ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bøger: I Kina spiser de danske virksomheder

Christina Boutrup fører os rundt i Kinas sødme og surhed, hvilket gengives på en livlig og underholdende facon fra hendes besøg hos udvalgte danske erhvervsledere og virksomheder.

Skal, skal ikke? Kopierer de ikke bare vores løsninger? Er korruption ikke altoverskyggende? Spørgsmål og samtidig synonymer med det enorme land, som alle i dag har eller som minimum bør have en mening om.

”Men jeg holder med Kina, dem skal man ikke grin' af” sunget af Eddie Skoller er måske mere rigtigt end nogensinde.

Der er for det meste heller ikke meget at grine af i Kina, men omvendt er det også et land, som kan gøre underværker for omsætningen. Det er et uoverskueligt marked, et marked fyldt med klicheer og urealistiske forventninger, hvis ikke der gøres et seriøst stykke hjemmearbejde.




Ellers bliver du spist

At satse på Kina betragtes næsten som en selvfølgelighed. Tænk hvis jeg bare kunne sælge én tandbørste til alle 1,3 milliarder kinesere. Kina er bare ikke ét marked eller én forbruger. Det er et multilateralt marked med lige så mange forskellige forbrugere og præferencer, som der er indbyggere.

Én ting vi som danskere skal være opmærksomme på er, at Kina er kommet for at blive, om vi vil det eller ej. Og derfor er bogen et godt redskab til at blive klogere på nogle af de mange overvejelser, man skal gøre sig og spørgsmål som skal stilles af både personer og virksomheder, før de sætter kursen mod Kina og mulighedernes land.

De store er der, men hvad med de små?

Hvis målet med bogen var at lære af danske erhvervslederes bedste erfaringer og værste mareridt, så er projektet delvist lykkedes. Det er lykkedes Christina Boutrup at fortælle levende beretninger fra danskere i Kina med forskellige oplevelser fra forskellige geografiske steder. Det giver et godt helhedsindtryk af de op- og nedture, som Kina giver.

Vi hører om Vestas, Bestseller-drengene, A.P. Møller Maersk, Carlsberg, Danfoss, Grundfos, Foss, Arla og heldigvis også om Henrik Møller, Bing Bing og Ribe Maskinfabrik. Vi bevæger os fra Xinjiang i nordvest og Chengdu og Chongqing i sydvest til det Indre Mongoli i nord henover til Beijing og syd mod Shanghai og Guangdong.

Omvendt er det mere uklart, hvilken fornemmelse man skal sidde tilbage med, eller hvad præcist læringen med bogen var.

Som læser beriges du med Christinas indsigt i den kinesiske kultur og underholdes med de både forskrækkende personfortællinger, der nær tager livet af dig, til de opløftende historier, når det lykkedes.
Konfrontationen med Kina er imidlertid ikke beskrevet tilstrækkeligt i bogen.

En ting er oplevelsen i særlige situationer under specifikke omstændigheder. Men forventningerne til Kina som ny og den realitet, man mødes med kunne passende have været vægtet højere. En rød tråd i beretningerne fra mødet med danske erhvervsledere ville være mere overskuelig.

Danmark har langt flere små og mellemstore virksomheder end store. Det ville balancere bedre, hvis virksomhedernes oplevelse omkring etablering var bedre beskrevet. Det er jo langt fra hver gang, det er en Danfoss, som etablerer sig eller en koncerndirektør, der skal udstationeres. Det element mangler.

Det er jo ikke overraskende, at virksomheder skal tænke sig godt om, før de overvejer at etablere sig på et marked over 7000 km væk i et land, hvor vi heller ikke engang taler deres sprog. Det kan heller ikke være overraskende, at familier skal tænke sig om en gang til, før de siger ja til et liv i et andet land. Men er rejsen til Kina og satsningen på et liv i en så fremmed kultur i virkeligheden det værd? Det giver bogen ikke svar på.
Det er en konklusion man selv skal finde frem til.

Personlige fortællinger gør bogen interessant

Om bogen er et must for mennesker der interesserer sig for Kina, er måske en lige stor nok mundfuld. Men budskabet og det nærmest gennemgående tema om vigtigheden af Guanxi er godt ramt. Det er klart, at netværk er vigtigt i hele verden, men det er afgørende i Kina.

Guanxi i Kina er ikke bekendtskab eller venskab. Det er et livbånd mellem mennesker. Det vigtigste for en topchef i Kina er ikke den tekniske viden om forretningen eller års erfaring med produktet. Det er evnen til at netværke og kommunikere med kineserne. Du kan ikke være introvært og succesfuld som topchef i Kina.

Men det er de personlige fortællinger fra rejsen rundt i Kina, og det mellem linjerne, som gør bogen interessant. Bogen vil være et godt redskab at give til sine medarbejdere, før de skibes af sted til Kina eller til dem, der brænder for at etablere forretning i Kina uden særlig kendskab til landet. Bogen giver et realistisk billede af et liv i Kina. Har man boet i Kina eller rejst meget derude, vil bogen tilmed være hyggelig og ofte sjov læsning.

Jes B. Christensen er direktør for Fjernvarmeindustrien. Siden 2003 har Jes arbejdet med udvikling og finansiering af miljø- og energiprojekter i udlandet. I flere omgange har Jes både arbejdet og boet i udlandet og senest var han udstationeret på den danske ambassade i Beijing fra 2003-2005.




Køb bogen
" Kina Sweet & Sour - Erfaringer fra danskere, der tør satse på Kina " her


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis