Det tog fem måneder at samle familien Asbæk: "Lige meget, hvor meget vi griner og driller af kærlighed, står vi på skuldrene af det, som vores forældre har skabt"

I Patricia og Jacob Asbæks herskabslejlighed på Stockholmsgade i København står en forgyldt buddhastatue. Den har samme størrelse som et menneske, og der var engang, hvor Jacob Asbæk troede, at den var mindst en halv million kr. værd.

Buddhaen kommer ind i familien en mørk nat i slutningen 80'erne. Dengang bor parret i Ny Adelgade med deres sønner, Thomas, Martin og Pilou. Klokken er tre om natten, da to lastvogne fra 3x34 dytter insisterende i hornene og vækker Patricia Asbæk og de tre sønner.

De halvsovende Asbækker kigger ud af vinduerne og ser fire flyttemænd, der læsser asiatiske og afrikanske skulpturer, masker, statuer, totempæle, æsker og alt mulig andet ud af bilernes lastrum. Samtidig kommer Jacob Asbæk op ad trappen og ind i lejligheden, hvor han bliver mødt af sin søvndrukne familie.

"Vi er blevet millionærer," råber han.

Hans mellemste søn, Martin Asbæk, husker sin fars ophidsede stemme:

"Vi er rige, vi er rige. Kom her! Se, en ægte diamant! Se, se, det er ægte hår."

Hans hustru og tre børn på syv, fjorten og seksten år stirrer på ham og på flyttemændene, der langsomt fylder de 700 kvm op med de asiatiske og afrikanske nyerhvervelser.

"Vi kan se, at vores far er lettere overrislet, fordi han har et sjovt smil, og han har taget brillerne af," forklarer Pilou Asbæk og bliver afbrudt af sin storebror Martin Asbæk, der forklarer, at faderen har taget brillerne af og puttet dem i lommen, fordi Patricia Asbæk altid kylede dem ind i væggen, når hun blev rasende på ham. Han var godt klar over, at det her kunne ende som en af de gange.

"En dag, hvor de ikke gik i stykker, gik hun hen og hoppede på dem. Han fandt ud af, at hvis han skulle have nye briller hver gang, var det to-tre par briller om ugen, så til sidst begyndte han at tage dem af og putte dem i lommen, når han var beruset," siger Martin Asbæk.

Da flyttemændene igen var kørt, stod der i alt 685 afrikanske genstande i lejligheden.

"Vi løftede på lågene. Der var smadrede muslinger, afskårne hønsefødder..." siger Thomas Asbæk.

"Mama råber: "Jacob, hvad er det, der sker?", husker Pilou Asbæk.

Det, der skete, var, at Jacob Asbæk havde siddet på et værtshus og pludselig opdaget, at han var ved at komme for sent hjem. Han havde været i selskab med en ven, der netop var kommet hjem fra Asien og havde samlet på kunstgenstande derude. For at formildne sin kone havde han købt en lille ting for et par tusind kroner til hende.

"For han har altid været bange for Mama," indskyder Pilou Asbæk, og Martin Asbæk forestiller sig resten af situationen:

"For at fejre købet siger han så: "Skal vi lige skåle på salget? Skal vi lige fejre det?"

Jacob Asbæk fortæller selv, at vennen havde sagt: Denne her Buddha er en halv mio. værd, men du får den for 75.000 kr., og sådan var det fortsat, indtil han havde købt hele samlingen.

"Til sidst tænkte jeg: "Nu skal jeg hjem, inden han fortryder." Pludselig var klokken tre om natten, og jeg skrev en check på 700.000 kr."

For en sikkerheds skyld bestilte han to lastvogne til transporten af sine nye skatte. Skulle den ene køre galt, var den anden sikker.

Næste dag kom Bruun Rasmussen og vurderede det hele til 50.000 kr. Nu kunne Patricia Asbæk ikke klare mere.

"Jeg var simpelthen så vred. Jeg syntes, jeg havde fundet mig i rigtig meget gennem tiderne. Men nu havde jeg fået nok. Jeg sagde: "Jeg flytter! Og jeg tager mine drenge med mig". Nu ville jeg skilles," siger Patricia Asbæk.

Alle tre brødre afbryder hende i munden på hinanden:

"Det vidste vi ikke!"

"Jo, jeg var rasende. Så blev Jacob alligevel lidt nervøs. Han ringede rundt til alle kunstnerne. Til Wilhelm Freddie, til Robert Jacobsen, til alle dem, vi havde tilknyttet galleriet, og sagde: "Det er forfærdeligt. Patricia vil skilles. Jeg har en samling, jeg skal af med." Alle kunstnerne havde penge til gode hos os, og så mødte de op for at tage tre voodooskulpturer og en skammel i stedet for at udligne deres regnskab. De reddede vores ægteskab. Wilhelm Freddie tog for 200.000 kr. Det var så rørende," siger Patricia Asbæk.

"Ved I, hvad det mest rørende er? Hvis man tager hjem til hver af os, er der masker og buddhaer overalt. Men det hele var jo lavet i Thailand. Det var ikke gamle ting," siger Pilou Asbæk og fortsætter:

"Men vores far forstår ikke penge. For ham er det bare et middel til at bygge eller skabe. Penge har ingen værdi for ham som penge i sig selv. Det er jo både smukt og pisseirriterende."

Jacob Asbæk ryger tænksomt på sin pibe, mens han genkalder sig den nat.

"Jeg kunne godt se, at de ikke syntes, det var lige så fantastisk, som jeg gjorde. Nej, Patricia og drengene syntes ikke, det var specielt morsomt," siger han her ca. 30 år senere, mens han fra sin plads i sofaen kigger ind i den næste stue, hvor statuen står.

Hvor vennen, der solgte Jacob Asbæk sine skatte, mente, at den var ca. en halv million værd, mente Bruun Rasmussen, at den var 5000-10.000 kr. værd. Den anslåede værdi gør dog ikke, at han holder mindre af den:

"Nu står den der og er en god historie," siger han og smiler lidt for sig selv. For ham er det præcis det, kunst handler om. Den kan fortælle historier.

Fra snuskede kælderlokaler til strålende receptioner
Det har taget flere måneder at samle familien Asbæk ét sted. Jacob Asbæk bor på Mallorca, og da han i september måned 2018 fejrede sin 75-års fødselsdag, skulle han have været med til et fællesinterview med sin hustru og tre sønner en fredag eftermiddag. Men Jacob Asbæk dukkede ikke op. Han havde taget et senere fly end aftalt. Det undrer ingen omkring det runde bord i Martin Asbæk Gallery i Bredgade.

"Vores far er lige så flygtig som yetien. Hvis han havde været her, havde vi alligevel ikke set noget til ham," siger Pilou Asbæk og får sin familie til at grine højt.

Patricia Asbæk sidder for bordenden, den yngste søn Pilou Asbæk (36 år) sidder på hendes venstre side, ved siden af ham den mellemste søn Martin Asbæk (44 år), og Thomas Asbæk (46 år) sidder på sin mors højre side.

En håndfuld kunder drikker vin i sofagruppen i et tilstødende lokale, brødrene joker med hinanden og battler om, hvem af dem, der er sygest lige for tiden: Martin Asbæk, der har fået konstateret leukæmi og er i bedring, eller Thomas Asbæk, der har en bipolar lidelse. Deres humor er kulsort, og deres jokes på samme tid kærlige og grove. Som da lillebror Pilou Asbæk siger: "Vi skal skynde os at få taget billeder af hele familien, for vi ved jo ikke, hvor længe vi har Martin", og det får alle til at le højt, Martin Asbæk ler højest.

Ingen venter på, at andre giver dem taletid. Hvis man gjorde det, ville man sandsynligvis vente for evigt.

Når man spørger familien, hvorfor de er endt med at være et navn, kunstinteresserede i Danmark ikke kan undgå at kende, svarer de alle, at det først og fremmest er på grund af Patricia Asbæk, hendes viden og talent for at opdage de nye navne i branchen. Men også at Jacob Asbæks store interesse for at skabe rammer i form af huse og gallerier, bygge og udvikle projekter. Dét, at hun er evigt nysgerrig, og at han ikke kan sidde stille. Og selvfølgelig at deres interesse for kunst har smittet sønnerne i en grad, så to af dem nu går i forældrenes spor.

Jacob og Patricia Asbæk var en slags kunst-jetsetpar i 70'erne og 80'erne. Før dem var et galleri et mørkt og snusket kælderlokale, efter var det receptioner med hundredvis af prominente gæster. I dag driver Jacob Asbæk kunstcentret CCA Andratx på Mallorca, som han selv har bygget op fra en fredet grund uden byggetilladelse. Patricia Asbæk bor her i lejligheden i Stockholmsgade, og de tre sønner Martin, Thomas og Pilou Asbæk bor alle i København med deres hustruer og børn. De to ældste driver hvert deres galleri, Patricia Asbæk har sin egen kunstrådgivning, Asbæk Art Consulting, og den yngste bror, Pilou Asbæk, er skuespiller med en international karriere.

Skulpturer til Brigitte Bardot
Jacob Asbæk er fra Hammel, Østjylland, hvor hans interesse for kunst begyndte på gulvet af hans fars maskinfabrik. Som helt ung samlede han skrot op fra gulvet og omdannede det til jernskulpturer. Ikke bare kunne han give skrot nyt liv, han kunne tjene penge på det.

I barndomshjemmet var der dog ikke meget opbakning, hans far mente ligefrem, at sønnen ødelagde jernet. Det var Jacob Asbæk ligeglad med, for skulpturerne solgte. Alligevel turde han ikke satse hele sin fremtid på kunsten. Hans forbillede var lægeonklen, der boede nord for København i et flot hus, havde en skøn kone og nogle dejlige børn.

Derfor valgte Jacob Asbæk lægestudiet. To uger efter studiestart forsøgte han at droppe ud, men fik ikke lov.

"Når man begynder på noget, gør man det færdigt," var farens kommentar.

Jacob Asbæk holdt ud i fem år, selvom han besvimede, hver gang han så blod.

Mens han læste, mødte han Patricia. Hun havde tilbragt sin barndom i Marokko med sin franske mor og danske far, der var udstationeret i Casablanca. Moderen forsvandt ud af hendes liv, da hun var helt lille, og siden fik hun en fransk stedmor.

Familien flyttede så meget, at Patricia Asbæk nåede at gå på 13 skoler, før hun kom til Danmark for at læse på universitetet og bo hos sin farmor i en toværelses lejlighed i Aarhus – i samme opgang som en af Jacob Asbæks venner.

Mens Jacob Asbæk læste, fortsatte han med at lave skulpturer, og han tjente så godt, at han kunne købe både en sportsvogn og en villa. Han solgte endda godt i Paris. Patricias fars kone ejede La Boutique Danoise i Paris, hvor skulpturerne kom på hylderne. Sådan endte hans værker hjemme hos bl.a. skuespiller Brigitte Bardot og shahen af Iran.

Psykolog for 30 af landets største samtidskunstnere
Det var et sommerhus på Mols, som Jacob Asbæk byggede selv, der endte med at føre parret fra Jylland til København. Da sommerhuset stod færdigt, kom der en fotograf over fra København for at tage billeder til et magasin, og han var imponeret over Jacob Asbæks kreativitet. Den unge skulptør skulle komme til København og udstille, mente han. Nogle uger senere ringede fotografen:

"Jeg har fundet et hus til dig i Gothersgade."

Det kostede 200.000 kr. for et helt hus, hvor familien kunne bo øverst og have galleri nederst. Og Jacob Asbæk gik i gang med at sætte det i stand.

"Galleriet i Gothersgade skabte vi med lånte penge. For Jacob læste medicin og gik op til sin professor og sagde: "Jeg har tænkt mig at holde op med at læse og lave et lille galleri i København". Og professoren svarede: "Hvis du lover mig, at du holder op med at læse medicin, låner jeg dig pengene," fortæller Patricia Asbæk.

Familien flyttede ind i Gothersgade to år, og Jacob Asbæk solgte sine skulpturer. Men det var ikke så spændende, som han havde regnet med. En dag faldt han over et nyt faldefærdigt hus i nærheden, som han overtog og satte i stand. Da han stod og fejede på fortovet, kom en kraftig mand forbi.

Det var kunstneren Robert Jacobsen, der stoppede op og spurgte ham, hvad han dog skulle bruge de flotte rum til. Jacob Asbæk svarede, at han regnede med at sælge sine skulpturer der.

"Han sagde: "Jacob, hvis du ikke udstiller dine egne skulpturer, hvis du stopper med at være kunstner, vil jeg gerne udstille hos dig". Det gjorde han så," fortæller Martin Asbæk.

"I det hele taget er han ofte blevet bestukket til at holde op med at gøre ting," indskyder Thomas Asbæk og får sine brødre og sin mor til at grine højlydt.

Robert Jacobsen var ikke hvem så helst, heller ikke dengang.

"Normalt var det sådan, at når man lavede en udstilling, solgte man i alt for 10-20.000 kr. Men vi solgte for 2 mio. kr. Det var helt vildt. Efterspørgslen var så stor, at vi var nødt til at hænge malerier alle vegne. Da jeg på et tidspunkt skulle vise Preben Elkjær et billede, der hang ude på toilettet, kom vi til at brase ind i Patricia, der sad derude," fortæller Jacob Asbæk.

Andre kunstnere fulgte. Asbæk-parret havde mindst 30 af landets største samtidskunstnere tilknyttet galleriet, som Wilhelm Freddie, Egill Jacobsen, Carl Henning-Pedersen og Henry Heerup.

"Jacob havde det godt med alle kunstnerne, og de med ham, fordi han selv var som en kunstner. Han forstod deres tanker. Vi har stadig et godt forhold til alle kunstnerne her 30 år senere," siger Patricia Asbæk.

Til at begynde med knyttede kunstnerne sig til galleriet, fordi de godt kunne lide de rum, Jacob Asbæk havde skabt, men han viste sig at have et særligt talent for at kunne gennemskue, hvad kunstnerne havde brug for.

"Kunstnere er kreative mennesker, og de ved ikke, om det, de laver, er godt nok. Når vi andre går på arbejde og har sociale relationer, har kunstnerne slet ingen. De står derhjemme hele dagen og arbejder og har ingen at tale med, de er usikre. Jeg blev deres psykolog, og det var mig, de kom og viste deres værker til. Det var mig, der sagde: "Gå lige hjem og se på det værk igen,"" fortæller han.

Patricia Asbæk fokuserede på den kunstneriske kvalitet. Hun købte malerier af Olafur Eliasson i 80'erne, værker af Tal R før alle andre samt et værk af den tyske kunstner Anselm Reyle, der kostede 75.000 kr., da hun købte det, i dag ca. 1 mio.

Jacob Asbæk fortæller om en gang, hun ringede hjem fra London og sagde, at hun stod hos en fyr, der hed Peter Doig.

"Vi kan købe et af hans værker for 75.000 kr.," sagde hun, men Jacob Asbæk havde svaret: "75.000 kr.! Ej, lad os hellere købe noget af en af vores egne kunstnere herhjemme."

Patricia Asbæk gjorde, som hendes mand sagde. Ti år senere blev det samme værk solgt for seks mio. kr. Der er i det hele taget utallige eksempler på handler, som Patricia Asbæk kunne have gjort, hvis hendes mand havde støttet hende i stedet for at tale hende fra dem.

"Hvis jeg havde fulgt hendes næse, havde vi været mangemillionærer i dag. Men jeg har aldrig købt og solgt for at tjene penge," siger Jacob Asbæk.

Generøsitet ud af forkælelsen
Det meste af sønnernes barndom boede de i Ny Adelgade, hvor galleriet lå i direkte forbindelse med deres egen bolig. Det var i 80'erne, samtidskunsten boomede, og det gik ret godt for familien Asbæk. De tre sønner gik på Krebs Skole i Stockholmsgade, lejligheden i Ny Adelgade blev et samlingssted for sønnerne og deres kammerater, og hverken Patricia eller Jacob Asbæk blandede sig i deres leg i rummene øverst oppe i ejendomme.

"Jeg kom kun derop, når der var ballade, eller når de smed Pilou ud over vores rækværk. Når jeg møder jeres venner fra dengang, siger de: "Nej, hvor var det sjovt dengang i Ny Adelgade. Det var der, hvor vi stod på rulleskøjter inde i huset og skød skovduer på taget,"" siger Patricia.

Thomas Asbæk: "Vi fik aldrig skældud. Ikke engang når vi skød på hinanden med de der arkitektlamper, som vi satte en elastik i og lavede kugler af papir."

Pilou Asbæk: "Så bankede vores barnepige på radiatorerne og vores mor kom op med krabasken. Det er sådan en lille pisk..."

Thomas Asbæk afbryder: "Det er en sand historie, men den er fra vores fars barndom. Vi har ikke fået den dokumenteret. Ligesom vi ikke har fået dokumenteret den med, at vores far fik en fodbold til sin fødselsdag og luften til jul."

Martin Asbæk: "Den historie kom hver gang, Jacob synes, at Patricia gav børnene for meget. "Du forkæler de børn," sagde han hver eneste jul..."

"Ja, I er blevet forkælede," siger Patricia Asbæk bestemt.

"Vi fik altid lov til bare at gå ned i herretøjsbutikken Brødrene Andersen og hente, hvad vi havde brug for af tøj. Op til skiferier i gymnasiet skulle de andre arbejde et par måneder for at tjene penge, vi fik bare turen," siger Thomas Asbæk.

Martin Asbæk: "En dag var der en af kunstnerne, der sagde til vores mor: "Du overforkæler de børn. De render jo hele tiden rundt med en pose fra Brødrene Andersen med nyt tøj i." Vores mor sprang op og spurgte: "Hvorfor køber I nyt tøj uden at sige det til mig? I må godt, men I kan da lige sige det." Hvortil Thomas svarede med helt stille stemme: "Det er bare vores gymnastikpose". For endelig havde vi fundet en pose, der kunne lukke..."

Hele bordet skriger af grin, indtil Thomas Asbæk tørt konstaterer: "Kunstnerne er da selv blevet forkælede." Pilou Asbæk: "Ja, det er ikke forkert at kalde kunstnerne for den fjerde bror. Kurt Trampedach har ligget i vores forældres fodende og skubbet mig ud af sengen."

Patricia Asbæk: "Ingen af jer har savnet noget. Men jeg har arbejdet meget, så I har også skullet træffe jeres beslutninger alene, og I er blevet opdraget af hinanden. I havde meget fri tøjler. Jeg har ikke været pylret, jeg har ikke været en curlingmor, synes I?"

"Nej, absolut ikke," lyder det i kor.

"Men vi er blevet generøse af at blive forkælede. Vil du f.eks. ikke have noget charcuterie?" siger Thomas Asbæk og får alle til at grine.

Martin Asbæk: "Selvom vores forældres venner var meget mere velhavende end vores forældre, skulle børnene lære at samle flasker og gå med aviser, fordi de ikke måtte forkæle dem."

Thomas Asbæk: "Alle min mors veninder sagde: "Patricia, du forkæler dine børn alt for meget. Når de bliver voksne engang, vil de ingenting gøre, fordi du har overforkælet dem. Men min mor sagde: "Vi må se tiden an, for min teori er, at hvis jeg overforkæler børnene, og de får alt det, de peger på, vil de gøre alt, hvad de kan, for at bibeholde den levestandard." Det er faktisk til dels lykkedes. Det er rigtigt, at når man har haft så mange dejlige oplevelser, som vi har, vil vi knokle røven ud af bukserne for at kunne blive ved med det."

Ligesom deres forældre gjorde, i øvrigt. Dengang arbejdede både Jacob og Patricia Asbæk op til 20 timer i døgnet på galleriet. Pilou Asbæk, der er født i 1982, er i høj grad blevet opdraget af sine brødre.

Martin Asbæk: "Men det er måske fordi I har været så meget fraværende, at I har forkælet os, fordi I havde dårlig samvittighed?"

Patricia Asbæk overvejer det, og imens når Thomas Asbæk at svare:

"Jeg er blevet glemt til tennis engang."

Martin Asbæk trumfer: "Jeg er blevet glemt på en båd. Faktisk blev jeg glemt ude i vandet."

Martin Asbæk: "Hvad fanden, Thomas, hvorfor skal vi altid battle? Og nu har du fandeme også fået dit eget galleri!," siger han og hentyder til, at Thomas Asbæk netop har åbnet galleriet Collaborations by Tania and Thomas Asbæk sammen med sin hustru i Store Kongensgade.

Pilou Asbæk skærer igennem: "Båd slår tennis."

Alle nikker samtykkende. Det kunne være endt helt galt den dag, hvor Martin Asbæk blev glemt i vandet. Familien nåede at sejle i land, før de opdagede, at han var væk, og han måtte selv svømme i land. Sønnerne er måske nok blevet forkælet, men de har også været overladt til sig selv.

Langt forud for sin tid
Når man spørger de tre sønner og deres mor, hvem der egentlig bestemmer i deres familie, svarer Thomas Asbæk hurtigt: "Det gør Mama."

Martin Asbæk er enig: "Papa har altid taget sig af forretning, drifter, byggerier, og Mama har taget sig af familien. Hun har holdt sammen på os."

Pilou Asbæk indvender: "Den, hvis beslutninger hele livet igennem har haft størst indflydelse på de andre i selskabet, er da indiskutabelt Papa."

Martin Asbæk: "Men han bestemmer jo ikke. Han træffer bare beslutninger på sine egne vegne, der går ud over os andre."

Patricia Asbæk: "På en eller anden måde har Jacob jo formet vores skæbne. Jacob er det, der hedder en autistisk enegænger..."

Alle brødre bryder ud i højlydt latter.

Patricia Asbæk afbryder latteren: "Det er faktisk rigtigt. Jeg har tænkt rigtig meget over, hvad han er. Det har jeg jo brugt 50 år af mit liv på, for jeg har aldrig rigtig forstået det. Men jeg ved, at han er kreativ, visionær, han er generøs."

Pilou Asbæk: "Det er spot on."

Patricia Asbæk: "Han giver plads til andre, men fordi han er, som han er, bestemmer han jo meget over vores liv."

"Jeg synes ikke, at han giver plads til andre, for han træffer altid beslutninger fuldstændig egenhændigt. Han lever efter sådan en: "Hvad fatter gør, er altid det rigtige." Og det er det bare ikke. Faktisk er hvad fatter gør konsekvent det forkerte," siger Thomas Asbæk og får sine brødre og sin mor til at grine højt, indtil Patricia Asbæk afbryder sig selv med et: "Ej, det passer da ikke... Han er da super dygtig."

Martin Asbæk: "Mallorca er flot, men det har jo været en belastning for hele familien. Både ressourcemæssigt og økonomisk og..."

Patricia Asbæk: "Nu behøver vi måske ikke helt at tage den diskussion lige nu... men det er klart, at han har truffet nogle beslutninger, og han har ikke altid spurgt os. Det er ikke altid helt nemt at være i familie med Jacob, men han er meget elsket af mange. Han er sjov og underholdende."

Jacob Asbæks visioner har altid været store og forud for deres tid. Før projektet på Mallorca havde han forsøgt at gøre Boltens Gård, en gammel købmandsgård, der lå faldefærdigt hen, til et lille stykke Paris, og han var inspireret af området omkring Rue de Seine, af de små gader med torvedage, kreative lejemål, spisesteder og gallerier.

I 80'erne stod lokalerne tomme, og Københavns overborgmester Egon Weidekamp syntes så godt om idéen, at Jacob Asbæk fik lov til at købe den faldefærdige Boltens Gård til 800 kr. pr. kvm. Tegningerne stod arkitekten Jean Nouvel for, men projektet var dyrt, og Jacob Asbæk var nødt til at få investorer på.

Han fik entreprenøren JPC med, men det blev langt dyrere, end alle havde forventet, og efter at JPC havde skudt 350 mio. kr. fra Danske Bank i projektet, gik entreprenøren konkurs i 1991. Jacob Asbæk havde været medunderskriver på et lån på 200 mio. kr., og aviserne skrev om nederlaget. Patricia Asbæk har siden fortalt, at hun blev rasende, da hun hørte om sin mands underskrift og troppede op hos Danske Bank for at undersøge, om deres økonomi nu var ødelagt. Men de hæftede kun for lånet med det galleri, Patricia Albæk havde åbnet inde i Boltens Gård, og det overtog banken.

"Jeg har altid haft den fejl, at jeg har brugt flere penge, end jeg havde. Og investorerne endte med ikke helt at tro på idéen. De ville have natklubber derinde," siger Jacob Asbæk, der i 1989 lod sig købe ud. Projektet var landet langt fra det, han havde lovet Weidekamp.

Martin Asbæk: "Boltens Gård var genialt set. Han ville lave den til et overdækket marked, 20 år før Torvehallerne. Men folk kunne ikke se det. Da det ikke lykkedes, fandt han på noget andet. Han kan ikke sidde stille i to sekunder. Det næste, han overtog, var grunden på Mallorca."

Jacob Asbæk købte grunden i Andratx, hele 40 tønder land med en appelsinlund og kilder, under en ferie med Bent Fabricius-Bjerre, som han har spillet meget tennis med, i 1989.

"Patricia var imod. Hun ville hellere have haft noget i Sydfrankrig – hun er jo fransk," fortæller Jacob Asbæk, da vi fire måneder efter samtalen med resten af hans familie taler om projektet fra hans plads i sofaen i Stockholmsgade, da han er i København for at holde jul.

Det år holdt han sommerferie med Uffe Ellemann-Jensen, der var Danmarks udenrigsminister, og under en samtale i poolen foreslog Uffe Ellemann-Jensen, at Jacob Asbæk lavede kunstnerresidens på stedet. Men området var fredet, og under normale omstændigheder ville der aldrig blive ændret på det. Men Uffe Ellemann-Jensen var en populær minister i udlandet, og ifølge Jacob Asbæk ændrede hans møde med den øverste myndighed på området på mirakuløs vis lokalplanen.

Samtidig med at den evigt arbejdende Jacob Asbæk begyndte at bygge på Mallorca, havde Asbækkerne nærmest monopol på kunsthandlen i Danmark og rykkede fra Ny Adelgade til større lokaler i Bredgade. Der var nok at se til, og sådan skal det være, for at Jacob Asbæk er tilfreds. Hans egen far arbejdede også konstant, og han kender ikke til andre måder at leve på. Selv nu, hvor han har rundet 75 år, er hans aktivitetsniveau det samme. Det siger i hvert fald hans sønner, mens de taler om ham i galleriet i september, hvor han ikke dukkede op.

Pilou Asbæk: "Hvis vores far havde været her, havde vi ikke set ham alligevel. Han ville have gået rundt oppe på kontoret og så var han kommet ned på et tidspunkt..."

Thomas Asbæk afbryder: "... med et prospekt fra Mallorca gemt bag ryggen..."

Der lyder et latterbrøl fra brødrene og deres mor. Patricia Asbæk griner højest.

Jacob Asbæk leder altid efter en ny investor til sit kunstcenter på Mallorca. Da jeg møder ham i Stockholmsgade, går der en times tid, før jeg får en brochure om CCA Andratx stukket i hånden. Der skal laves ny skulpturpark dernede, fortæller Jacob Asbæk, måske vil han endda selv bidrage med nogle jernskulpturer.

Thomas Asbæk: "Han gemmer prospekterne omme på ryggen, fordi vi bliver så sure, når han deler dem ud til folk..."

Patricia Asbæk griner, så det smitter alle i rummet: "Han ved det ikke selv. Han har altid troet, at det var mig, der var den tossede."

Alle tre drenge i kor: "Tja... Mama er også tosset."

Pilou Asbæk: "Men ikke desto mindre er det største privatfinansierede europæiske kulturcenter skabt af Mama og Papa. Lige meget, hvor meget vi griner og driller af kærlighed, står vi på skuldrene af det, som vores forældre har skabt, og det er vi meget stolte af."

Opdraget til at kunne tåle sandheden
Når de tre sønner skal sammenfatte, hvordan de er blevet opdraget, siger Thomas Asbæk: "Vi er blevet opdraget fra oplevelse til oplevelse. Det har aldrig handlet om at konsolidere eller lægge til side eller være strategisk eller tænke langsigtet. Det har derimod handlet om, hvordan man kunne få det største, smukkeste og bedste ud af det, man har."

Pilou Asbæk: "Det kommer jo an på hvilken psyke, man har, men jeg har godt kunnet navigere i sådan en barndom. Jeg synes, det har været spændende."

Thomas Asbæk: "Intet vi havde, varede ved, der kom altid noget nyt ind. Man skulle være omstillingsparat." Når Jacob Asbæk fik en ny idé, førte han den ud i livet. F.eks. solgte han familiens sommerhus i Præstø uden at spørge sin kone og sine sønner, om de syntes, det var en god idé.

Patricia Asbæk: "Du led ikke under Præstø, Pilou, men det gjorde I store drenge. Det var ikke stort, men I elskede det. Det solgte han uden at spørge os, og det var jeg ked af."

Thomas Asbæk: "Ja, det sommerhus vender jeg tilbage til i tankerne, når jeg leder efter sommerhus i dag." Jacob Asbæk forklarer selv, at han jo ikke solgte det, fordi han ville af med det gamle. Han solgte, fordi han var kommet til at købe noget nyt.

"Af nød er jeg blevet tvunget til at sælge det gamle. Jeg har aldrig lavet spekulation. Penge har jeg aldrig haft, og jeg har aldrig haft en intention om at have dem. Det kan da godt ærgre mig i dag. Men jeg har også den fejl, at jeg ikke kan vente. Det er lige meget, om det er klogt eller uklogt. Og ved du hvad, hvis du hele tiden venter til den dag, du har pengene, ville intet af det, jeg har udrettet, være blevet til noget som helst," siger Jacob Asbæk.

Thomas Asbæk: "Efter det med de afrikanske skulpturer ville han ikke længere have checks på sig. Så gik han rundt med 100.000 kr. på sig i kontanter i stedet..."

Pilou Asbæk: "Det er jo ret vidunderligt, at han har en form for selvjustits. F.eks. holdt han op med at ryge, da han blev taget i at køre lettere beruset. Men... han kunne jo have begyndt med at holde op med at drikke i stedet for... "

Patricia Asbæk: "Han tog det mindste onde... Når han kedede sig, solgte han det, vi havde, og rykkede videre. Vi har haft måske syv-otte sommerhuse. Der er ingen af mine veninder, der forstår det. Men jeg vidste, at hvis jeg havde sagt nej, var det slut. Jeg kunne ikke lave ham om. Jeg kunne gå min vej, eller jeg kunne leve på hans præmisser. Og jeg har så bare prøvet at beskytte børnene og give dem noget stabilitet midt i alt det der. Jeg har brokket mig, men jeg er blevet. Vi har aldrig kedet os. Det værste, man kan gøre i et ægteskab, er efter min mening at kede hinanden."

De seneste år har I boet hver for sig?
Patricia Asbæk: "Han keder sig her. Han vil være på Mallorca. Han har ikke noget at lave her. Dernede er han stadig en stor Hr. Asbæk, der kommer mennesker ind, der er et stort center, han bliver feteret, vejret er bedre."

Pilou Asbæk: "For nogle år siden sagde han: "Jeg tager lige til Mallorca," og så flyttede han derned."

Thomas Asbæk: "Han rejste afsted, som om han skulle på ferie i en uge, og så har han boet dernede siden."

Patricia Asbæk: "Jeg hader smålighed. Jeg synes, man skal give hinanden plads. Da jeg sagde, at jeg ville have et galleri i Boltens Gård, gav han mig plads til det (Galleriet i Boltens Gård var Patricias eget galleri for nye talenter, som hun drev i en årrække, red.). Når jeg hører om, hvordan det er i andre familier, tænker jeg, det kunne jeg ikke. Jeg kan ikke lide, når det bliver småt."

Thomas Asbæk: "Hvis man har mulighed for at skabe, inspirere og dele, hvorfor så ikke gøre det?"

Pilou Asbæk: "Det er jo derfor, du har et galleri, Thomas. Og også dig, Martin."

Pilou Asbæk samler kunst i sin fritid, men han er primært skuespiller. I dag har han international succes, han spiller med i successerien "Game of Thrones", har haft roller i bl.a. "Borgen" og "Kapringen" og har netop optaget en film i Kina med Jackie Chan. En af de første gange, han skulle optræde, var på kostskolen Herlufsholm, hvor han selv skrev stykket, instruerede og spillede hovedrollen.

"Min mor kommer 15 minutter for sent til forestillingen, der varer 20 min. i alt. Hun vælter ind i scenografien og skubber lagenerne ned, som jeg var to dage om at sætte op. Vi går ud sammen bagefter, Mama klemmer min hånd og siger: "Ved du hvad, Pilou, jeg er så stolt af dig, men nogen stor skuespiller bliver du aldrig.""

Han holder en pause i sin fortælling.

"For mig er det den største kærlighedserklæring, hun kunne give mig. Hun havde tiltro til, at jeg godt kunne klare sandheden. Hun har opdraget mig til at forstå både nuancerne og sandheden. Lige nu har vi generationer af børn, der tror, at de kan alt muligt, de slet ikke kan, fordi forældrene ikke tror, at deres børn kan klare at høre sandheden."

Thomas Asbæk: "Vi er jo også opdraget til at forstå, at sandheden ikke er endimensionel eller kategorisk." Pilou Asbæk: "Ja. Og det har været min opgave at sige: "Der tog du fejl.""

Patricia Asbæk har siddet stille og lyttet. Hvordan har hun det med at have taget så meget fejl?

"Det ligger ikke i tonen, at min sandhed er den eneste, der gælder. For de er blevet opdraget til selvironi – det kan du også mærke – de er opdraget til, at tingene er ikke firkantede og stringente. De har været vant til, at deres far var lidt utrygt selskab på mange måder, og deres mor var meget bastant," siger Patricia Asbæk og slår i bordet for at understrege sin kontanthed.

"De har været nødt til at forstå, at der er mange måder at gøre tingene på."

Alligevel er det stadig kunstverdenen, som to ud af tre sønner har valgt at leve indenfor. Martin Asbæk er uddannet bygningskonstruktør og arkitekt, men mener selv, at han var elendig til det. Ingen af hans brødre ville arbejde i forældrenes galleri, derfor begyndte han at gøre det.

"Selvom det var respekterede kunstnere, der var knyttet til galleriet, kunne jeg ikke helt se mig selv i det, for jeg tilhørte en anden generation. Det var på tide for mig at begynde for mig selv. Da Jacob var mest på Mallorca og syntes, det var for uoverskueligt at have både dette her og kunstcentret i Andratx samtidig, begyndte jeg med Martin Asbæk Gallery."

Har I aldrig gjort oprør mod jeres forældre?
Martin Asbæk: "Det er da et oprør at åbne et galleri i forældrenes kælder og..."

Patricia Asbæk; “... og skubbe dem ud af deres eget galleri!"

Thomas Asbæk skærer igennem: "Nej, vi har aldrig gjort oprør. Underligt nok... Hvorfor har vi ikke det?"

Pilou Asbæk: "Det er rigtig interessant. Måske har vores far fyldt så meget, at vi som drenge ikke har kunnet finde plads til et oprør. Vores far var der jo ikke. Jeg har sådan en regel med, at jeg ikke gider råbe ad en dør. Hvorfor skulle jeg det? Den kan ikke gøre andet end at smække i hovedet på dig. Måske har vores far lavet så meget ballade, at fyrtårnet, vores mor, har kigget den anden vej?"

Thomas Asbæk: "Hvordan skulle vi gøre oprør? Mod hvad? Alt var jo muligt. Der har været vanvittig meget plads. Alt var jo tilladt."

I ti år i træk var hverken Patricia eller Jacob Asbæk hjemme til Thomas Asbæks fødselsdag, fordi den oktoberdag faldt samtidig med den franske kunstmesse FIAC.

"Det er da ikke nemt for en tiårig dreng at forstå, at hans fødselsdag må vige. I andre familier ville det være en skændsel, at man ikke var hjemme, men vi var nødt til at sige: Vi er en købmandsforretning, og vi lever af det, så vi skal afsted. Det kan godt være, at du ikke kunne lide det, men du har da accepteret det," siger Patricia Asbæk.

Pilou Asbæk: "Det kan jeg genkende fra mit eget arbejde, og jeg ved, at Thomas og Martin har det lige sådan. Vi stiller os aldrig tilfredse med det umiddelbare. Vi er kompromisløse. Vi går altid et ekstra skridt, og vi er til på kunstens præmis."

Jacob Asbæk forklarer senere, at hans yngste søn Pilou altid har forberedt sig helt ned i detaljen, når han har skullet levere sin rolle på et filmset. Han kunne aldrig finde på at møde uforberedt op.

Thomas Asbæk: "Filmen venter ikke på dig. Du skal være der, når den bliver optaget, for du er en del af noget større. Der er heller ikke en messe, der venter på Mama, Papa, Martin eller mig. Sådan er det."

Pilou Asbæk: "Vi har set, at vores mor og far har været kompromisløse, og nu har vi hver især en hustru, der er kompromisløs. De har jo heller ikke bare giftet sig med en mand, de har giftet sig med en filosofi eller en livsanskuelse," siger han og bliver afbrudt af sin mor:

"Vi har en hårdhed, en galgenhumor, fordi der har været så mange opture og nedture. I den tone er der nok lidt hårdhed, og det kan godt være svært for de nærmeste, og folk kan let misforstå det. Man skal have en abstrakt tankegang for at være her i denne familie."