ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Avis: Air France-fly blev flået i stykker i luften

Opdateret 14.3050 omkomne er indtil videre fundet efter Air France-flystyrtet. Maskinen gik i flere stykker under flyvningen og styrtede lynhurtigt i havet.

Det viser de omfattende bestræbelser på at finde årsagen til, hvorfor et Airbus 330-fly fra Air France pludselig styrtede ned under en flyvning fra Rio De Janeiro i Brasilien til den franske hovedstad for to uger siden og kostede 228 mennesker livet, skriver pol.dk.

Et halvt hundrede flydele og en række lig fra tragedien er fundet ca. 1000 kilometer nordøst for den brasilianske fastlandskyst. Ligene er fundet med 80 kilometers afstand.

Det kan – ifølge havarieksperter – indikere, at flyskroget blev flået i flere dele i luften, inden det styrtede mod havoverfladen. Samtidig viser en vragdel fra flyet, at besætningen ikke engang nåede at spænde sig fast inden flyet forulykkede.

Sikkerhedsbælterne ikke spændte

Vragdelen er et stykke af en af flyets indre vægge, hvor der sidder to af personalets flysæder.

Sikkerhedsbælterne er ikke spændte, og det tyder ifølge flysikkerhedseksperten Carlos Ari Germano på, at det hele gik ekstremt hurtigt.

"Når der går en alarm i forbindelse med eksempelvis turbulens, skal besætningen sætte sig ned og spænde sig fast. De har ikke haft tid til noget som helst," siger han avisen O Globo ifølge Aftonbladet.

Passagerer druknede ikke

Ifølge den britiske avis The Times har obduktioner af nogle af ofrene vist, at de ikke havde vand i lungerne. Det udelukker, at de druknede ved ulykken.

Flere af dem havde fået tøjet flået af. Det kan være sket, hvis de er styrtet gennem luften fra ti kilometers højde.

Ligene bærer samtidig præg af at have ramt vandoverfladen med næsten 200 kilometer i timen.

Ifølge eksperterne vil passagererne øjeblikkeligt have mistet bevidstheden, hvis trykket i kabinen pludselig forsvandt i den højde, maskinen fløj i, skriver pol.dk

Mange fejlmeldinger inden styrt

I øjeblikket rettes mistanken mod flyets fartmålere, der kan have vist forkerte tal og dermed udløst en kæde af fejl, der endte med at forårsage styrtet.

Ifølge The Times har der det seneste års tid været otte episoder, hvor Air France-fly har fået problemer på grund af mulige fejl ved fartmålere, når maskinen fløj igennem uvejr, sådan som det skete med det forulykkede AF 447.

I en intern Air France-redegørelse om problemerne beskrives det, hvordan det har udløst "en usammenhængende blanding af alarmer og alvorlige systemnedbrud," som der står i redegørelsen.

AF 447 sendte i løbet af få minutter 24 automatiske fejlmeddelelser til Air France's kontrolcenter. De meldte blandt andet, at automatpiloten var slået fra, flyets ror var ramt af fejl og at trykket i kabinen pludseligt forsvandt.

Mistanke mod fartmålere

I november sidste år advarede flyselskabet sine piloter om flere episoder, hvor farten blev målt forkert, så automatpilot-systemet blev forstyrret over oplysninger fra elektronikken.

I marchhøjde kan forkerte oplysninger få piloterne til at gribe ind og reducere eller øge hastigheden.

Begge manøvrer kan medføre, at de mister kontrollen over flyet, hvis de overstiger grænserne for, hvad der anbefales. Falder farten for meget, kan maskinenstalle. Øges den for meget, så kan det få flyet til at dykke med næsen mod jordoverfladen.

Intet spor af sorte bokse

Der er endnu ingen spor af flyets to såkaldte sorte bokse, som indeholder tekniske oplys­ninger og oplysninger om piloternes samtaler og manøvrer.

De bjærgede lig fra ulykken er fløjet til den brasilianske ø Fernando de Noronha, hvor de er lagt i kølehus. De brasilianske myndigheder vil ikke oplyse kønnene på de lig, der bliver bjærget, idet mange af dem er så medtagede efter tiden i det lune havvand, at det i nogle tilfælde ikke er muligt at afgøre.

Såfremt de pårørende selv ønsker at forsøge at identificere deres pårørende, har de mulighed for det, men ellers vil myndighederne identificere ligene ved hjælp af dna-metoder.

Det har endnu ikke været muligt at fastslå, hvor flyede præcist ramte havoverfladen, da det styrtede, da havstrømmene har spredt vragdelene over et stort område.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis