ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Corona giver tomme borde: Gourmetrestauranter sænker prisen

Frygten for coronavirus har spredt sig til de danske gourmettallerkener. Flere toprestauranter melder om alvorlige konsekvenser og kundeflugt

Hos michelinrestauranten Formel B udebliver specielt større grupper fra deres reservationer. Arkivfoto: Andreas Haubjerg
Hos michelinrestauranten Formel B udebliver specielt større grupper fra deres reservationer. Arkivfoto: Andreas Haubjerg

Øde restauranter og kokke med hænderne i lommerne. Det er ikke gode udsigter for en restauratør, men ikke desto mindre er det blevet til virkelighed for en række af landets gourmetrestauranter.

På få uger har coronavirussen støvsuget København for turister, og det kan mærkes på restaurantscenen, hvor især turister aflyser bordbestillinger i stribevis.

Restauratør på The Standard i København, Merete Holst, har den sidste uge fået aflyst hvert andet bord på grund af coronavirussens hærgen. Det tager hun nu konsekvensen af og halverer menuprisen på to af sine restauranter.

Vi kommer til at bløde big time, hvis det her fortsætter

Christian Aarø, ejer af A.O.C.

“Jeg hader ikke at have fuldt hus. Det er tydeligt, at det er turisterne, der bliver hjemme. Og vi er selvfølgelig helt grundlæggende taknemmelige for, at folk tager ansvar og aflyser, når de kommer fra berørte områder, men vi kan ikke bare lade stå til,” udtaler Merete Holst i en pressemeddelelse.

Tre restauranter hører under The Standard. Det er de to gourmetrestauranter Studio, der for nylig mistede sin Michelin-stjerne, og Almanak, som begge skærer 50 pct. af prisen.

“Det er selvfølgelig ret vildt at sætte prisen så voldsomt ned på en niretters gourmetmenu, men det er også helt vildt, det der sker lige nu. Jeg vil hellere have en dårligere business case på den korte bane, men med fulde huse, end at kigge på tomme stole,” udtaler hun i meddelelsen.

Rammer Michelin-restauranter hårdt

Det er ikke kun The Standard og Merete Holst, der bliver efterladt af de madglade kunder. En række københavnske toprestauranter står også med gabende tomme lokaler og aflysninger på stribe.

Hos Michelin-restauranten Formel B er det specielt større grupper, der udebliver fra deres reservationer. ​

“Vi kan virkelig mærke det. Lige nu afventer vi situationen, men hvis det bliver værre, tror jeg, hele branchen kommer til at kunne mærke konsekvenserne af situationen. Og så bliver vi alle sammen nødt til at reagere på den ene eller anden måde,” skriver Kristian Arpe-Møller, ejer af Formel B, i en mail til Børsen.

Hos Kokkeriet, en anden Michelin-hædret restaurant i København, har de svært ved at se, hvad de mere kan gøre for at lokke kunderne til bordet.

“Det er en meget sørgelig omgang for tiden. Vi har mistet i omegnen af 100 bookinger, siden nyheden var ude, i en blanding af no show og annulleringer. Det går desværre hårdt udover økonomien, da størstedelen af vores trafik er fra udenlandske kunder. Helt ærligt, så har jeg svært ved at se, hvad vi mere kan gøre, bortset fra at give penge til gæsten slut på aftenen frem for at give dem en regning,” skriver Sammy Shafi, ejer af Restaurant Kokkeriet, i en mail og fremhæver restaurantens faste testdage og i forvejen lave priser som indsatser for at lokke sultne munde til fadet.

Den tostjernede restaurant A.O.C. har også oplevet flere afbestillinger end normalt. Imens Christian Aarø, der er en af ejerne bag restauranten, fortæller om udeblivende kunder, tikker fire nye afmeldinger ind for aftenens service og to mere til i morgen.

“Det er en hård omgang at komme igennem. Vi har mistet en stor del af de aktiviteter, som vi plejer at have i marts og april, så det er ikke sjovt,” siger Christian Aarø.

Han er spændt på at se, hvor lang tid udfordringerne med corona kommer til at strække sig over. For hvis det fortsætter ind i maj, hvor gastroturismen begynder at stige, bliver det alvorligt. ​

“Der er ingen tvivl om, vi kommer til at bløde, og vi kommer til at bløde big time, hvis her det fortsætter,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis