ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieluk i Europa: Novo-konkurrent til vejrs på grøn dag efter topchefnyt

Franske Sanofi, der konkurrerer med danske Novo Nordisk, endte fredag som en af de mest stigende aktier i det brede europæiske Stoxx 600-indeks, efter at medicinalselskabet satte navn på sin nye topchef.

Det bliver briten Paul Hudson med en fortid hos Novartis, der 1. september sætter sig i hjørnekontoret hos Sanofi, når den nuværende administrerende direktør, Olivier Brandicourt, går på pension.

- Vi er meget glade for, at Paul Hudson har sagt ja til at blive en del af Sanofi. Hans kompetencer og erfaringer giver ham alle de aktiver, som han har brug for til at accelerere vækst og lede gruppens tilpasning til nye strategiske udfordringer, specielt inden for områderne forskning og udvikling og digitalt, siger Serge Weinberg, der er bestyrelsesformand i Sanofi, i en meddelelse.

Oven på nyheden steg Sanofi-aktien 4,8 pct. til 78,59 euro, på en fredag hvor der var god stemning omkring de europæiske aktier. Det britiske FTSE 100-indeks steg 0,9 pct., mens det tyske DAX-indeks steg 0,7 pct., og det franske CAC 40-indeks øgede 1,6 pct.

Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks steg 0,9 pct., og i bunden af indekset endte danske Novozymes med et fald på 6,7 pct. til 306,10 kr.

Enzymproducenten nedjusterede torsdag aften sine forventninger til 2019, efter at dårlige vejrforhold har været med til at udfordre selskabet. Der ventes nu en organisk salgsvækst på 1-3 pct. i 2019 mod tidligere 3-5 pct.

Der var anden gang i år, at Novozymes nedjusterede sine finansielle forventninger.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis