ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktie-støj stækker ISS' mulige børsdebut

Det har aldrig været sværere at børsnotere ISS. En vellykket notering kræver et stabilt marked for en defensiv aktie som servicegiganten ISS vil være, men det er langt fra det, aktiemarkedet er netop nu.

Pandora-floppet, Carlsbergs overraskende omdiskuterede nedjustering, en tvivlsom notering af TDC, Zealand Pharma og Cimber Sterling samt den generelle mistillid i markedet ødelægger alt.

"Der er ingen tvivl om, at en række uheldige noteringer som TDC, Zealand Pharma og Cimber Sterling vil udløse krav om en rabat blandt nye investorer, hvis man noterer ISS," siger Søren Løntoft Hansen, ISS-analytiker i Sydbank.

Vurderingen kommer på dagen, hvor ISS fremlagde et regnskab for andet kvartal, der viste en vækst i omsætningen på 1 mia. kr. til 19,6 mia. kr., mens driftsresultatet voksede til mere beskedent til 1,2 mia. kr.

Sydbanks analytiker mener, at skal en aktie som ISS klare sig på aktiemarkedet, skal markedet være stabilt. Og en rabat vil kun forværre afkastet for ISS-ejerne.

Som dagbladet Børsen skrev tidligere i august står ejerne, EQT og Goldman Sachs overfor at tabe penge ved en notering af selskabet, da man beregner en sådan rabat i et uroligt marked til 10-15 pct.

Læs:ISS-ejere har hovedet under vand

En analytiker, der ikke ønsker sit navn frem, er enig i, at striben af negative nyheder fra det danske aktiemarked er slemt for ISS.

"Det danske aktiemarked har generelt nydt stor tillid i udlandet, men de uheldige noteringer og ikke mindst Carlsbergs overraskende nedjustering, som de burde have advaret om, var på vej, har svækket tilliden," siger analytikeren.

90 mio. brugt på børsnotering

I ISS er der betalt 90 mio. kr. for hele processen bag en kommende notering, skriver selskabet i sit regnskab for andet kvartal.

Her melder topchef Jeff Gravenhorst sig klar:

"I juni forlængede vi succesfuldt løbetiden på vores gæld, hvilket giver ISS og dets ejere bedre operationel fleksibilitet og fuld mulighed for at genoptage børsnoteringsprocessen når favorabelt," lyder det fra Jeff Gravenhorst.

Stramme offentlige budgetter primært i Europa er ikke godt for servicegiganten ISS. Slet ikke i en tid, hvor selskabet vil børsnoteres med et godt afkast til sine ejere, EQT og Goldman Sachs.

"Gældskrisen kan give et tilbageskridt i antallet af offentlige opgaver for et serviceselskab som ISS, hvilket vil ramme dem negativt. Mange stater vil forsøge at begrænse de offentlige udgifter," siger Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.

Nye storkunder


Til gengæld udgør en stribe store private kunder hovedparten af de nye storkunder, ISS har fået i hus i andet kvartal 2011.

Se regnskabet her

Her har selskabet skrevet kontrakter om en lang række serviceopgaver med store selskaber. Her i blandt 23 lufthavne i Indien, Phillip Morris International, Tesco, Carlsberg, GM og Johnson & Johnson.
Og på længere sigt vil gældskrisen igen give ISS medvind på det offentlige område, vurderer Sydbank analytikeren.

"Det offentlige vil formentlig i stigende grad benytte sig af outsourcing til at reducere deres omkostninger, mens man vil forsøge at fastholde serviceniveauet. Derfor kan ISS opleve en fremgang i antallet af offentlige opgaver," forudser Sydbank-analytikeren. 

Men nu og her venter han, at det vil være negativt for ISS.

Vækst i første halvår

ISS noterede sig fremgang i første halvår af 2011 med vækst på omsætning og indtjening. Væksten sker på både nye markeder samt på de etablerede markeder.

"Vi har fordoblet vores organiske vækstrate fra 3 pct. til 6 pct.  i de første seks måneder i 2011 i forhold til samme periode i 2010. Og vi har fuldt ud transformeret ISS fra at være en virksomhed, hvor væksten er drevet af opkøb til at være en virksomhed drevet af organisk vækst," lyder meldingen fra Jeff Gravenhorst.

Læs:tidligere artikler om ISS her

Se virksomhedsfakta om ISS her


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis