ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk direktør om succes i USA: "Det er "top dog meets top dog." De vil se chefen selv. Ellers glem det"

Chefarkitekt Louis Becker rejser hver måned til USA for at sikre sit firma nogle af klodens mest attraktive kontrakter. Det kræver, at han som leder træder fuldstændig i karakter

Louis Becker står og tripper utålmodigt foran kaffeautomaten i det lille tekøkken, der ligger allerbagerst i tegnestuens store, åbne kontorlandskab.

Det er midt på formiddagen, og han er nummer to i køen. Der er kun få kaffebønner tilbage i maskinen.
“Det er et spørgsmål om timing,” siger han.

“Det store kaffe-run er netop overstået. Det er lige nu, alle vil have en friskbrygget kop kaffe i hånden. Sådan er det overalt i alle kontorer i hele verden,” siger Louis Becker, der om nogen ved, hvad han taler om.

Som direktør og partner i design- og arkitektvirksomheden Henning Larsen har han rejst kloden rundt utallige gange for at præsentere tegnestuens idéer for bygherrer, borgmestre og fondsbestyrelser.

“Og der er altid kø ved kaffemaskinen, lige når man trænger allermest til en enkelt kop.”

Netop hjemvendt fra USA er det fair nok, at han har brug for kaffe til at styrke sig på. Men rejsen er sådan set ikke noget, der plejer at slå ham ud. Han er vant til et liv på farten og tilbringer mindst en uge hver eneste måned i USA. Forklaringen er enkel:

“Vi har for et års tid siden åbnet kontor i New York, hvor vi arbejder med amerikanske projekter. Det går allerede ret godt, og vi har flere store byggerier på vej,” fortæller Louis Becker, der er chefen i spidsen for det amerikanske fremstød.

“Kulturen i USA er anderledes end herhjemme. Du skal f.eks. ikke tro, at du kan sidde på afstand og lede virksomheden. Den går ikke. Du er nødt til at være til stede og være synlig, hvis du vil have resultater. Især når det handler om at indgå nye aftaler og kontrakter. Amerikanerne har et ordsprog: Det er “top dog meets top dog.” De vil se chefen selv. Ellers glem det.”

Men netop den type ledelse tiltaler faktisk Louis Becker, der kalder den amerikanske måde at gøre forretninger på for ”klassisk angrebsfodbold.”

“Du kan ikke stille dig bagerst og håbe, der er nogen, der opdager dit talent eller evner. Du skal helt frem og træde i karakter, og netop dén rolle har jeg det helt fint med.”
2_48096_picture_6260_1.jpg
Louis Becker leder den danske tegnestue Henning Larsens nyåbnede kontor i New York, og han synes godt om den stemning, der er på kontoret. “Det minder om en start-up, hvor man er i angrebsmode og intet har at tabe. I mere etablerede virksomheder har man derimod en masse at forsvare, og det kan være en hæmsko,” forklarer han. Foto: Olafur Steinar Gestsson

Spørger man først ind til, hvordan Louis Becker blev leder og bl.a. fik til opgave at rejse jorden rundt på firmaets vegne, griner han en smule forlegent og siger, at det aner han egentlig ikke.

“Det er bare noget, der er kommet med årene.”

Men det er ikke hele forklaringen.

“Nej, for måske var det Henning (Larsen, red.), der så, at jeg var god til den slags. Det var i hvert fald ham, der ofte bad mig rejse med ud og stå for præsentationerne. Jeg havde som sådan ikke noget at skyde med - ud over min faglighed - men det krævede, at jeg havde styr på sagerne, og at det hele var koordineret. Deri ligger der måske en form for ledelse,” forklarer Louis Becker og tilføjer, at netop dét der med ledelse aldrig rigtig har været så formaliseret i tegnestuen.

“Da Henning stadig levede, var det jo bare Henning, der var chefen. Det var hans biks. Men med årene blev vi så nogle flere, der fik ansvar, og vi udgjorde efterhånden et team af ledere, hvis man kan kalde det sådan.”

Den uformelle ledelsesstil var typisk for Henning Larsen, siger Louis Becker, der især fremhæver sin tidligere chef og mentor for evnen til at tage chancer og turde tro på folk.

“Når det ikke gik så godt i forretningen, og der var få opgaver at tage fat på, så sagde han bare: “Flyv ud i verden og find noget at lave.” Det var jo ret vildt bare at tage af sted, men det var typisk for Hennings måde at lede virksomheden på. Han havde udpræget tillid til os medarbejdere.”
4_48098_picture_8859_1.jpg
Louis Becker har lært af de bedste. Som nyansat hos arkitekten Henning Larsen fik han ofte lov til at rejse ud og opsøge nye opgaver. Henning Larsen sagde:  “Flyv ud i verden og find noget at lave.” Det var jo ret vildt bare at tage af sted, men det var typisk for Hennings måde at lede virksomheden på," fortæller Louis Becker i dag. Foto: Olafur Steinar Gestsson

Det er dog ikke helt rigtigt, når Louis Becker fortæller, at hans ledelsesevner først kom i brug, da han tiltrådte hos Henning Larsen.

For allerede som helt ung var han underviser i ungdomsskolen, hvor han bl.a. underviste 15-17-årige i motorlære.

“Dengang tænkte jeg, at min fremtid lå lige ud af motorvejen. Jeg var meget interesseret i sådan noget med motor og teknik, men så fik jeg en kæreste, hvis far var arkitekt, og jeg oplevede magien på en tegnestue. Jeg er forholdsvis ordblind, men her så jeg, hvordan man kunne skabe noget stort ved at tegne, og det tiltalte mig. Efter et halvt år på arkitektskolen var jeg solgt. Jeg havde fundet min hylde,” husker Louis Becker, der ved siden af studierne også fik tid til at drive et lille byggefirma sammen med to gode kammerater.

“Den ene var tømrer, den anden murer, mens jeg tog mig af det administrative og sørgede for at få nogle kunder i butikken. Det var vel også en form for ledelse.”


"I mange år lød det ellers, at der ikke ville være nogen tegnestue den dag, Henning ikke ville mere, men med brevet tog udviklingen pludselig en drejning”


I 1989 var han færdiguddannet som arkitekt og fik kort efter ansættelse hos Henning Larsen. Det var stort dengang, for Henning Larsen var allerede et kendt navn.

“Henning var dog som leder meget uformel, og det prægede kulturen i tegnestuen. Der var som sådan ikke nogen, der var over eller under andre, og han formåede alligevel at få alle til at yde deres bedste.”

Men en dag i slutningen af halvfemserne dumpede der et brev ned i postkassen hjemme hos Louis Becker. Det var sendt med posten og skrevet på maskine. Det var fra Henning Larsen. En række andre medarbejdere modtog samme dag samme skrivelse fra chefen.

“Det var en stor dag,” husker Louis Becker.

“For i det brev stod det pludselig sort på hvidt, hvad Henning havde tænkt sig for fremtiden. I mange år lød det ellers, at der ikke ville være nogen tegnestue den dag, Henning ikke ville mere, men med brevet tog udviklingen pludselig en drejning.”
3_48097_picture_6260_1.jpg
Louis Becker er direktør og partner i design- og arkitektvirksomheden Henning Larsen. Han er bl.a. ansvarlig for tegnestuens indtog på det amerikanske marked, hvor Henning Larsen senest har vundet konkurrencen om Carl H. Lindner College of Business ved University of Cincinnati, Ohio og Etobicoke Civic Centre i Toronto, Canada. Foto: Olafur Steinar Gestsson

Brevet var stilet til en række af de medarbejdere, der var tættest på Henning Larsen, bl.a. arkitekterne Troels Troelsen, Peer Teglgaard, Lars Steffensen og Michael Christiansen samt Mette Kynne Frandsen, der i dag er adm. direktør i Henning Larsen. Og selvom Louis Becker ikke længere kan huske den præcise ordlyd, så var der ingen tvivl om indholdet:

“Det var Hennings måde at sige til os på, at vi havde en fremtid i firmaet. Der stod dog ikke noget om, hvem der skulle lave hvad – eller hvilke titler, vi skulle have – men der stod, at der var plads til os på holdet. Det var en invitation til dans,” som Louis Becker formulerer det.

I månederne, der fulgte, blev der udarbejdet et mere formaliseret ledelseslag, men Henning Larsen jokede stadig videre med sine bemærkninger, husker Louis Becker.

“Han sagde tit, at Mette var statsminister, Michael var indenrigsminister, mens jeg var udenrigsminister. Underforstået at han stadig selv var præsidenten, ha, ha.”


"Vi har meget stor respekt for hinanden, men hvis vi var for ens, ville vi måske komme til at træde hinanden over tæerne, men det sker ikke”


Henning Larsen gik bort i 2013, men allerede i 2005 havde han godkendt den ledelsesstruktur, der endnu holder i dag og endda er udvidet med yngre partnere.

“Den fungerer sådan, at Mette Kynne Frandsen er den strategisk tænkende forretningskvinde, der holder sammen på det hele, mens jeg har ansvar for udviklingen af vores designprofil og det arkitektoniske niveau. Men det er ikke sådan, at vi totalt skiller de to dele ad. Det ville aldrig fungere. Vi taler konstant frem og tilbage om alt i virksomheden,” siger Louis Becker.

“Det er måske også en af grundene til vores succes. Vi forsøger ikke at skille det kreative fra selve forretningsdelen, for i vores branche hænger de to dele sammen. Det har vi tidligt erkendt.”

Makkerskabet har også den fordel, at de to arkitekter ikke kæmper om den samme bid af kagen. De har hver deres ansvarsområde og dele af virksomheden, som de leder. Og det fungerer ”fremragende,” forklarer Louis Becker.

“Årsagen skal nok findes i det faktum, at vi er så grundlæggende forskellige. Vi har meget stor respekt for hinanden, men hvis vi var for ens, ville vi måske komme til at træde hinanden over tæerne, men det sker ikke.”

10 til chefen: Louis Becker

1. Hvordan vil du karakterisere en god leder?

“Det er ligesom i angrebsfodbold, hvor anføreren skal sørge for at få de andre spillere med op på banen. Det handler om at være i stand til at engagere folk og få dem til at yde mere, end de tror, de er i stand til.”

2. Hvornår får du de bedste idéer?

“Det gør jeg, når jeg lytter til andre. Det kan være en god samtale eller et foredrag. Faktisk er det sådan, at jeg rent fysisk kan mærke de strømme, der begynder at bevæge sig, når nye idéer suser rundt. De her idéer er inde i mig 24 timer i døgnet, men de kommer som regel først ud i samspil med andre. Når jeg bliver påvirket eller prikket til.”

3. Hvad kendetegner succes for dig?

“Som chefarkitekt er det, når jeg ser det færdige projekt. Så kan jeg mærke det i maven. En ting er selve konkurrencerne og at vinde opgaverne, noget andet er – i denne digitale, virtuelle verden – at se, mærke og beundre det konkrete bygningsværk i den virkelige verden.”

4. Hvilken handling eller præstation er du mest stolt af?

“Det er selve den transformation, vi har været igennem her på tegnestuen. Fra traditionel arkitektvirksomhed til en mere vidtfavnende, global virksomhed med en lang række forskellige eksperter og fagpersoner ansat. Da jeg startede i 1989, kom ca. 10 pct. af vores omsætning fra udlandet. Forrige år var tallet oppe på 87 pct.”

5. Hvilken handling eller præstation fortryder du mest?

“Omkring år 2000 fik vi mulighed for at arbejde med en masterplan for en hel bydel i Amsterdam, Zuidas. Det var en opgave, vi tog for let på, og vi formåede ikke at sætte alle ressourcer ind. Jeg tror ikke, vi på det tidspunkt forstod, hvor stor en indflydelse, vi egentlig kunne få, og hvor stor en betydning det kunne få for forretningen, og det ærgrer mig.”

6. Hvad er det bedste råd, du har fået – og hvem gav dig det?

“Det var virksomhedsdoktoren Paul Nagasawa, der arbejder med arkitekturvirksomheder, som engang holdte et strategiseminar her hos os i Henning Larsen. Han sagde, at vi skulle blive bedre til at se vores potentiale ved at se os selv udefra og den sammenhæng, vi indgik i. Det var gode, strategiske indsigter, som gav os troen og nogle af metoderne til, hvordan vi kunne lykkes på den internationale scene.”

7. Hvilke af dine karakteristika vil du helst være foruden?

“Mit entreprenør-gen gør, at jeg meget hurtigt bliver begejstret. Måske lidt for hurtigt, for det gør, at jeg altid er nødt til at løbe meget stærkt. Jeg bør blive bedre til at stoppe op og tænke mig om. Det handler om disciplin, så jeg ikke får for meget sat i gang på samme tid. Det er måske et levn fra dengang, vi ikke havde så meget at lave på tegnestuen.”

8. Fortæl om en dag, der har gjort særligt indtryk på dig?

“Rent professionelt var det dengang, jeg modtog et personligt brev fra Henning Larsen, der skrev, at jeg også fremover ville have en rolle at spille på tegnestuen - selv når han ikke var her længere.”

9. Hvad ville du gerne have vidst, da du var 18 år?

“Jeg var meget skråsikker og vidste, hvad jeg ville. Det skulle handle om teknik og motor. Men jeg endte jo et helt andet sted. Jeg tror læren er, at man ved at lytte får meget retur.”

10. Hvad har været din største, professionelle skuffelse?

“Vi mistede i 2013 muligheden for at tegne et stort kulturcenter på World Trade Center-grunden i New York. Vi var tre tegnestuer, der var inviteret til at deltage i konkurrencen, men vi tabte. Vores bud handlede om at fejre livet og samtidig forstå sorgen. Jeg synes, vores bud var et flot, flot projekt, så derfor giver det mig stadig et stik i hjertet, når jeg går forbi området dag.”

Blå bog:
  • Louis Becker, 57 år, partner og direktør i design- og arkitektvirksomheden Henning Larsen.
  • Han er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus i 1989 og er bl.a. adj. professor på Aalborg Universitet. Han modtog i 2011 Eckersberg Medaillen og leder i dag bl.a. Henning Larsens amerikanske tegnestue i New York.
  • Privat: Han har kæreste og tre børn fra et tidligere forhold. Bor ved Søerne i København, men har årligt “virkelig mange rejsedage.”

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis