Zigzag. Det amerikanske aktiemarked har oplevet kraftige svingninger i denne uge med store stigninger mandag, reelle minusser tirsdag, og solide plusser onsdag.
Optimisme omkring genåbningen af økonomien og de amerikanske delstater og endnu en stigning i olieprisen skabte onsdagens optimisme.
Det brede S&P 500 vandt derfor frem med 1,7 pct., mens Dow Jones-indekset steg 1,5 pct. Bedst gik det for Nasdaq, som blev løftet med 2,1 pct. Teknologi-indekset er nu kun 4,5 pct. fra sin seneste rekord den 19. februar, og det har vundet tilsvarende siden nytår.
- Det er næsten som om, vi kompenserer for det sene udsalg tirsdag. Der er optimisme, da vi fortsat ser overskrifter om, at delstater åbner op, så der er en erkendelse af, at økonomien vil genåbne ganske snart, sagde Ryan Detrick, senior markedsstrateg hos LPL Financial, til Bloomberg News.
Tirsdag vendte markedet fra et lille plus på 0,3 pct. til et fald på 1,1 pct., da der kom kritik af biotekselskabet Modernas ellers positive forsøg med en coronavaccine, som ellers havde løftet markedet med 3,2 pct. mandag.
CYKLISKE AKTIER I GALLOP
Med genåbning på agendaen var det onsdag de cykliske aktier, som klarede sig bedst - på håbet om, at den økonomiske aktivitet snart vil løfte sig.
I toppen var energiaktierne, som vandt frem med 3,8 pct. Olieprisen steg for femte dag i træk i USA til 33,55 dollar per tønde, og olien er den korte periode gået op med 33 pct. Derfor var det også de store olieselskaber, der trak igennem et plus til Exxon Mobil på 3,3 pct., et plus til Chevron på 3,8 pct. og et plus til Conocophillips på 3,5 pct.
Der var også flotte fremgange til tre andre cykliske sektorer. Finans vandt frem med 2,2 pct., da bankerne gik op, mens industriselskaberne steg 1,8 pct., og råvarer og materialer blev løftet 1,6 pct.
Facebook I REKORDKURS
Kommunikationsservice klemte sig dog ind i toppen med en fremgang på 2,7 pct. Her var fokus især på Facebook. Koncernen kundgjorde tirsdag aften lanceringen af en ny handelsplatform, Shops, der skal konkurrere med Amazon og Ebay.
Aktien i verdens sociale medie steg derfor med 6,0 pct. til rekordniveauet 229,97 dollar, men også Googles ejer, Alphabet, i samme sektor gik frem med 2,4 pct.
Trods nyheden fra Facebook vandt Amazon 2,0 pct. - den sjette plusdag i træk - mens Ebay også løftedes 0,7 pct.
I it-sektoren, som steg 2,1 pct., var der også masser af grønt. Apple trak op med 1,9 pct., mens Microsoft vandt 1,1 pct., og chipkæmpen Intel steg 4,7 pct.
Samtidig var der pæn kursfremgang inden for betalingssystemer, da kreditkortkæmperne Mastercard og Visa vandt 2,8 og 2,4 pct., mens Paypal gik op med 3,8 pct.
KØBER BILLIGERE VARER
På regnskabsfronten lagde lavpriskæden Target sine tal for første kvartal frem. De blev ikke belønnet, da aktien faldt med 2,9 pct. På de overordnede linjer så tallene ellers fine ud med en fremgang i det sammenlignelige salg på 10,8 pct. mod ventede 7,5 pct. Men ligesom mange andre dagligvarekoncerner har nedlukningen betydet et ændret købemønster med fokus på billigere varer, og derfor endte bruttomarginen på 25,1 pct. mod ventede 29,6 pct., ifølge Bloomberg News.
Byggemarkedskæden Lowe's steg dog beskedne 0,1 pct. efter sine tal, da det sammenlignelige salg steg 11,2 pct. i kvartalet mod 3,5 pct. i første kvartal sidste år. Ifølge Bloomberg News var der ventet en stigning på 4,0 pct.
- Der er en konsensus omkring det faktum, at selskaber kan tilpasse sig til pandemien, men på bekostning af en smule højere omkostninger, lød det fra chefanalytiker Michael Hewson fra CMC Markets, over for The Wall Street Journal.
Medicinalgrossisten KcKesson steg også 1,2 pct., selv om prognosen for andet kvartal skuffede. Første kvartal var dog bedre end ventet med en justeret indtjening pr. aktie på 4,27 dollar mod konsensus på 4,09 dollar, ligesom omsætningen på 58,54 mia. dollar slog forventningen på 55,57 mia. dollar.
/ritzau/FINANS