ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Niels Lunde: Den første analyse af Amazons start i Sverige viser, at giganten forsøger at gå langsomt men sikkert frem

Status efter tre måneder i Sverige: Amazon er prisførende i udvalgte kategorier af varer, men de særlige ydelser til kunderne kommer først senere

Arkivfoto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix

Frygten for Amazons ankomst til Danmark har holdt mange detailhandlere vågne om natten i de senere år. Hvad kan vi forvente os, når den amerikanske gigant kommer?

Et første svar på det spørgsmål kan danske detailhandlere få ved at iagttage Amazons start i Sverige. Tre måneder er gået, og her er de første iagttagelser.

Hjemmesiden amazon.se er nummer 33 på listen over alle svenske hjemmesider, foran Elgiganten (nummer 35), Ikea (nummer 37) og Zalando (nummer 42) ifølge similarweb.com.

Dette er opnået, uden at Amazon er begyndt at tilbyde sine ekstra ydelser, især det vigtige loyalitetsprogram Amazon Prime. Leveringen er ikke specielt hurtig endnu. Amazon har kun ét lager i Sverige, som ligger i Eskilstuna, og henter derudover sine varer fra lagre i Tyskland og Polen.

Der er derfor tale om en relativt blød start, men den amerikanske gigant tilbyder allerede nu 150 mio. forskellige varer til det svenske marked, og det vigtige spørgsmål er derfor: Hvilken prispolitik er Amazon startet med?

Tænker langsigtet

Boston Consulting Group har analyseret Amazons første måneder i Sverige og offentliggør i dag rapporten “Disruption at Our Doorstep. Amazon’s arrival in Sweden and the Nordics.”

Emil Stamp, partner og medforfatter af analysen, forklarer, at Amazon endnu ikke har matchet sine priser systematisk til de lokale konkurrenter. Man har i første omgang hovedsageligt konverteret sine tyske priser i euro til svenske kroner. Emil Stamp fortæller, at Amazon er prisførende på en stor del af de 50 mest populære varer på tværs af de største kategorier – det er især kategorier som legetøj, værktøj, personlig pleje og babyudstyr, hvor Amazon har en stor andel af varer, som de er prisførende på.

“Hvis man ser på udvalgte kategorier, så er Amazons priser inden for køkken og elektronik henholdsvis 4 pct. og 5 pct. under gennemsnittet på det svenske marked. Hvis man går tættere på for eksempel elektronik, så tilbyder Amazon især lavere priser på kameraer, højtalere og smartwatches og højere priser på tv. For øvrige kategorier såsom legetøj, værktøj, personlig pleje og babyudstyr tilbyder Amazon klart lavere priser, i et interval på 14-23 pct. lavere afhængigt af kategorier,” siger Emil Stamp.

Amazon er kendt for at tænke langsigtet. Det ligger i virksomhedens dna og har gjort det siden starten for 25 år siden. Der er derfor næppe tvivl om, at Amazon skridt for skridt vil skrue op for blusset i Sverige. Om det siger Emil Stamp:

“Absolut. Lancering af Pantry (kolonial,red.) samt Prime kunne være deres næste fokus, som vil åbne op for yderligere brugere og bygge større loyalitet med deres kunder.”

Konklusionen: Amazon ser ud til at følge den samme plan i Sverige som i andre lande. En langsom start, hvorefter Amazon i et kontrolleret forløb styrker sin tilstedeværelse. Alt tyder på, at planen vil blive den samme i Danmark.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis