ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Der kan komme flere robotter på fremtidens hoteller: “Tryghed er blevet et parameter, man som hotelgæst vægter i højere grad”

Coronakrisen kan føre til flere robotter på hotellerne. I Aarhus har de allerede en ansat, og den har kunne bruges effektivt som stopeffekt efter corona

Under coronakrisen har Hotel Horisont nydt godt af deres robot, der kan hilse gæsterne velkommen uden for meget menneskelig kontakt. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Under coronakrisen har Hotel Horisont nydt godt af deres robot, der kan hilse gæsterne velkommen uden for meget menneskelig kontakt. Foto: Andreas Bang Kirkegaard Andreas Bang Kirkegaard

“Goddag og velkommen til hotel Horisont. Husk at hold afstand og spritte af,” lyder det i hoteldøren, når man træder ind.

Umiddelbart skulle man tro, at stemmen kom fra en receptionist. Men på Horisont Hotel & Konference i Aarhus er stemmen mekanisk og kommer fra en ca. 1 meter høj ansat. En robot, der øjeblikkeligt sender tankerne mod science fiction-universitet og Star Wars' R2D2.

Hotellet var et af de første danske hoteller, der købte sådan en robot tilbage i 2018. Hotelchefen fortæller, at robotten står til 55.000 kr. i listepris dog uden logo mm.

Den har altid været et sjovt og anderledes indslag, men i coronakrisen har den også haft en god stopeffekt for gæsterne, fortæller hotelchef Casper Bock.

“Det er en robotstemme, der siger velkommen. Så folk stopper op, fordi de lige skal lige se den, og så husker de også at få sprittet af,” siger hotelchef Casper Bock.

Corona har givet et ekstra puf

Ser man ud i verden, så er robotterne også til at få øje på ude på hotellerne. Nogle i mere ekstreme tilfælde end andre, eksempelvis det japanske hotel kaldet Henn na Hotel, der næsten udelukkende består af robotmedarbejdere.

I disse tider med afstand og sikkerhed er det da helt oplagt at bruge robotten til at minde om sikkerheden

Casper Bock, hotelchef, Hotel Horisont

Så vidt går det nok ikke i Danmark lige med det første.

Men spørger man ekspert i teknologi og oplevelser på Innovationlab, Jarle Fink Kondrup, kan coronakrisen være medvirkende til at skubbe på udviklingen af flere robotter og også mere teknologi i branchen.

“Det var en udvikling, der var i gang inden krisen, men med andre hensigter. Der var det for at spare en medarbejder eller komme af med nogle gentagende arbejdsopgaver. Corona har givet denne udvikling et ekstra puf, fordi der nu også er kommet ønsket om at skabe mere afstand og sikkerhed,” siger Jarle Fink Kondrup.

Han understreger også, at coronakrisen netop giver mulighederne for at overveje noget nyt for hotellerne.

20200825-190645-5_downinter.jpg
Direktøren fortæller, at robotten kan mere end blot at hilse på, den kan også programmeres til at holde taler og danse Foto: Andreas Bang Kirkegaard Andreas Bang KIrkegaard
“Man får indblik i, at man kan gøre tingene på en anderledes måde. Det her er jo en situation, hvor man er nødt til at gøre det anderledes. Og man skal ikke være så bange for teknologien, for det kan også give fokus på, hvornår der virkelig er brug for den menneskelige kontakt,” siger han.

Pakket ind i sikkerhed

På Hotel Horisont kan de genkende tendensen. I kølvandet på corona har det været nærliggende at bruge robotten til at tage imod gæsterne, da hverken håndtryk eller for meget menneskelig kontakt er populært blandt gæsterne lige nu, fortæller hotelchef Casper Bock.

“Det giver en klinisk effekt. I disse tider med afstand og sikkerhed er det da helt oplagt at bruge robotten til at minde om sikkerheden i stedet for en medarbejder, så der er så lidt gæstekontakt som muligt,” siger han.

Jarle Fink Kondrup fortæller, at netop sikkerhed og tryghed har fået en større relevans for kunderne.

“Tryghed er blevet et parameter, man som hotelgæst vægter i højere grad. Og noget af det, der giver tryghed i øjeblikket, er at man skal ikke røre ved så mange ting, og man skal kunne holde en fornuftig sikkerhedsafstand,” siger han.

Ud over robotten har Hotel Horisont også forsøgt at pakke hotellet ind i mere sikkerhed, for at gæsterne føler sig trygge.

Skålene med frugt er erstattet med pakkede plastikposer, buffeter er erstattet med portionsanretninger, alle drikkevarer er skiftet til dåser, så man ikke skal bruge en oplukker, og selv kuglepennene bliver samlet ind i poser, så man sikrer, at de samme kuglepenne først bliver brugt igen en hel uge efter.

20200825-190746-1_downinter.jpg
Selv frugtskålene til møderne pakkes i stedet ind i potionsanrettede poser. Foto: Andreas Bang KIrkegaard Andreas Bang KIrkegaard

“Så vi gør også ekstra meget for sikkerheden. Det virker, og kunderne sætter pris på det. Men på den anden side er det ekstra arbejde for de ansatte og driften,” siger Casper Bock.

Skal I så ikke bare have nogle flere robotter?

"Jo, det kan da godt være, at vi skal have nogle flere robotter. På sigt kunne jeg forestille mig, at det er noget, vi vil investere i. Det har i hvert fald fået en større berettigelse på markedet. Om det lige bliver flere robotter eller andet teknologi f.eks. berøringsfrie checkin og checkout. Det må tiden vise. Men vi ser helt sikkert i den retning,” siger hotelchefen.

Se hvad robotten ellers har at byde på i videoen her:


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis