Ingrediensgiganten Chr. Hansen kommer ud af 3. kvartal næsten uberørt af coronakrisen. Den organiske vækst lander på 7 pct. og slår dermed analytikernes forventning, der lød på en vækst på 5,9 pct.
Det viser det netop offentliggjorte regnskab, hvor Chr. Hansen samtidig åbner op for at undersøge muligheden for salg af farvedivision.
”Som en del af en strategisk vurdering har bestyrelsen og ledelsen overvejet Chr. Hansens portefølje, og fordi Natural Colors-divisionen ikke deler de mikrobielle- og fermenteringsteknologiske platforme, vil vi undersøge de strategiske muligheder for Natural Colors, herunder et potentielt salg af forretningen,” siger topchef Mauricio Graber.
Sløret for resultaterne af den strategiske vurdering vil blive løftet på Chr. Hansens kapitalmarkedsdag, der løber af stablen 25. august.
Derudover lander omsætningen en lille smule lavere end forventet på 313,8 mio euro mod forventede 317,5 mio euro.
Aktieanalytiker i Sydbank Per Fogh ser overordnet regnskabet som solidt og stærkt.
"Det sætter bare endnu en tyk streg under Chr. Hansens fine form," siger han.
Han mener, at koncernen er kommet så godt igennem coronakrisen, da der har været lageropbygning, samtidig med at det har været en tid, hvor der er blevet sat fokus på sundhed.
Han henviser særligt til de to produktgrupper sundhedsdivisionen og kulturdivisionen, som begge slår analytikernes forventninger højt.
Sundhedsdivisionen vokser 12 pct. i organisk vækst mod forventede 7,4 pct. og Kulturdivisionen vokser 8 pct. mod forventede 6,6 pct.
"Selvfølgelig er der noget lageropbygning, der påvirker, men der har også været mere fokus på at holde kroppen sund for ikke at blive syg, det kan have påvirket koncernens tal positivt," siger han.
Den mest skuffende kategori er farvedivisionen, der falder til 1 pct. fra forventede 2,2 pct. Her åbner koncernen op for mulighed for salg.
"Det eneste hår i suppen er farvedivisionen, Natural Colors, for Chr. Hansen. Den performer væsentlig under, og det er også derfor Chr. Hansen undersøger muligheder for at sælge," siger Per Fogh.
Han mener, at ingredienskoncernen vil kunne udnytte sit potentiale bedre ved at satse på de to andre produktkatagorier og udvide fokus på mælkesyrebakterier, som de bl.a. har gjort gennem det nylige opkøb af UAS Labs.
"Hvis de sælger farvedivisionen, kan de formentlig bruge deres ressourcer bedre og udvikle den base endnu mere. Der er et stort potentiale i mælkesyrebaktierne og efterspørgsel på naturlige bakterier, så det ville være en fornuftig vej at gå," siger Per Fogh.