Afghanistans regering anmoder europæiske lande om at suspendere hjemsendelsen af afviste, afghanske asylansøgere.
Det skyldes, at Taliban-militsen er i offensiven samtidig med, at de udenlandske styrker trækker sig ud af Afghanistan.
Volden er øget. Det samme er usikkerheden.
Desuden er der en øget smitte med covid-19.
Regeringen anmoder om, at hjemsendelsen suspenderes i tre måneder.
Meddelelsen er kommet lørdag fra Afghanistans Ministerium for Flygtninge og Repatriering.
I meddelelsen står, at den tre måneder lange periode begyndte den 8. juli.
Der står også, at regeringen er bekymret for, at der bliver flere og flere internt fordrevne afghanere på grund af situationen.
Det kan føre til, at flere afghanere forlader deres land. De vil søge til andre lande for at søge asyl.
I øjeblikket sender flere europæiske lande afviste afghanske asylansøgere tilbage til Afghanistan.
Det gælder blandt andet Tyskland.
Onsdag ankom 27 afghanske mænd til Kabul efter at være udvist og deporteret fra Tyskland.
Det var gruppe nummer 40 af udviste afghanere, som Tyskland har fløjet tilbage siden december 2016.
Tyskland har hjemsendt i alt 1104 afviste asylansøgere fra Afghanistan.
De tyske hjemsendelser har været kontroversielle.
Kritikere siger, at det er for farligt at sende afghanerne tilbage til det krigshærgede land.
Den amerikansk-ledede internationale styrke begyndte at trække sig ud den 1. maj.
Det har efterladt landet i stor usikkerhed om fremtiden.
Afghanistan har været skueplads for krig i de seneste fire årtier.
Alle danske soldater er trukket ud af landet.
/ritzau/dpa