ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bøger: Guide til Gazellestatus

Her i Børsens Gazellesæson er succesfuldt iværksætteri og vækst på agendaen. Søren Hougaards seneste bog giver et bud på formlerne bag iværksættersucces.

Bedømmelse:




Professor i iværksætteri og innovation på CBS, Søren Hougaard, har sammenfattet sine personlige erfaringer og iværksætterlitteraturen i bogform.

Forfatteren er venture partner i Vækstfonden, og har efter eget udsagn læst mange tusinde forretningsplaner, foretaget 30 ventureinvesteringer i eget regi og beskriver sig selv som seriel iværksætter.

Held skal der til

Søren Hougaard tager udgangspunkt i de mange fiaskoer, som rammer selv velforberedte og motiverede iværksættere. Selv erfarne venture kapitalister, som har svært at spotte en succes. Hvordan kan det være?

Bogen afviser ambitiøst etablerede forestillinger og teorier omkring nøglerne til iværksættersucces. For at få succes skal der held til. Vinderen er sjældent den dygtigste, men ofte den heldigste. Deraf bogens titel.

Søren Hougaard mener det er gode nyheder, fordi: ”lykketræf kan fornemmes, opsøges, formes, skabes. Held for en iværksætter sker i det magiske øjeblik, hvor forberedelsen møder muligheden og udløser succes på ét sekund.” Bogen handler om at iscenesætte disse magiske øjeblikke med iværksætterheld.

Held har man i Lotto

Valget af ordet ’held’ er stærkt misvisende - også for bogens tanker. Held er noget man har i lotto – man kan ikke påvirke vinderchancerne. I mere avancerede spil er held også en komponent i det enkelte spil, men i det lange løb er forskellen på en god og en dårlig bridge- eller pokerspiller ikke held. Derfor er det en mental kortslutning at tale om mystisk held og magiske øjeblikke, når forfatteren i virkeligheden taler om ”viden, dygtighed og snilde”.

Hverken forfatteren eller undertegnede ville have skabt Microsoft, selv om vi blevet inviteret til det famøse møde hos IBM i 70’erne, hvor konkurrenterne ikke gad møde op.

De tre faktorer

Iværksætteren skal dels evne at vælge de forretningsideer, hvor han har gode ods. Dels skal han tage de rigtige beslutninger i løbet af et uendeligt stort antal spil (poker dagen lang i mange år). De fleste iværksættere tager 1-5 vigtige beslutninger hver dag i et spil med uklare regler. Kun den dygtige vælger rigtigt i mere end halvdelen af tilfældene.

Forretningsvisionen og eksekveringen skiller fårene fra bukkene blandt iværksættere. Den sidste ingrediens er iværksætterens overnormale vilje til at tage risiko for at opnå sin personspecifikke belønning (formue, frihed, udfordringer, anerkendelse etc.).

Søren Hougaard er formodentlig enig. Han har lavet et fortræffeligt værktøj til at vurdere forretningsplaner, som hedder HitRater [link: www.hitrater.dk]. Dette værktøj er netop bygget op omkring ideens kvalitet og teamets evne til at realisere ideen.

Jagten på den gode ide

Det er en skam, at Hitraters klarhed ikke går igen i bogen. Den uformulerede pointe igennem bogen er, at det handler om at finde de usynlige/ikke udnyttede huller i markedet, og undgå ’oplagte ideer’, som i virkeligheden er skjulte og dødsensfarlige klippeskær.

Hullerne i markedet er f.eks. at spotte en ny løsning til et eksisterende behov, identificere et nyt behov, timing, forskellige, bryde eller snylte på eksisterende forretningsparadigmer osv.

Bogen egentlige styrke er identifikation af klippeskærene. Iværksætterens ukuelige tro på egen ide er iværksætterens drivkraft, men også hyppige benspænd. Ivrigheden, mulighederne og glæden ved egen ide skygger ofte den nøgterne vurdering af konkurrentreaktioner, overse skjulte barrierer, forkert timing, lemmingeadfærd, produktfokus frem for kundefokus osv. På disse områder har bogen værdi.

Kapitel 11 er bogens bedste kapitel, hvor forfatteren prøver at skitsere fødslen af en forretningside. Den beskriver også de typiske fejltrin, hvor iværksætteren springer vigtige skridt over.

Samlet vurdering

Bogen er i højere grad en pas-på-bog end en inspirationsbog. Den kan anbefales til iværksættere (med en ide) og venture kapitalister, som kan have glæde af at læse bogen og trykprøve ideer inden de kaster sig ud i de klippefyldte farvande.

Men desværre kommer de gode tanker ikke tilstrækkeligt klart igennem, fordi redigeringen kunne have været bedre. Der er for mange halvbagte tanker og uklarhed, som kunne være luget ud med lidt modspil.

Havde forfatteren eller redaktøren blot gået lige så kritisk til bogen, som en forretningsplan, så havde det været 6 stjerner.

Søren Hoelgaard Justesen er stifter af Natur-Energi A/S, som sælger klimavenlig energi til private og virksomheder.
Ud over Natur-Energi er Søren investor og bestyrelsesformand Endomondo.com, som er landets største virtuelle løbe- og motionsklub. Søren har tidligere stiftet analysevirksomheden Epinion A/S, som har været Gazelle 3 gange, og i 2007 solgt til en konsulentvirksomheden Capacent.


Iværksætterheld
3 stjerner af 6
Af Søren Hougaard
Anden info: 1. Udgave, 191 sider
Forlag: Børsens Forlag – www.borsensforlag.dk
ISBN: 9788776644611


Bøger til anmeldelse sendes til Henrik Jørgensen, PA Consulting Group, Tuborg Boulevard 5, 2900 Hellerup
Send mail tilHenrik Jørgensen


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis