ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

“Bestyrelsesarbejde er en integreret del af mit job”

KoncerndirektørMette Vestergaard,Leo Pharma, har succes med at kombinere topjobbet med bestyrelsesarbejde

Koncerndirektør hos Leo Pharma Mette Vestergaard oplever stor synergi mellem topjobbet og hendes tre bestyrelsesposter. Det handler alt sammen om udvikling og digital transformation. Arkivfoto: Sofia Busk.
Koncerndirektør hos Leo Pharma Mette Vestergaard oplever stor synergi mellem topjobbet og hendes tre bestyrelsesposter. Det handler alt sammen om udvikling og digital transformation. Arkivfoto: Sofia Busk. Sofia Busk

Mette Vestergaard er allerede godt på vej mod en professionel bestyrelseskarriere, men hun har ingen planer om at skippe sit faste job som koncerndirektør i Leo Pharma. Her har hun ansvaret for global HR og business transformation.

“Bestyrelsesarbejdet er en integreret del af mit arbejdsliv. Sådan har det været i flere år. Der er en stor synergi mellem mit arbejde og mine bestyrelsesposter. Det er en model, jeg holder meget af. Så en rendyrket bestyrelseskarriere har jeg ikke i tankerne nu. Jeg vil gerne have et varieret arbejdsliv,” siger Mette Vestergaard.

Hun er 53 år, medlem af bestyrelserne for Desmi, en nordjysk ejerledet virksomhed, for DHI, en global konsulentvirksomhed med speciale inden for vand, som er midt i en digital transformation, samt for CBS.

Nu kandiderer hun til prisen Women’s Board Award, der uddeles 31. januar.

Karrieren rækker tilbage til direktørjob i Novo Nordisk, og i flere år var hun adm. direktør for konsulenthuset Mannaz.

Hendes bestyrelsesposter dækker vidt forskellige brancher, men der er væsentlige fællestræk ved dem, forklarer hun.

“De har alle ekstremt fokus på udvikling og innovation, og flere af dem står midt i en transformation. Men alle har en dagsorden baseret på udvikling, så der er en sammenhæng i porteføljen.”

Spidskompetencerne

Udvikling og transformation er en dagsorden, hun kender fra sit daglige arbejde i Leo Pharma. Hun beskriver selv sit stærkeste kort inden for bestyrelsesarbejde som kompetencer og erfaring inden for digitalisering og organisatorisk udvikling og forandring, hvilket hun har arbejdet med det meste af sin karriere.

Og så kan hun noget omkring eksekvering. Børsen har tidligere beskrevet, hvordan hun i flere år har sat alt ind på at få lederne til at praktisere det, de beslutter – altså at øge eksekveringskraften fra øverst til nederst i organisationen.

“Jeg tror på, at man skal kombinere sin forståelse for forretningen med forståelse for organisationen for at skabe resultater. Det, vi beslutter, skal virke i praksis og blive til resultater. Det har jeg stærkt fokus på.”

Maria Heeschen-Ollendorff, Alumni, er rådgiver for juryen i Women’s Board Award. Hun siger:

“Mette Vestergaard har en spændende portefølje med stor diversitet. Med den profil bidrager hun ikke kun inden for strategi og ledelse, men også med innovation. Hun formår at bringe sin tværindustrielle viden og erfaring i spil.”

Hun har gennemført en bestyrelsesuddannelse i Master Class ved CBS og underviser nu på uddannelsen ved CBS.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis