Der kommer tirsdag årsregnskab fra Glunz og Jensen. Selskabet udvikler pladefremkaldere inden for trykindustrien og har datterselskaber i både Slovakiet og USA.
Østre Landsret fortsætter tirsdag en sag om coronasvindel. En 58-årig mand blev i byretten i november sidste år idømt tre og et halvt års fængsel for at forsøge at få udbetalt 1,6 mio. kr. i hjælpepakker, som manden ikke var berettiget til. Han blev samtidig idømt en bøde på 2,8 mio. kr. Manden har anket dommen fra byretten.
Tirsdag fortsætter plenarsamlingen i Strasbourg, og den byder bl.a. på debatter om en social fond i Europa, opfølgning på EU-topmødet i Porto og situationen i Afghanistan.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er tirsdag kaldt i samråd, hvor han skal svare på spørgsmål om den nu afskaffede 30-minuttersregel for bordbestilling på restauranter. Ministeren skal bl.a. redegøre for, hvorfor reglen blev iværksat, efter ministeriets egen analyse viste, at kravet ikke ville give færre restaurantgæster.