Københavns Fondsbørs har slået dørene op til en ny handelsuge på aktiemarkedet, hvor C25-indekset lægger fra land med en stigning på 1,6 pct. Det sker efter en sløj periode for de danske aktier, hvor C25 i sidste uge tabte 4,2 pct.
Særligt stigende renter i USA har været med til at skabe bekymringer blandt investorer, der har solgt ud af aktier verden rundt i løbet af sidste uge.
Flere danske aktier vil være i særligt fokus i mandagens handel, hvor et finanshus blandt andet satser på bryggeriaktier, et biotek-selskab har fået ny topchef, et C25-selskab har lanceret nyt aktiesalg og tankskibsrederiet Torm har sendt nye regnskabstal på gaden.
Carlsberg +1,79 pct.
Handelsbanken har i en større analyse kigget nærmere på de to danske bryggeriaktier Carlsberg og Royal Unibrew, og for førstnævntes vedkommende har finanshuset valgt at hæve handelsanbefalingen fra “hold” til “køb”.
Samtidig er kursmålet blevet hævet med 1000 kr. til 1100 kr., fremgår det af Bloomberg News.
Sidste uge strøg begge de danske bryggeriaktier til tops i C25-indekset på en ellers mørkerød handelsdag tirsdag, hvor flere aktieanalytikere fremhævede, at Storbritanniens nye genåbningsplaner har givet aktierne medvind.
Carlsberg-aktien tabte dog 2,1 pct. i sidste uges handel og ligger dermed med et snævert tab på 0,53 pct. siden årsskiftet.
Royal Unibrew +1,39 pct.
Onsdag kommer Royal Unibrew med regnskab, og som optakt her til har Handelsbanken valgt at løfte sin anbefaling til “hold” fra “sælg.” Samtidig hæves kursmålet til 675 kr. fra 650 kr.
Den nye anbefaling kommer på trods af, at Handelsbanken egentlig regner med en mindre skuffelse, som kan lægge pres på aktien på den korte bane.
“Vi venter således, at selskabets guidance for driftsindtjeningen (ebit) i 2021 vil lande omkring 1525-1625 mio. kr., der vil være en anelse lavere end konsensusforventningerne. Vi ser dog potentialet for et bedre sentiment omkring bryggeriaktierne, i takt med at coronarestriktionerne lempes, da dette vil frigøre et ophobet behov for socialt samvær,” lyder det i en kommentar.
Orphazyme +5,2 pct.
I december opsagde Orphazymes topchef Kim Stratton sin stilling, og siden da har det danske biotek-selskab været på udkig efter en afløser. Mandag morgen har selskabet så løftet sløret for, at Christophe Bourdon, der kommer fra det amerikanske medicinalselskab Amgen, fremover bliver adm. direktør.
“Han har succesfuldt lanceret en række produkter i svære markeder, hvilket gør ham til en ideel kandidat til at lede Orphazyme, mens det forbereder en potentiel kommerciel lancering af lægemiddelkandidaten, Arimoclomol, i USA og Europa”, skriver Orphazyme i en meddelelse.
Selskabet blev i efteråret noteret i USA og er dermed dobbeltnoteret, da aktien i forvejen kunne handles i København.
Aktien er ikke formået at komme tilbage til kurstoppen på 135 kr. fra 12. februar sidste år og er siden da faldet ca. 46 pct. Aktien handler i skrivende stund til kurs 73,2 kr.
Torm +2,17 pct.
Tankskibsrederiet Torm har mandag morgen smidt et nyt regnskab på gaden, der viser, at selskabet sidste år tjente ca. 1,7 mia. kr. på driften. Det er lige præcis 70 mio. dollar bedre end året før, og hermed kan Torm binde en nydelig sløjfe på et bemærkelsesværdigt år, hvor tankskibsrederiet i lange perioder nærmest har væltet penge ind på bundlinjen trods corona, periodevise oliepris-kriser og andre forhold, der har gjort livet svært for mange andre virksomheder.
“Jeg er meget tilfreds”, noterer adm. direktør Jacob Meldgaard i en skriftlig kommentar.
Torm meddeler samtidig med regnskabet, at man har indkøbt otte såkaldte MR-tankskibe, der leveres i år, til en samlet pris på 148 mio. dollar eller 993 mio. kr. Skibene er særligt egnet til kemikalietransport. Derudover undlader selskabet at komme med nogen egentlig guidance for 2021.
Tryg -0,88 pct.
105 kr. pr. styk. Det bliver tegningskursen i forbindelse med Trygs fortegningsemission, der skal rejse brutto 37 mia. kr. til købet af britiske RSA's aktiviteter i Sverige og Norge og en halvpart i Codan.
I alt udbydes lige over 352,5 mio. aktier.
Tryg-aktien er det seneste år steget 7,45 pct.