ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus: Genmab på rekordridt på ny grøn handelsdag

Arkivfoto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Med Pandora og Genmab som de klarest lysende stjerner fortsætter de danske aktier for tredje handelsdag i træk frem torsdag formiddag.

Her belønnes Genmab for et bedre end ventet regnskab for første kvartal efter dansk lukketid onsdag og udbygger onsdagens rekordniveau, mens Pandoras fremdrift har baggrund i en stærkt positiv analyse fra svenske SEB.

I den modsatte grøft er Carlsberg og FLSmidth presset en smule tilbage efter regnskabsmeldinger fra et par konkurrenter.

Det er dog de positive historier, der vejer tungest, og C25-indekset stiger med 1,2 pct. til 1236,91.

Genmab brager mod rekord igen

I toppen af eliteindekset er Genmab, der stiger med 6,2 pct. til 1824,50 kr. efter onsdagens sene regnskab for første kvartal.

Det viste en lille fremgang i omsætningen og driften, og så løftede finansposter bundlinjen op i et stort overskud.

Siden regnskabet har en stribe finanshuse løftet kursmålene for Genmab, og alt sammen bliver det positivt modtaget i torsdagens handel.

Smykkeselskabet Pandora stiger i øvrigt med 5,9 pct. til 261,80 kr.

Det sker, efter at SEB har løftet sin anbefaling af den aktie til "køb" fra "hold", og samtidig er kursmålet banket helt op i 400 kr. fra 220 kr.

ALK-Abelló fortsætter i øvrigt frem efter onsdagens massive gevinst på 13,1 pct. som reaktion på et stærkt regnskab for første kvartal.

Torsdag stiger aktien med 4,2 pct. til 1922 kr., efter at både DNB og ABG Sundal Collier har løftet kursmålet for aktien.

Carlsberg og FLS presset af konkurrentmeldinger

I den nedre halvdel af C25-indekset falder FLSmidth med 2,3 pct. til 169,75 kr.

Det sker efter regnskabsmeldinger fra de finske rivaler Metso og Outotec, som begge har peget på lidt mere tilbageholdenhed hos kunderne grundet udbruddet af coronavirus, og det rammer efterspørgslen.

Hos Metso skuffede både toplinjen og driften desuden, mens Outotecs omsætning var noget bedre end ventet. Her bakkede ordreindgangen til gengæld markant.

Carlsberg falder med 1,2 pct. til 834 kr., efter at verdens største bryggeri, AB Inbev, har varslet en ganske markant forværring i andet kvartal, efter at første kvartal allerede var hårdt presset af de nedlukninger, som udbruddet af coronavirus har medført.

DFDS støder på grund

Blandt sidepapirerne er rederiet DFDS i strid modvind efter sine regnskabsmeldinger, der følger op på den nylige præsentation af foreløbige regnskabstal.

Torsdag er der igen sat en forsigtig prognose for driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) op.

Driften ventes før særlige poster nu at falde "ned mod" 2 mia. kr. mod det oprindelige udspil på 3,5-3,9 mia. kr.

DFDS påpeger, at bunden formentlig rammes i april og maj, så andet kvartal bliver endnu sløjere end første, og rederiets administrerende direktør, Torben Carlsen, fortæller til Ritzau Finans, at det nuværende forretningsmiljø repræsenterer den værste krise, han har oplevet i sine 11 år i selskabet.

DFDS-aktien falder med 5,1 pct. til 161,40 kr.

Bioporto bakker desuden med 1,8 pct. til 2,72 kr. efter sit regnskab for første kvartal, hvor forventningerne til hele året fastholdes.

Bedre går det for Chemometec, der med sine tal for tredje kvartal 2019/20 kunne vise stor fremgang i både toplinjen og driften.

Samtidig blev forventningerne, der flere gange tidligere er blevet opjusteret, fastholdt.

Aktien stiger med 2,8 pct. til 313,50 kr.

North Media stiger i øvrigt med 6 pct. til 47,70 kr., efter at selskabet i sit regnskab torsdag kunne afsløre en forventning om et driftsresultat i hele 2020, der vil ramme på niveau med sidste år - og dermed helt styre uden om nedgang grundet coronavirussets indtog.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis