Mens markederne i USA er faldet kraftigt, så har topcheferne i de amerikanske selskaber taget for sig af retterne i form af billige aktier i deres egne selskaber. Det er i marts sket på et niveau, som ikke er set i 11 år, og det anses som et stærkt købssignal.
Det skriver CNBC.
Forholdet mellem insiderkøb af aktier og insidersalg har i marts været på 1,75 i købenes favør, viser en opgørelse fra analysehuset Washington Service, og det er den højeste ratio med overvægt af køb siden marts 2009, da finanskrisen rasede.
- En dramatisk stigning i volumen af insiderkøb kombineret med en dæmpning af niveauerne for insidersalg har resulteret i skabelsen af købsvendinger - vores stærkeste, kvantitative makromodel - for hele markedet, skriver Ben Silverman, direktør for research i analysehuset Insiderscore.
De mange insiderkøb fra de børsnoterede selskabers direktioner peger på, at ledelserne altså tror på deres egne virksomheders fremtid - trods de store markedssalg, som viruspandemien har udløst.
Forholdet mellem køb og salg er typisk under 1, fordi direktørerne gerne sælger mere fra end de køber, da ledelserne ofte tildeles forskellige bonusordninger med rod i aktier.
- Aktiviteten i insiderkøb giver indblik i hvilke selskaber, der tror, de har likviditeten til at modstå massive fald i den økonomiske aktivitet og soliditeten til at modstå en fremtidig økonomi, som er mindre robust end den, vi efterlader bag os, kommenterer analytiker hos Raymond James, Tavis McCourt, i note til kunderne.
Hos Insiderscore understreger Ben Silverman også, at insiderne de seneste 30 år, man har opgjort tallene, har en god erfaring med at købe op i tilfælde af ekstrem markedssvaghed, som her i første kvartal 2020.
/ritzau/FINANS