ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Spil forærer rejser væk, der reelt er "skattebombe" under modtagerne

Med højt profilerede rejser verden rundt har Danske Spil som gaver til storgamblende VIP-kunder, forretningsforbindelser, journalister og kendiser har den statsejede koncern reelt foræret modtagerne en tikkende skattebombe.

Det er konklusionen hos revisionshusene BDO og Deloitte efter en skattemæssig vurdering af Danske Spils Verdens Bedste Fodboldrejse, rejser til Dubai og Las Vegas og andre rejser i ind og udland.

Penge
Danske Spil vil have tabsgrænse på spil hos alle udbydere
Efter Børsens dækning af Danske Spils rejsepraksis har BDO endog på eget initiativ udsendt et nyhedsbrev med en advarsel til erhvervslivet om at læse grundigt på reglerne, inden man forærer noget bort til folk, der ikke er omfattet af gevinstreglerne.

”For hele erhvervslivet er det her et skønt eksempel på noget, der er meget udbredt overalt, men hvor man skal være uhyre opmærksom på de skattemæssige aspekter. Rejserne gives som en gave, men der kan være en skattemæssig bombe under modtageren, og det bør giveren informere modtagerne om,” siger Henning Boye Hansen, revisor ved BDO.

Modtagere i skatteknibe

Hos Deloitte er partner Doris Erlandsen enig:

”Giveren af gaver, eksempelvis rejser, har ingen formel eller reel forpligtelse til at informere om skattepligten af gavens værdi, hvis gaven gives til en ikke ansat person. Men for at modtagere kan opgive værdien til Skat, er det jo nødvendigt at få værdien oplyst. Når man som virksomhed giver kunder og forretningsforbindelser gaver som ikke er omfattet af gevinstafgiftsreglerne til en betydelig værdi, så kan det jo efterfølgende give dårlig samvittighed, hvis man ikke har oplyst modtagerne grundigt om, at der skal betales skat. Modtagerne sættes jo i en skatteknibe af giveren.”

Det er op til modtagerne af gaverejserne at opgive deres værdi til skattevæsenet. Men for at kunne selvangive, kræver det, at man kender værdien. Og her er giveren central.

Danske Spil understreger, at selskabet overholder skattereglerne, men man vil ikke oplyse hvordan, man konkret gør det. Selskabet vil ikke oplyse, hvor mange medrejsende medarbejdere på Verdens Bedste Fodboldrejse, der har betalt skat af deltagelsen.

Man vil heller ikke oplyse, om man har indhentet et bindende forhåndssvar fra Skat eller hvordan statsselskabet har orienteret VIP-spillere, kendiser og journalister om deres skattepligt og om værdien af de rejser, de har inviteret på.

Danske Spil vil heller ikke oplyse, hvordan man har tænkt sig at orientere skattepligtige deltagere om værdien af deltagelse på Verdens Bedste Fodboldrejse, når den afvikles igen 24-26. april i år.

Danske Spil: Vi overholder reglerne

Niels Erik Folmann, adm. direktør i Danske Licens Spil skriver i en mail:

”I Danske Spil mener vi, at vi overholder gældende love og regler på området, men skulle vi blive kontaktet af myndigheder, som mener, at det ikke er tilfældet, så vil vi selvfølgelig til enhver tid rette ind. Vi vurderer løbende, bl.a. på baggrund af ny lovgivning og andet, om der er behov for at tilpasse vores tilbud til kunderne, herunder også konkurrencer.”

Danske Spil oplyser i øvrigt, at man ”har fået bekræftet eksternt, at vi overholder gældende love og regler på området.”

Men selv om det statsejede selskab følger reglerne, kan det sagtens give en forretningsforbindelse, en kendis, en journalist eller andre gæster på rejserne et skatteproblem.

Læs med, hold fast og bliv klogere, når Henning Boye Hansen og Doris Erlandsen forklarer hvorfor Verdens Bedste Fodboldrejse og andre rejser giver såvel modtagerne som giveren noget at tænke over, herunder et torskegilde:

Risikerer torskegilde

Som Dagbladet Børsen beskrev det i sidste uge, er Verdens Bedste Fodboldrejse arrangeret af Danske Spil, som i mere end 25 år har sendt 100 danskere til tre forskellige europæiske fodboldkampe på en weekend.

Turen foregår i chartrede jetfly, og en stor del af de ombordværende er folk, der har vundet deres rejse i en åben konkurrence, som Danske Spil har betalt gevinstafgiften for.

De er skattefri. Men resten af deltagerne er skattepligtige, oplyser Hennig Boye Hansen, revisor i BDO, som understreger, at VIP-gæster, kendiser og en del af Danske Spils medarbejdere ikke er omfattet af gevinstafgiften og er derfor skattepligtige af gaven.

”Man kan meget let forestille sig, at der sidder medarbejdere i Skattevæsenet, der vil bede Danske Spil om oplysninger om, hvordan rejserne er håndteret skattemæssigt og beder om navne på deltagerne for at få tingene afklaret.”

Benhård retspraksis

Uden svinknæringer udløser gaverejser til udlandet altid beskatning. Det er der masser af eksempler på fra skattepraksis.

”Der er mange eksempler, herunder domme, på, at et firma har sendt en ansat ud på en fodboldrejse udlands med en kunde, og at såvel kunderne som den ansatte efterfølgende er blevet kendt skattepligtig. Der er næsten ingen undtagelser.”

Danske Spil har ansatte med på Verdens Bedste Fodboldrejse. Turens praktiske grise, der sørger for, at folk kommer med bussen, tjekker ind og ud, holder mandtal og betaler på restauranten, er ikke nødvendigvis skattepligtige.

”De er i en skattemæssig gråzone, men hvis de er rejsens eneste guider, ville jeg gerne køre en sag og argumentere for, at de bare er på arbejde. Jeg vil tro, de ville vinde en skattesag. Men hvis et medlem af administrationen eller direktionen deltager kun med det formål at mingle, eller man lader en medarbejder deltage som et klap på skulderen, så er de skattepligtige, og virksomheden har et ansvar for at indberette værdien af turen som et personalegode,” siger Henning Boye Hansen og uddyber:

”En gaverejse til Las Vegas eller til Dubai, som ikke er en gevinst, løber hurtigt op i eksempelvis 25.000 kr. eller mere. Det vil koste spilleren det halve i skat. Vi ser det jævnligt: Ingen ville være taget afsted, hvis de vidste, at der lå en skatteregning og ventede efter hjemkomsten.”

Er der afregnet gevinstafgift på et VIP-arrangement, som ikke er for vindere af en offentlig konkurrence, så slipper deltagerne ikke for skatten. Gevinstafgiften på 17,5 pct. er ifølge revisoren ikke et universalværktøj.

”Med gevinstafgiften følger et offentlighedskrav om, at alle skal kunne deltage i konkurrencen. Er betingelserne i offentlighedskravet ikke opfyldt, er deltagerne skattepligtige,” siger Henning Boye Hansen.

Revisorer plejer også kunder

BDO inviterer jævnligt kunder til alt fra lerdueskydning, go-cart-arrangementer og biografture.

”Her inviterer vi vores kunder til at netværke og møde vores partnere. Det er indbegrebet af en event, der kan findes i alle afskygninger i Danmark, og som der ikke er skattemæssige problemer i at deltage i.”

Retspraksis viser, at man sågar kan deltage i jagter til en værdi af flere tusinde kroner, uden at blive skattepligtig.

Tommelfingerreglen er enkel: Alt hvad der foregår uden overnatning i Danmark er i udgangspunktet skattefrit.

”Teater, koncerter, landskampe, jagter: Der er meget vide muligheder for virksomheder, når det handler om at invitere kunder uden at der følger skattepligt med.”

Er der tale om arrangementer med overnatning i ind- og udland, så er modtageren skattepligtig. Eneste undtagelser er hvis giveren har betalt gevinstafgift og modtagere har vundet pladsen i en offentlig konkurrence.

Giveren har også mulighed for at svare skatten for modtageren, men det vil gøre turen uforholdsmæssig dyr for giveren. En udlandstur kan også være skattefri, hvis der er tale om en ganske kort ud-og-hjem rejse.

”Men generelt er praksis benhård ved alt, hvad der foregår i udlandet. Får man en rejse til LeMans, et Formel 1 løb i Dubai, en poker-tur til Las Vegas eller sidder man ombord i flyet på Verdens Bedste Fodboldrejse, så er skattepligten kun et spørgsmål om opdagelsesrisiko. Der er ingen formildende omstændigheder,” siger Henning Boye Hansen.

Doris Erlandsen, Partner i Deloitte, Understreger, at hun blot redegør for reglerne generelt og ikke hvad hun mener om Danske Spils gaverejser.

”De fleste danskere ved godt, at modtager man gaver over et vist niveau, så skal der betales skat, hvis gaven ikke er omfattet af gevinstafgiftsreglerne. Men modtager man gaver på denne måde, hvor man føler, at man med et omfattende spil har kvalificeret sig til gaven, så er det forståeligt, at man ikke tænker over den skattepligt, man faktisk har. Men uvidenhed fritager ikke for skattepligt.”

Ordentligheden på spil

Selv om virksomheder ikke overtræder loven ved at undlade at informere kunderne om skattepligt af gavernes værdi, så sætter gaverejser i en ordentligheds- og ansvarlighedsbetragtning givere i gråzonen mellem rigtigt og forkert, når de lader være,” siger hun.

Med en skattepligtig gaverejse forærer man folk et problem, understreger Doris Erlandsen.

”Derfor bør man som virksomhed overveje, hvor langt man mener begreber som ordentlighed og ansvarlighed rækker i forhold til at orientere modtagerne af gaver om skattepligten. Der er jo ikke noget værre end at modtage en gave for derefter at stå overfor en skatteregning på 10.000 kr. eller mere. Derfor er det normalt, at virksomheder orienterer modtagerne af en rejse om, at her er der tale om en skattepligtig rejse til eksempelvis en værdi af 20.000 kr. Dermed ved modtagerne hvad de siger ja til – og de kan også nå at sige nej-tak, hvis ikke de har lyst til at betale skatten.”

Men kan man ikke hævde, at der er tale om en erhvervsrejse?

”VIP-modtagere og forretningsforbindelser, der inviteres med på rejser uden fagligt indhold, kan ikke hævde, at der er tale om en erhvervsrejse. Det er ren underholdning uden modydelser. Dermed er modtagere af gaverejser skattepligtige.”

Gevinstrejser kan være skattefri. Det kræver at de er omfattet af gevinstafgiftsreglerne understreger Doris Erlandsen.

”Men det forudsætter som udgangspunkt, at der er tale om offentlige konkurrencer, hvor alle danskere kan deltage,” forklarer hun.

Danske Spil har i mange år afholdt konkurrencer blandt VIP’s. Men fordi VIP-kunder er en lukket kreds, så lever sådanne konkurrencer umiddelbart ikke op til VIP-kriterierne.

”Har man ikke vundet sin rejse i en offentlig konkurrence, hvor alle kan deltage, så er det med stor sandsynlighed en gave der er omfattet af almindelig skattepligt,” siger Doris Erlandsen.

Rejser spørgsmål

Mens eksterne modtagere af gaver skal betale skat af gaver, som ikke er omfattet af gevinstafgiftsreglerne, vil nogle af Danske Spils ansatte ikke være skattepligtige af de rejser, de deltager i. Andre vil, forklarer Doris Erlandsen.

”Sondringen er, om det er en erhvervsmæssig rejse eller en privat rejse. Hvis det er kursus, så er det erhvervsmæssigt. Hvis eksempelvis en bilforhandler tager kunder med på besøg på en bilfabrik i udlandet, kan det også være erhvervsmæssigt, hvis det erhvervsmæssige islæt er større end det private islæt. Spørgsmålet er, om det er erhvervsmæssigt at ansatte tage kunder med på en tur til f.eks. fodbold uden anden erhvervsmæssigt indhold? Der er jo tale om et rent socialt arrangement, hvor formålet er at underholde VIP-personer. Skulle jeg føre sagen overfor Skat, ville argumentet være, at det er vigtigt at netværke med kunder for at sikre en fremadrettet omsætning fra disse vigtige VIP-personer, der betyder noget for omsætningen. Hvis der i øvrigt er et rimeligt forhold i tingene, ville jeg argumentere for skattefrihed på personalets vegne. Men det er ikke sikkert, at SKAT er af samme opfattelse.”

Selskaber som Danske Spil, hvor gaverejser er en central del af aktiviteten, har mulighed for at indhente et bindende svar fra Skat.

”Det er helt oplagt at indhente et bindende svar fra Skat. Men der er mange virksomheder, der ikke indhenter bindende svar, fordi de mener, at de har gode argumenter for at det, de gør, er i orden.”

… Og måske også fordi det er noget bøvl at bede om et bindende svar, hvis man ikke har lyst til at høre svaret…?

”Lige præcis.”

Tre kategorier

Skattepligten på Verdens Bedste Fodboldrejse fordeler sig i forskellige kategorier:

Skattefri gevinstmodtagere, medarbejdere og eksterne modtagere, herunder VIP's og forretningsforbindelser.

”Medarbejdere på rejsen, der spiller en central rolle for dens afvikling – altså turens reelle guider og praktisk ansvarlige - de vil være skattefri af rejsen. Men hvis eksempelvis medlemmer af den øvrige administration eller direktion rejser med er der risiko for skattepligt, hvis der ikke er et erhvervsmæssigt element, så som at arbejdsgiveren har beordret dig af sted.”

Danske Spil er ifølge reglerne forpligtet til at opgive værdien af gaver til medarbejdere, hvis der ikke har været et arbejdsmæssigt formål for medarbejdere, der eksempelvis har været med på en rejse.

Hvis man kommer frem til, at der er skattepligt, hvad skal der så betales skat af?

For medarbejdere er det markedsværdien som er skattepligtig, hvilket ofte vil være den faktiske værdi for arbejdsgiveren.

”For kunder og VIP-personer er det relevant at tage afsæt i nytteværdien, der efter praksis sættes til 50 pct. af den faktiske værdi. Så hvis jeg bliver inviteret på en rejse til en værdi af 20.000 kr., så ville jeg angive 10.000 kr. på min selvangivelse.”

Børsen har også bedt revisionshuset PwC, men "da PwC ikke ønsker at udtale sig om konkrete sager/virksomheder, har de takket nej til at deltage i artiklen."

mocr@borsen.dk 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis