Berlingske Business
SAS gør klar til udflagning til Irland
Det skandinaviske luftfartsselskab SAS er langt med planerne om at udflage flere fly til Irland, sådan som Norwegian allerede har gjort. Det giver mulighed for billigere arbejdskraft, siger britisk professor, mens flere danske politikere er bekymrede. (Forside, side 4-5)
Nets kom til at pumpe aktionærtal kunstigt op
Nets er ved en fejl kommet til at overdrive, hvor mange nye aktionærer selskabet fik ved børsnoteringen sidste år. Nets oplyste, at der var 42.000 nye aktionærer ved børsnoteringen, men det rigtige tal er 30.000. Siden har yderligere 7000 investorer solgt deres aktier, og derfor har Nets i dag 23.000 forskellige aktionærer tilbage. (Side 8)
Jyllands-Posten
Danske virksomheder er dårlige til nethandel
Mens de danske virksomheder har godt fat i at sælge varer til de danske forbrugere over nettet, går det helt anderledes dårligt, når det kommer til salg af varer online til udenlandske virksomheder. Kun 2 pct. af Danmarks samlede eksport sker via websalg, og kun 7 pct. af de danske virksomheder sælger varer over nettet til udlandet. (Side 4)
Børsen
Cafékæde i fremgang ser mod udlandet
Den landsdækkende cafékæde Vivaldi har lavet et rekordoverskud på 11,4 mio. kr. Næste skridt er udlandet siger bagmanden, Chibo Deliktas. (Side 10)
Daloon-arving opgiver salg af bagerisucces
Hemming Van, der solgte Daloon i 2015, har forsøgt at sælge ud af madsuccesen Easyfood. Men ingen fonde ville betale den pris, han forlangte, erkender han. (Side 11)
Rådgiverfirma hjælper til svensk børsnotering
Rådgivningsfirmaet Gemstone Capital vil hjælpe danske virksomheder med at blive børsnoteret i Sverige. (Side 12)
Nykredits forklaring på gebyrhop vækker vrede
Nykredits kunder mener, at koncernen har rodet sig ud i et forklaringsproblem om forhøjelsen af bidragssatserne. For Basel-komitéen har udskudt offentliggørelsen af nye anbefalinger til finansiel regulering, og den er blevet brugt som begrundelse for at hæve bidragssatserne. (Side 12)
/ritzau/FINANS