ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus: ISS og Novo overrasker - Pandora og Demant stiger igen

Servicegiganten ISS og Novo Nordisk fik en bedre start på året end ventet, og Pandora og Demant, der begge kom med tal for første kvartal tirsdag, trækker godt op i C25, der stiger med 1,1 pct. til indeks 1229,1 onsdag middag.

Blandt sidepapirerne er der fremgang til både ALK og Netcompany efter deres præsentationer.

- Der er igen i dag lidt impulser til det danske marked med flere store regnskaber. Og det gør da også, at vi outperformer de øvrige aktiemarkeder i Europa, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Servicekoncernen ISS nåede i første kvartal en omsætning, der lå højere end ventet af analytikerne, fremgår det af selskabets handelsopdatering for perioden, der blev offentliggjort onsdag morgen.

Toplinjen for de fortsættende aktiviteter steg til 19.131 mio. kr., hvor estimater indsamlet af ISS lød på 18.172 mio. kr. i kvartalet. Den organiske vækst endte i kvartalet på 4,1 pct., hvor analytikerne havde ventet minus 0,6 pct. mod 6,1 pct. sidste år.

- Aktien har været meget volatil op til regnskabet, der viste sig at være meget fornuftigt - men vi har så heller ikke set effekterne af corona for alvor endnu, siger senioraktierådgiveren.

ISS-aktien stiger onsdag middag med 4,5 pct. til 100,25 kr.

NOVOS FREMGANG DREVET AF HAMSTRING

Novo Nordisks regnskab fra morgenstunden for første kvartal viser en massiv salgsvækst, der slog igennem hele vejen ned gennem resultatopgørelsen. I faste valutakurser voksede toplinjen med 14 pct., men halvdelen af den vækst skyldes direkte lageropbygning grundet udbruddet af coronavirus, oplyser Novo i regnskabet.

Samlet steg Novos omsætning til 33,9 mia. kr. mod ventet 31,7 mia. kr. blandt analytikerne, og driftsoverskuddet før renter og skat (EBIT) steg til 16,3 mia. kr. mod et ventet løft til 14,6 mia. kr.

Den store medvind i første kvartal kan dog blive til modvind i andet kvartal.

- Novos regnskab er rigtigt pænt, men selskabet løfter dog lige en pegefinger og siger, at det er hamstring fra flere af de store kunder i perioden, der har løftet omsætningen med 2 mia. kr. Trækker man det fra, så er tallene for første kvartal dog stadig bedre, end det markedet havde ventet, siger Martin Munk.

- Dykker man ned i regnskabet kan man også se, at eksempelvis deres fedmemiddel er i lidt af et vakuum. Der er ikke nye patienter i køen på grund af corona eksempelvis, siger han.

For hele 2020 fastholder Novo Nordisk sine forventninger i både faste valutakurser og danske kroner.

Novo Nordisk-aktien stiger 2 pct. til 438,60 kr.

DEMANT OG PANDORA FORTSÆTTER OP

Tirsdagen var også en stor regnskabsdag med regnskaber fra C25-selskaber såsom Pandora, Ambu, Vestas, Demant og Jyske Bank, og en række af selskaberne har efterfølgende fået nye anbefalinger og kursmål af analytikerne.

Pandora var tirsdag den store stjerne på tirsdagens børshimmel, hvor aktien blev sendt op med 8,3 pct., og onsdag fortsætter opturen med et plus på 3,9 pct. til 254,10 kr.

I kølvandet af regnskabet har Goldman Sachs løftet sit kursmål af aktien til 210 kr. fra 200 kr., Danske Bank hævet sin anbefaling "køb" mod tidligere "hold", mens kursmålet hæves til 300 kr. fra 240 kr., Jyske Bank siger nu 280 kr. mod før 250 kr., og DNB ser potentialet for Pandora-aktien i 225 kr. mod tidligere 200 kr. JPMorgan har derimod sænket sit kursmål til 250 kr. fra tidligere 280 kr.

- Pandora får rigtig pæne analytikerkommentarer med sig efter regnskabet i går. Ledelsen har lavet krisetiltag med blandt andet at sælge egne aktier, og der er en vis lettelse i markedet, siger Martin Munk.

Demant-aktien var tirsdag næstbedst kørende i C25-regi, hvor høreapparatproducenten blev sendt op med 5,5 pct., og retningen er også sat onsdag med et plis på kursen på 4,8 pct. til 166,25 kr.

Efter periodemeddelelsen har SEB skåret sit kursmål på aktien til 160 kr. fra 165 kr. med en gentaget holdanbefaling.

- På den efterfølgende telekonference i går viste det sig, at ledelsen var mere positive på høreapparater, når verden igen bliver normal, end GN var, siger Jyske Banks senioranalytiker.

Ambu-aktien faldt tirsdagens med 6,7 pct., men retter sig onsdag med 2 pct. til 199,50 kr. Det svenske finanshus SEB har hævet kursmålet for Ambus aktie til 190 kr. fra tidligere 175 kr., mens amerikanske JPMorgan har sænket sin anbefaling til "neutral" fra "overvægt" og kursmålet en anelse til 212 kr. fra 219 kr.

Jyske Bank har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Nordea. Jyske Banks aktie stiger 2,7 pct. til 174,15 kr.

Senere onsdag leveres også regnskab fra Coloplast, der ligger 0,4 pct. lavere i 1061,50 kr., og Genmab, som stiger 0,7 pct. til 1706 kr.

ALK LEVERER BLANDET REGNSKAB

ALK-Abelló kom ud af første kvartal med resultater, der oversteg analytikernes forventninger til indtjeningen. Salget var derimod mere på linje med analytikernes forventninger.

ALK-Abelló-aktien stiger 9,5 pct. til 1785,50 kr.

Netcompany klarede sig dårligere end ventet i første kvartal 2020, hvor selskabet realiserede en rapporteret omsætning på 695,6 mio. kr. og et driftsresultat (EBITA) på 164,1 mio. kr. Til sammenligning ventede analytikerne en omsætning på 713,2 mio. kr. og et driftsresultat (EBITA) på 171,9 mio.

Netcompany-aktien stiger 3,2 pct. til 355 kr.

Bavarian Nordic-aktien stiger 2,5 pct. til 166,40 kr., efter at biotekselskabet har indgået en eksklusiv, foreløbig licensaftale med Adaptvac, vedrørende Adaptvacs capsid virus like particle (VLP) - baserede SARS-CoV-2 subunit vaccine.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis