ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus: Ambu og Coloplast forsøger at hanke op i rødt C25

Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen
Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen

Medicoselskaberne Coloplast og Ambu forsøger onsdag ved middagstid at hanke op i det danske eliteindeks, der alligevel falder 1,7 pct. til 1014,85.

Den udvikling er dog en del bedre end i resten af Europa, hvor de ledende indeks i Frankrig, Tyskland og Storbritannien falder mellem 4,7 og 5 pct.

Ifølge Christian Thatje, der er senioraktiehandler hos Sydbank, er nervøsiteten for coronavirussets effekt på den globale økonomi også fortsat tydelig på aktiemarkederne.

- Det er fortsat den samme usikkerhed, som spiller ind. Alle tiltagene fra regeringerne og centralbankernes side slår ikke rigtigt igennem hos investorerne. De mangler stadig den reelle afklaring af hele den her situation. Vi befinder os stadig i en form for tåge, og den store usikkerhed er fortsat til stede.

- Det eneste, der kan vende stemningen for alvor, er, at der kommer nogle smittetal, der peger mod, at trenden begynder at gå i den anden retning. Alle de økonomiske stimuli kan skabe noget ro og en bedre base for økonomien, men på den korte bane er investorerne stadig forsigtige med at påtage sig risiko, siger han til Ritzau Finans.

DEFENSIVE AKTIER KLARER SIG BEDRE

På det danske aktiemarked klarer flere af de defensive aktier sig godt onsdag ved middagstid. Det er netop årsagen til, at danske marked klarer sig bedre end de øvrige europæiske.

- Det kan skyldes, at investorerne lige nu flygter over i mere defensive aktier som Coloplast, Novozymes og Lundbeck. Selv om Novo Nordisk falder, så er det mindre end i resten af Europa. Det er det danske fænomen med, at flere af aktierne her er mere defensive, siger Christian Thatje.

- Flere af selskabernes drift og services vil også fortsat blive efterspurgt på trods af coronavirus. Der er stadig brug for deres produkter, fortsætter han.

Blandt toppen af indekset har Coloplast, der blandt andet producerer stomiposer og katetre, placeret sig med en stigning på 3,4 pct. til 920,40 kr.

Medicoselskabet har fået løftet sin anbefaling til ”neutral” fra ”undervægt” af finanshuset JPMorgan.

Det amerikanske finanshus løfter kursmålet til 813 kr. fra 658 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Helt i toppen er medicokollegaen Ambu dog, der går frem med 5,3 pct. til 157,70 kr.

Onsdag morgen er det kommet frem, at Ambu er blevet fritaget for de midlertidige indskrænkelser i at komme rundt i Malaysia, som landet blandt andet har indført for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

Ambu producerer engangsendoskoper, der går under navnet Ascope og bruges til kikkertundersøgelser, i Malaysia. Det er netop det forretningsområde, der er blevet udråbt til det store væksthåb hos selskabet.

Medicinalselskabet Lundbeck er også med i den gode ende af indekset, efter at selskabet har fået løftet anbefalingen til ”køb” fra hold” af Nordea, der giver medicinalaktien et kursmål på 278 kr. Lundbeck-aktien stiger 0,6 pct. til 190,60 kr. onsdag.

Enzymkoncernen Novozymes stiger desuden 4 pct. til 298,40 kr., efter at Danske Bank har løftet anbefalingen for aktien til "hold" fra "sælg". Kursmålet lyder på 295 kr.

Pandora har også været igennem analytikernes regneark hos svenske SEB, og det har medført en løftet anbefaling til "hold" fra "sælg".

Kursmålet for aktien er imidlertid blevet sænket med 18 pct. til 200 kr. fra førhen 245 kr. Derudover har koncernchef Alexander Lacik købt Pandora-aktier for 8,7 mio. kr.

Pandora-aktien falder 0,2 pct. til 202,70 kr., efter at den seneste måned har været hård ved smykkeaktien, der har fået skåret mere end 40 pct. af kursen i den periode.

DSV, GN OG ISS I BUNDEN

Onsdagens bundskrabere i eliteindeks er til gengæld DSV Panalpina, GN og ISS.

DSV Panalpina falder 7,2 pct. til 500 kr., på trods af at der ikke er noget selskabsspecifikt nyt fremme om selskabet. Ifølge Sydbanks senioraktiehandler står transport- og logistikselskabet dog over for en række udfordringer i øjeblikket.

- DSV bliver jo hårdt ramt af de lukkede grænser, vi ser flere steder. På den måde er selskabet midt i orkanens øje med forretningen lige nu. Selskabet skal selvfølgelig stadig levere fødevarer og andre vigtige forsyninger, men en stor del af forretningen bliver ramt af det her, siger Christian Thatje.

ISS-aktien falder 7 pct. til 81,62 kr., mens GN-aktien dykker 7,6 pct. til 220,20 kr.

SAS ER FLYVENDE EFTER HJÆLPENDE HÅND FRA SVERIGE OG DANMARK

SAS-aktien bliver sendt op med 8,3 pct. til 6,28 kr., efter at luftfartsselskabet har fået opbakning fra den danske og svenske stat, der tirsdag stillede en samlet garanti på 3 mia. svenske kr.

Finansminister Nicolai Wammen gav samtidig et signal om, at staten har besluttet at spænde et sikkerhedsnet ud under flyselskabet, der ligesom de øvrige aktører i branchen er hårdt ramt af virusudbruddet.

MAERSK DRILLING FÅR SKÅRET EN STOR LUNS AF KURSMÅLET

Borerigselskabet Maersk Drilling er hårdt presset af kollapset i oliepriserne, og finanshuset Morgan Stanley har nu sænket sin anbefaling for aktien til ”ligevægt” fra ”overvægt". Kursmålet er samtidig reduceret voldsomt til 154 kr. fra 575 kr., skriver Bloomberg News.

Maersk Drilling-aktien taber 8,2 pct. til 130 kr., efter at aktien er blevet mere end halveret over den seneste måned.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis