på syv måneder, og ligesom der ikke er én hovedrolleindehaver i deres familie, er der heller ikke én rockstjerne på restauranten. Camilla Hansen arbejder om dagen og er den, der bl.a. bestiller service og råvarer hjem og sørger for, at menukortene er printet i den rigtige font, og at servietterne bliver foldet på den rigtige måde.

Få gæster kender navnene på køkkenchefen eller resten af holdet, der først tager imod ved den meget omtalte graffitiovermalede vareelevator, der fører op til en smukt udskåret egetræsdør på anden sal og siden leverer deres ypperste inden for mad, drikke og service, men holdet kender gæsternes navne på forhånd. Nok er det et afslappet sted med to seatings pr. aften, så man kun har bordet i et begrænset tidsrum, men her er gæsterne ikke omtalt som bordnumre, men med deres navne. For ud over at stå for alt det praktiske i kulissen bruger Camilla Hansen tre timer, inden restauranten åbner, på at researche og skrive noter om gæsterne. Er der f.eks. en mand, der poster meget om øl på sin Instagram-profil, sørger hun for at have købt nok øl ind, så de kan tilbyde en ølparring til menuen. Er der stamgæster, der kan lide at snakke, og er der et ungt par, der vil koncentrere sig om hinanden frem for tjenerens viden om Kattegats blæksprutter – observerer personalet og indretter sig efter det.

camillahansen_stevenachiam_FV26426.jpg
Nick Curtin og deres ældste søn tog vellykket en far-søn-nat i kuppelteltet i haven. Foto: Steven Achiam

“Vores sted har plads til alle, om de har vandrebukser på, der kan lynes af på låret, eller et fint jakkesæt, og ingen skal være bange for, om de bruger den rigtige gaffel,” forklarer Camilla Hansen, der for ikke mange år siden selv sad som uerfaren restaurantgæst og famlede sig frem og godt ved, hvornår det er hyggeligt eller akavet at gå på restaurant.

En forjættet stjerne

Camilla Hansen er vokset op i Bramming i Sydvestjylland som den ældste af to børn i en kernefamilie med en mor, der er dagplejemor, og en far, der er skibselektriker. Ferierne gik til en campingplads ved Gardasøen, og hun tilbragte sin fritid som spejder og hestepige og var omkranset af alle dele af familien fra bedsteforældre til onkler og tanter, der boede en kort køretur fra parcelhuskvarteret. Fisk var der ingen, der kunne lide at spise, og når de spiste ude en sjælden gang, tog de på Jensens Bøfhus i Esbjerg, hvor burgerne var gode, men der hverken var hummergaffel eller skylleskåle. Og på Alouette, hvor Camilla Hansen har noget at skulle have sagt, skal de heller ikke skræmme gæsterne væk med unødig staffage eller avantgardistiske ingredienser.

camillahansen_stevenachiam_FV26857 3.jpg
Camilla Hansen levede af sit udseende i 16 år som model for bl.a. Scoop Models. Foto: Steven Achiam

“Vi har altid tænkt, at restauranten skulle være et sted, hvor de lokale også ville kunne lide at komme, og ikke et sted, der lever på udenlandske gæster og agerer med michelininspektører i tankerne. I samme øjeblik du går den vej, påvirker det både dine priser og din opførsel, og det er ikke sådan et sted, vi vil have,” siger Nick Curtin, der netop er vendt tilbage fra børnehaven med deres yngste søn på armen – til puddelhundens begejstrede velkomst. ​

På forunderlig vis fik Restaurant Alouette til alles overraskelse – inklusiv deres egen – en af de forjættede michelinstjerner sidste år, selvom de kun havde eksisteret i syv måneder ved uddelingen. Camilla Hansen havde godt nok i sin research fanget nogle betænkeligt anonyme bookinger, som meget vel kunne være fra Michelin, men de regnede slet ikke med at være på radaren, og som sagt havde de sat en anden kurs. Så parret placerede sig helt bagest i Musikhuset Aarhus for at heppe på kollegerne fra branchen og måtte pludselig gå den meget lange tur ned mod scenen, mens salen klappede, for at modtage prisen.

Begge er autodidakte, og mens Nick Curtin har en karriere bag sig på gode amerikanske restauranter, har Camilla Hansen en lige så lang karriere bag sig som fotomodel med base i New York det meste af tiden. Det var også der, de to mødte hinanden, fordi hun var på en blind date på den restaurant, hvor Nick Curtin arbejdede, og hun endte med at svinge 100 gange bedre med ham end med sin date. Han havde spottet hende fra køkkenet og insisteret på at servere for dem ved bordet, så hun endte med at pingponge med ham i stedet for med sin forsigtige date – der i parentes bemærket er blevet lykkeligt gift siden.

Tab dig

Som 14-årig blev hun udtaget til en modelkonkurrence i Slagelse, efter at hendes far havde taget et par polaroider af hende, og hun vandt førstepræmien på en professionel testfotografering og en kontrakt med Scoop Models. Hendes far var også med som støtte de første tre uger i Milano, men støtten måtte han mest sende hende i tankerne, for Camilla Hansen bad sin far vente på hotellet, mens hun for rundt fra castings til cocktailparties.

camillahansen_stevenachiam_FV26548 1.jpg
Camilla Hansen har Milo på fire år og Mason på syv måneder. Foto: Steven Achiam

Hurtigt fik hun besked på at tabe sig, så den danske teenager gik på slankekure og til ugentlige vægtvogtermøder, indtil hun blev træt af det og var på vej til at droppe den karrierevej. Men som 18-årig blev hun tilbudt status som plus size-model, hvilket er betegnelsen for alle modeller fra str. 38 og derover, og mens det er forbundet med skam for mange af hendes tidligere kolleger, var hun bare lettet over tilbuddet. Den chance endte med at give hende et årti mere som model, hvor hun både kunne tjene gode penge og spise god mad.

“Modellivet har været godt for mig, fordi jeg har været forholdsvist stærk og altid har haft et godt bagland i mine forældre, så jeg ikke blev nedbrudt, som det sker for mange andre. Mine forældre har altid kun set tingene fra min side, så når jeg blev bedt om at tabe mig af modelbureauet, var deres holdning altid, at jeg kun skulle gøre, hvad jeg selv følte var rigtigt,” siger Camilla Hansen.

Frem for alt følte hun tidligt en stærk trang til at komme ud af Bramming for at se mere, smage mere og skubbe sine grænser, og den udvej gav modeljobbet på et tidligt tidspunkt og på en måde, hun aldrig ellers ville have fået. Hun blev installeret i New York, fløj rundt og arbejdede i hele verden, nogle gange tre uger i Milano, andre gange 24 timer i Cape Town. Hun oplevede at være på date med skuespiller Bruce Willis i hans lejlighed i Trump Tower, blev kørt med privatchauffør, inviteret til vilde fester og arbejdede i snit kun to dage om ugen.

“Men modelbranchen er også hård at være i for mange, fordi der bliver fokuseret så meget på ens ydre, at selvom det er en kort karriere, glemmer man nemt at fokusere på, hvad man selv kan lide ved sig selv, og hvad man egentlig er god til. Mange stopper ved 25-årsalderen, men det betyder, at de har tilbragt de formative år i modelbranchen og under den psykiske terror, der er en del af den,” siger Camilla Hansen.

Selvom hun havde meget på spil, formåede hun fra første dag at tænke på modeljobbet som netop “bare” et job, og hun har altid været snusfornuftig med lønnen i stedet for at spendere den på designertasker, lagt et sundt budget og haft en buffer til et halvt år, hvis der skulle opstå lavvande på jobsiden. Hun lovede også sig selv undervejs, at den dag, det ikke var sjovt mere, ville hun stoppe.

Ingen uddannelse eller titler

Den dag kom, da hun var 30 år og begyndte at finde på undskyldninger for ikke at tage af sted, men i årene inden havde hun gradvist søgt efter andre muligheder. Og selvtillid.

camillahansen_stevenachiam_FV26923.jpg
Som restauratør balancerer Camilla Hansen barsel og arbejde sideløbende. Foto: Steven Achiam

“På trods af mit gode bagland fik jeg en nedsmeltning, da jeg skulle skrive et cv for at søge job, for jeg havde jo ingen formel uddannelse eller titler, jeg kunne skrive på. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg overhovedet duede til. Måske duede jeg ikke rigtig til noget…,” husker Camilla Hansen, der priser sig lykkelig for, at hun er gift med en amerikaner, for er der noget, de er bedre til end danskere, er det at brande sig selv og dem, de elsker.

Hun havde jo faktisk været sin egen bogholder, siden hun var 14 år gammel, sagde han til hende. Og hun havde ene kvinde kørt salg og kundepleje og lært at aflæse mennesker og håndtere selv de vanskeligste kunder, der kaldte hende en fed hval og det, der var værre. Hun kunne så meget mere end at smile foran et kamera.

Det kunne de også se i Isabel Marant-butikken, der åbnede i det indre København, netop da Camilla Hansen var flyttet til København, hvor hverken hun eller Nick Curtin havde noget netværk. Men han begyndte som køkkenchef hos bl.a. Almanak, og herfra begyndte hjulene så småt at dreje. Hun fik jobbet i modebutikken, og efter kun 14 dage blev hun forfremmet til assisterende store manager.

camillahansen_stevenachiam_FV26987.jpg
Camilla Hansen og hendes mand er på udkig efter den perfekte location til deres næste projekt. Foto: Steven Achiam

“Jeg græd hele vejen hjem, kan du huske det, Nick? Her var der en, der ikke kendte mig, men som troede på mig og ville lade mig lære resten hen ad vejen,” siger Camilla Hansen.

Men parret drømte om at skabe noget sammen fra bunden, og tilfældet ville, at Nick Curtin en dag drak kaffe med August Lund, som bl.a. er medejer af restaurantkæden Cofoco og ejendomsinvestor på Islands Brygge, og de traskede ned forbi baggården i Sturlasgade 14, der emmer af både gammel industri, ædelt håndværk, rockmusik og sjovt nok også Brooklyn, New York. Kim Dolva gik nemlig med tanker om at indrette en kantine for baggårdens mange iværksættere i det, der dengang var to skramlede øvelokaler.

Alle sparepenge i projektet

Nick Curtin facetimede Camilla Hansen med det samme, og det var en “no brainer” – her var det perfekte sted til deres restaurant, og kantinen var for dem en god måde at bruge lokalerne om dagen. På forunderlig vis havde de også lige fået plads i deres førstevalg af børnehave til Milo et stenkast derfra, så det var med berusede hjerter, at de besluttede at sætte alle deres fælles sparepenge i projektet.

Nick Curtin kender alt for godt typen af restaurantsejere, der mener at vide bedre end køkkencheferne, hvordan menukortet skal skæres, og parret nåede at brænde fingrene på et projekt i Tisvilde, hvor de overhørte deres egen mavefornemmelse mange gange, før projektet blev standset i 11. time. Denne gang var de fast besluttede på at lytte til den mindste mislyd og reagere på den. Det har senest betydet, at de lige før corona så sig nødsaget til at fyre to medarbejdere. De var både søde og talentfulde, men de forstod ikke grundlæggernes kollektive dogme og navigerede efter det traditionelle fokus på solopræstationer.

Med beslutningen om at åbne et rart sted, der havde både smagen og gæsten i centrum og et fællesskab omkring dem, var det, som om flere frivilligt stødte til det fællesskab. Hurtigt mødte de en masse velmenende mennesker, som bakkede op på hver deres måde med vejledning, netværk, materialer og finanser. Københavns Møbelsnedkeri, der har til huse i samme bygning, gik ind som medinvestor og har leveret det meste af indretningen. I dag har de derudover to kvindelige business angels som medinvestorer, som meldte sig, fordi de faldt for Alouette-parret og deres idéer. Made a Mano sponsorerede alle fliserne til det blodrøde gæstetoilet, og Birgitte Raben Olrik fra mode- og interiørvirksomheden Rabens Saloner fik specialbygget en sofa til “Spejlrummet” i restauranten.

camillahansen_stevenachiam_FV26677.jpg
Camilla Hansen brugte sin fritid i New York på at passe internathunde, og Baxter her beholdt hun selv. Foto: Steven Achiam

“Lige pludselig fik vi så meget støtte fra folk, vi ikke engang kendte. Efter så mange år i en branche med psykisk terror fra folk, hvis eneste mål er at bryde dig ned uden at bygge dig op igen, var det fantastisk for mig at få så stor opbakning,” siger Camilla Hansen, der igen og igen måtte fælde en glædeståre det første år, mens de byggede op og åbnede for de første gæster.

Oven i det hele kom michelinstjernen, og måske netop fordi de ikke havde rakt ud efter den. Set i bakspejlet tror hun, succesfølelsen har at gøre med den stærke vision, de havde. Hun ser den som en slags magnet.

“Altså, jeg er jo matematisk student og gammel spejder, så jeg ved godt, det lyder underligt … Men en af mine gamle veninder i New York rådede mig engang til at visualisere den mand, jeg gerne ville møde,” fortæller hun, der dengang i starten af 20'erne havde været inde i en stime af usunde forhold og faktisk havde besluttet sig for at tage en lang pause fra mænd.

Men en aften havde hun pludselig gejsten og satte sig stille for sig selv og formulerede, at hun ønskede sig en mand, der var sjov og flot og virkelig så hende for hvem, hun er. To måneder senere mødte hun Nick Curtin, der både så hendes lyse lokker, lange ben og lysende blå øjne, men også så hende og stadig gør det.

“Jeg glemte så at ønske, at han også skulle være høj,” siger hun med et glimt i øjet vendt mod sin husbond, der vugger rundt med Mason i en bæresele.

“Men om det er en mand eller en restaurant, virker det at sige højt, hvad man gerne vil have. Jeg tror, vi har været så heldige at møde så mange ligesindede, der gerne vil hjælpe, fordi de kan mærke, at vi vil arbejde nat og dag for at skabe det, vi drømmer om. Passion søger passion,” siger hun.

camillahansen_stevenachiam_FV26956.jpg
Christianiacyklen med elmotor får hverdagen til at hænge sammen for dem alle fire. Foto: Steven Achiam



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis