Undertegnede var i 2006 forfatter til en artikel i Børsen, der handlede om et "aggressivt miljøfremstød" fra medicinalkoncernen Novo Nordisk. Novo Nordisk ville sænke sin udledning af miljøskadelig CO2 med 10 pct. frem mod 2014, lød det opsigtsvækkende budskab på Børsens forside.Kort tid efter talte jeg med en direktør i Aalborg Portland, en af Danmarks største udledere af CO2. Med let overbærende stemme fortalte direktøren, at Aalborg Portland i årevis havde haft den type miljømålsætninger, Novo Nordisk nu lancerede, og at CO2-udledningen allerede var blevet barberet ned i noget større mængder end det, der blev lagt op til i Bagsværd. Man havde bare ikke haft så travlt med at fortælle om det i medierne.