ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Debat | Styrk biodiversitet i byerne med fælles metoder og samarbejde

Gennem app’en Bynatur.app er det muligt at alle kan registrere, afrapportere og dokumentere indsatser til gavn for biodiversiteten. Foto: Privat
Gennem app’en Bynatur.app er det muligt at alle kan registrere, afrapportere og dokumentere indsatser til gavn for biodiversiteten. Foto: Privat

Biodiversitet i byerne og byggeriet er den nye udfordring og mulighed. Byggeriet skaber rammerne for det liv, vi bor og arbejder i og skal skabe rammerne for fremtidens bæredygtige byer.

Flere og flere virksomheder, kommuner og investorer tager de første skridt med biodiversitetsstrategier og indsatser for biodiversitet i byudviklingen, samtidig med at de ønsker at kunne måle og sætte mål for udviklingen. Også borgere er blevet opmærksomme på natur, eller mangel på samme, i byerne og stiller krav til developere og myndigheder.

Integration af biodiversitet i byggeriet er en opgave med høj faglig og strukturel kompleksitet. Sammen med behovet for øjeblikkelig handling og skalering er det en opgave, der kræver samarbejde og partnerskaber på tværs af sektorer og fagligheder.

Derfor er vi som aktører inden for arbejdet med biodiversitet i byerne gået sammen om at udvikle en ny national metode til kortlægning af bynatur i Danmark. Motivationen for samarbejdet er en øget efterspørgsel, et fælles ønske og behov for ensartede principper for arbejdet med at skabe rammer for mere rig natur i byen.

En national metode

Den politiske bevågenhed omkring biodiversitet er også voksende. På nationalt plan er fokus på vedtagelse af en biodiversitetslov, der for nylig er skudt i gang med nedsættelsen af ‘Biodiversitetspartnerskabet’. Det er en enestående mulighed for at få etableret et stærkt, fælles fundament for varetagelse af biodiversitet, som kan få markant positiv betydning for naturforvaltning i hele landet, hvis lovarbejdet gribes ambitiøst an.

Med en fælles metode kan vi gå mere bevidst til opgaven om at etablere nye grønne og blå urbane arealer, der understøtter biodiversitet

Der er brug for ændringer på systemisk niveau og en bred tilgang til biodiversitetsbegrebet, så det omfatter alle arealer og aktiviteter, der påvirker naturlige økosystemer herhjemme og i udlandet. Ifølge COP15-aftalen, EU’s Biodiversitetsstrategi og de nyligt publicerede planetære grænser er der behov for ikke kun at beskytte og genoprette mindst 30 pct. af land- og havarealet, men også for at sikre at naturlige økosystemer udgør mindst 25 pct. af menneskeligt udnyttede arealer, herunder byer og dyrkningsarealer.

Med en fælles national metode til kortlægning af bynatur kan vi måle, evaluere og målsætte ensartet og systematisk i alle bymiljøer. Vi kan dermed samarbejde om at styrke kvaliteten af byens arealer – til gavn for både biodiversitet og borgere. Samarbejdet kan ske på tværs af alle aktører fra politiske beslutningstagere til private grundejere, bygherrer, rådgivere og driftsansvarlige.

En national metode til kortlægning af bynatur vil medvirke til at fylde et stort hul i vores viden om biodiversitet uden for de beskyttede naturområder. Vi vil som samfund være klædt bedre på til at passe på naturen og sætte mål og retningslinjer for, hvordan den kan forbedres. Med en fælles metode kan vi gå mere bevidst til opgaven om at etablere nye grønne og blå urbane arealer, der understøtter biodiversitet, og forhåbentlig præger udviklingen i en retning, hvor mennesker lever med naturen og ikke på bekostning af den.

Momentum for byer med biodiversitet

Initiativet markerer et betydningsfuldt skridt mod en fælles struktureret og digital tilgang til kortlægning og måling af bynatur. Vores primære mål er at kanalisere den fragmenterede opmærksomhed på biodiversitet i dagens samfund ind i en koordineret handling, der styrker arbejdet med biodiversitet og livskvalitet i vores byer.

En fælles metode betyder også, at forskellige aktører ikke skal bruge ressourcer på at udvikle hver deres metode, som i sidste ende ikke giver sammenlignelige data. I stedet vil vi i fællesskab skabe et fundament, som alle aktørers biodiversitetsarbejde kan stå på.

Vi har sat os for at gøre arbejdet med dataindsamling og rapportering transparent og tilgængeligt for hele branchen gennem en fælles digital metode forankret i en app: Bynatur.app. App’en hjælper aktører med at registrere, afrapportere og dokumentere indsatser til gavn for biodiversitet. Appen blev lanceret i maj 2023 og har allerede 230 brugere, som dermed er interesseret i at kortlægge bynatur. Brugerne omfatter pensionskasser, større virksomheder, kommuner og rådgivere.

Den opmærksomhed vidner om stort momentum og vilje i samfundet, særligt i byggebranchen, til at gøre en indsats for biodiversitet. Fælles digitale arbejdsmetoder på tværs af værdikæden er en del af løsningen på bæredygtighedsudfordringerne.

Metoden kan sikre, at branchens mange små og mellemstore virksomheder også kan komme let ombord i arbejdet med at arbejde mere kvalificeret med biodiversitet i byerne. Gennem samarbejde kan vi skabe betydelige forandringer, og det er der brug for.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis