ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieluk i USA: På weekend med rekorder - finans og energi trak op

USA's præsident Joe Biden mente fredag, at hans økonomiske plan "virker", efter at den amerikanske økonomi i juli skabte næsten 1 mio. nye job. Arkivfoto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
USA's præsident Joe Biden mente fredag, at hans økonomiske plan "virker", efter at den amerikanske økonomi i juli skabte næsten 1 mio. nye job. Arkivfoto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix Saul Loeb/Ritzau Scanpix

De amerikanske aktier endte fredag endnu engang i rekord efter en let stigning i det brede marked.

Det var de cykliske sektorer, som trak op efter en stærk jobrapport for juli. Den sendte dog også renterne i vejret, og derfor bakkede vækstaktierne i teknologisektorerne.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,2 pct. i forhold til torsdagens lukkerekord, og indekset satte dermed sin 45. rekord i 2021 i 4436,55 indekspoint, mens det sikrede sig et ugeplus på 0,9 pct.

Dow Jones vandt samtidig 0,4 pct. og sluttede i 35.208,64 point også 0,2 pct. over sin seneste rekord, mens Nasdaq-indekset derimod faldt tilbage med 0,4 pct. efter sin seneste top torsdag.

FREMGANG PÅ ARBEJDSMARKEDET

Fredagens fokus var først og fremmest på jobrapporten for juli fra det amerikanske arbejdsministerium. Den viste, at USA's økonomi skabte 943.000 job uden for landbruget mod ventede 850.000, ligesom arbejdsløsheden faldt til 5,4 pct. fra 5,9 pct. og mod spåede 5,7 pct.

Netop jobmarkedet har haltet i genåbningens økonomiske opsving med skuffende udviklinger de foregående måneder, og derfor reagerede investorerne med et løft af forventningerne til væksten og inflationen.

Udviklingen rykker dog også en reduktion i den amerikanske centralbank Federal Reserves (Fed) støtteopkøb, såkaldt tarering, nærmere, hvilket vil tjene til at lette låget på renterne, da banken for øjeblikket køber op for 120 mia. dollar hver måned.

– Dagens flotte beskæftigelsesrapport fremhæver et brølende opsving i arbejdsmarkedet og øger chancen for, at Fed neddrosler sine aktivopkøb før snarere end senere, siger Mike Bell, global strateg hos J.P. Morgan Asset Management, til Bloomberg News.

Der blev derfor fredag i USA solgt ud af obligationsporteføljerne, og den tiårige rente steg på den baggrund med 8 basispoint – den tredje dag med renteløft i rap.

TEKNOLOGI PRESSET – CYKLISK LØFTET

Højere renter er normalt ikke godt nyt for aktier. Det gælder særligt for vækstaktier, da investorerne i værdisætningen skal tilbageføre den fremtidige indtjening med en større rabat, og da vækstaktierne har en større andel af indtjeningen liggende længere ude i fremtiden.

Derfor faldt cyklisk forbrug da også med 0,7 pct., mens kommunikationsservice og it begge dyppede lidt i rødt.

Finansaktierne toppede omvendt med et plus på 2,0 pct. Stigende renter er især godt nyt for bankernes kerneindtjening på ud- og indlån.

Tre andre cykliske sektorer fulgte lige efter med fremgang til råvarer og materialer på 1,5 pct., et løft på 0,9 pct. til energiaktierne og et plus på 0,4 pct. til industri.

Blandt de store aktienavne var det især Amazon, Tesla, Apple og Nvidia, som trak ned. Amazon mistede 0,9 pct., Tesla faldt 2,2 pct., Apple bakkede 0,6 pct., og Nvidia satte sig 1,3 pct.

Omvendt blandede bankerne sig i topstriden på den positive side. USA's største af slagsen, JPMorgan Chase, vandt 2,8 pct., og nummer to, Bank of America, steg 2,9 pct. Tre og fire i rækken, Citigtroup og Wells Fargo, blev desuden løftet 2,0 og 3,8 pct.

ADVARER MOD CORONAVARIANTER

Regnskabssæsonen er stadig i gang, og både torsdag aften og fredag morgen blev blevet krydret med talnyt fra selskaberne.

Det store forsikringsselskab AIG vandt frem på sit regnskab med 4,7 pct., da investorerne glædede sig ovre bedre end ventet vækst og indtjening.

Rejsesitet Expedia faldt derimod 7,9 pct., da koncernen efter sit andet kvartal har advaret om fortsat usikkerhed omkring efterspørgslen på grund af væksten i coronasmitten fra virusvarianter. Konkurrenten Tripadvisor satte sig også 1,9 pct. efter sine tal.

Gaming- og bettingkoncernen Draftkings vandt omvendt 2,2 pct. på baggrund af en løftet salgsprognose.

Ellers var der hug til Novavax, der torsdag for anden gang udskød datoen for indsendelse af en ansøgning om godkendelse af sin coronavaccine i USA. Aktien smed 19,6 pct. på den konto.

Robinhood vandt til gengæld 7,9 pct., da de amerikanske børsmyndigheder foreløbigt har blokeret for, at insidere allerede nu kan sælge aktier i den nyligt noterede handelsplatform.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis