ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning: Mærsk bidrager mest til den gode stemning

Arkivfoto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix

Det danske eliteindeks sendes i grønt fra åbningen mandag, hvor Mærsk-aktierne sammen med GN indtager toppen af indekset. I den modsatte ende roder ISS-aktien rundt i bunden med et fald på 2,9 pct. til 98,42 kr. uden umiddelbart bagvedliggende nyt.

Samlet set stiger eliteindekset efter kort tids handel med 1,1 pct. til 1252,89, og dermed følger det danske marked den positive stemning, som herskede i USA og Europa fredag - hvor det danske marked holdt lukket på grund af store bededag - samt plusser i den asiatiske handel mandag.

Det er blandt andet nyt om lempede restriktioner og genåbningen af detailsektoren og skoler i flere lande, som giver investorerne fornyet håb.

En række kursmålsjusteringer er mandag med til at sætte fokus på blandt andet Rockwool og Mærsk, mens der blandt sidepapirerne er fokus på SAS efter fredagens trafiktal.

Mandag fragår udbytte i Coloplast-aktien på 5 kr. Aktien stiger dog alligevel 0,1 pct. til 1053 kr. kort inde i dagens handel.

ANALYTIKERJUSTERINGER I HOBEVIS

Siden det danske marked gik på tidlig weekend torsdag, har en lang række analytikere kigget nærmere på danske selskaber og fundet anledning til at justere på deres kursmål.

Blandt andet har transport- og logistikgiganten DSV Panalpina fået hævet kursmålet hos Jefferies til 800 kr. fra 750 kr.

Anbefalingen "køb" bliver gentaget. DSV-aktien stiger 2,3 pct. til 708,60 kr.

Rockwool får sænket kursmålet for sin aktie til 1700 kr. fra 1850 kr. hos svenske Handelsbanken. Anbefalingen af aktien fastholder banken på "køb". Også Jyske Bank har sænket kursmålet for aktien til 1700 kr. fra 1950 kr. Banken anbefaler fortsat "køb".

Isoleringsaktien stiger 1,9 pct. til 1457 kr. Rockwool fremlægger onsdag eftermiddag i denne uge tal for første kvartal.

Kursmålet for aktien i A.P.Møller-Mærsk blev sent torsdag sænket med 16 pct. til 7100 kr. fra førhen 8500 kr. af finanshuset DNB Markets.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold".

Mærsk B-aktien stiger 2,3 pct. til 6496 kr.

NNIT har fået løftet sit kursmål hos Danske Bank med en tier til 120 kr. fra 110 kr. Anbefalingen er uændret "hold". Aktien stiger 2,2 pct. til 114 kr.

Nilfisk, som senere på ugen kommer med regnskab for første kvartal, får sænket sit kursmål hos Danske Bank til 80 kr. mod tidligere 85 kr. Anbefalingen af aktien er fortsat "sælg".

Nilfisk-aktien stiger 1,8 pct. til 92,50 kr.

DNB skærer en luns af sit kursmål for Drilling-aktien, så det nu hedder 200 kr. mod tidligere 250 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Mærsk Drilling nedjusterede torsdag sine forventninger til 2020 og meddelte, at det vil afskedige yderligere 150 til 170 ansatte. Mærsk Drilling venter for 2020 nu et driftsresultat, EBITDA, før særlige poster på 250-300 mio. dollar.

Aktien går frem med 1,2 pct. til 152,70 kr.

Kursmålet for aktien i sikkerhedskoncernen G4S blev torsdag sænket med mere end 50 pct. til 115 pence fra førhen 240 pence af investeringsbanken Jefferies.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb". Fra handelsstart mandag falder aktien 3,1 pct. til 8,10 kr.

Kursmålet for aktien i D/S Norden blev torsdag løftet med 20 pct. til 98 kr. fra førhen 81 kr. af finanshuset DNB Markets.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold". Aktien stiger 2,6 pct. til 90,90 kr.

Alle analytikerændringer fremgår af data fra Bloomberg News.

REGNSKAB FRA SPAREKASSE

Sparekassen Sjælland-Fyn offentliggør mandag regnskabstal for første kvartal af 2020.

Sparekassen venter for 2020 et resultat før skat i niveauet 170-210 mio. kr.

Selskabet nedjusterede den 22. april forventningerne med reference følgerne af Covid-19 pandemien fra et oprindeligt ventet overskud på 230-270 mio. kr.

Inden regnskabets offentliggørelse falder aktien 0,8 pct. til 77 kr.

Også SAS er i fokus, efter at selskabet fredag offentliggjorde trafiktal for april. Antallet af passagerer i SAS-flyene faldt i april med 95,7 pct. sammenlignet med samme måned sidste år på grund af coronavirus.

I løbet af april fløj selskabet blot med omkring 95.000 passagerer, hvilket er markant mindre end april sidste år, hvor omkring 2,1 millioner rejste med et fly, hvor der stod SAS på.

SAS-aktien stiger 1,2 pct. til 6,19 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis