ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Butikker fusker med nyt ernæringsmærke

Forbrugerne risikerer at blive vildledt, når de tror, at fødevarer, der er forsynet med ernæringsmærket, Nøglehullet, er det sundeste valg.

Nøglehullet, som er et fælles nordisk ernæringsmærke, er ellers sat i verden for at holde forbrugerne i hånden, når de på deres indkøb skal sikre, at de f.eks. ikke får for meget sukker, som kan betyde overvægt og fedme. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.

Kriterierne for at kunne bruge nøglehulsmærket er, at samtlige sukkerstoffer i produktet skal tages i betragtning og dermed ikke kun tilsat sukker, men også naturlige sukkerstoffer. Det betyder, at tørret frugt, der har et meget stort indhold af sukker, ikke må mærkes med nøglehullet.

Men eksempler fra virkeligheden viser, at det ser detailhandlen stort på i sin markedsføring i de ugentlige tilbudsaviser.

"Dermed lader de forbrugerne i stikken. Selv om frugtsukker ernæringsmæssigt er bedre end det hvide pulver, tilsat sukker, så er kemien den samme, og det betyder, at man altså tager på i vægt, hvis man spiser for meget af det. Man kan sige, at tørret frugt i sukkerindhold ligger meget tæt på slik," siger ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen, Professionshøjskolen Metropol. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.

Som eksempel på vildledning nævner han REMA 1000, som i denne uges tilbudsavis har nøglehulsmærket poser med tørret frugt. På samme side har detailkæden samtidig undladt at nøglehulsmærke et tilbud på fersk fisk, som fødevaremyndighederne ellers i talrige kampagner priser som sund og derfor noget, vi skal spise meget mere af. På samme side figurerer frisk frugt, der efter reglerne må mærkes med nøglehullet.

"Reklamen signalerer også på den måde til forbrugeren, at frisk frugt sundhedsmæssigt kan sidestilles med tørret frugt, når man ser på den højre side af reklamen, og det er meget vildledende markedsføring," påpeger Preben Vestergaard Hansen.Nøglehulsmærket er et frivilligt mærke, som detailsektoren og fødevareindustrien kan bruge.

Staten bakker op om mærket, og det indgyder en særlig tillid hos forbrugerne, påpeger Preben Vestergaard Hansen. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.

"Men den tillid kan ligge på et meget lille sted, fordi meget tyder på, at nøglehulsmærket bruges som et markedsføringsredskab, når der skal sættes ekstra skub i salget af nogle varekategorier, og ikke som et vejledende pejlemærke i forhold til at hjælpe forbrugerne med at træffe det sundeste valg, når de køber ind," fastslår Preben Vestergaard Hansen.

Det afviser salgsdirektør Anders René Jensen, Rema 1000, der tilføjer, at det ærgrer ham voldsomt, at der rettes kritik af kædens brug af nøglehulsmærket.

"Jeg vil med det samme undersøge, hvad der er sket og stramme op på vores interne procedurer og rette op på de fejl, vi måtte have begået. Selvfølgelig skal vi følge reglerne for brug af nøglehulsmærket, som virkelig er en mærkesag for os, da vi selv har været med til at opbygge det," siger han. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.

Fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen, Forbrugerrådet siger, at ernæringsdiskussionen forlængst er taget og er på plads i forhold til Nøglehulsmærket.

"Mærket tager netop alle sukkerarterne med, og derfor er det klart i strid med bestemmelserne, hvis et produkt med højt indhold af naturligt sukker har Nøglehulsmærket," siger Camilla Udsen, der nu vil gå ind i de konkrete sager.

"Og det kan sagtens være, at vi anmelder de enkelte sager for vildledning," siger hun. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.

Læs hele artiklen i Den Elektroniske Avis

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis