Bestyrelsesformand på fuld tid
Der skal mindst en håndfuld poster til, før man er et interessant bestyrelsesmedlem, lyder det fra Villy Rasmussen, der har fravalgt pensionisttilværelsen for rollen som bestyrelsesformand og -medlem i en række store selskaber
30. sep. 2009 KL. 00.00
Gem til senere
Diskret luksus og fri udsigt til Øresund kendetegner det næsten nybyggede ejendomskompleks på havnefronten i Hellerup, hvor en række af Danmarks velhavere har adresse. På fjerde sal byder Villy Rasmussen indenfor i stuen, hvor hans skrivebord står i den ene ende og sofaarrangementet, hvorfra der på en god dag er udsigt til Sverige, i den anden. For et år siden skiftede han og hustruen Inge huset i Holte ud med lejligheden, og det har de ikke fortrudt.