På en uge gik tyske Wirecard fra at være en af Tysklands største teknologiske erhvervssucceser til at være en af landets største erhvervsskandaler, der kulminerede med anholdelsen af den tidligere topchef Markus Braun, inden bestyrelsen erklærede selskabet insolvent og bad en domstol i den bayerske hovedstad om at rekonstruere Wirecard.
I den periode mistede selskabets aktionærer over 100 mia. euro, da kursen faldt fra 104,5 euro til under 2 euro.
Markus Braun stod i spidsen for Wirecard i 18 år, men forlod selskabet med øjeblikkelig virkning forrige fredag, efter at selskabets revisor, EY, ikke kunne finde 1,9 mia. euro, omtrent 14,2 mia. kr., der ellers var bogført i selskabets kontantbeholdning.
Det skete samtidig med, at Wirecard kæmpede for at levere et færdigt 2019-regnskab før fredag. Hvis ikke det skete, kunne selskabets banker kræve lån for 2,1 mia. euro førtidsindfriet.
Mandag indrømmede Wirecard, at de 1,9 mia. euro i kontanter formentlig aldrig har eksisteret, og at man reelt ikke vidste, hvor stor selskabets forretning er uden for Europa.
Samtidig åbnede den tyske anklagemyndighed en efterforskning af selskabet og udstedte en arrestordre på Markus Braun for at have bogført salg, der aldrig fandt sted og kontanter, der enten er fri fantasi eller var deponeret på Wirecards konti af kunder og forretningspartnere for at gøre selskabet mere attraktivt for investorerne.
Senere på ugen kunne Financial Times, der har efterforsket det tyske betalingsselskab siden 2015, afsløre, at selskabets revisor, EY, ikke har bedt om dokumentation på selskabets bogføring i tre år, mens det tyske finanstilsyn, Bafin, var blevet advaret om Wirecards regnskabsføring sidste år.
Inden det kom så langt, og mens Wirecards revisorer ledte efter de forsvundne milliarder i selskabets bøger, havde den detroniserede topchef solgt ud af sine aktier i selskabet for 1,1 mia. kr.
Dermed ser historien om Wirecards storhed og fald ud til at være endnu en erhvervsskandale i rækken, hvor der er blevet fiflet med salgstal og regnskabsbøger, uden at revisorer, investorer eller myndigheder har anet uråd, fordi de ikke kiggede godt nok efter.
Wirecards grundlæggende forretningsmodel er clearing af kreditkort og gennemførsel af betalinger med kreditkort og debetkort for kortudstedere, som blandt andet danske Nets også gør.
Ifølge Wirecards regnskab for de første tre kvartaler af 2019 havde selskabet på ni måneder faciliteret betalinger for 124 mia. euro. Selskabet ejer desuden en bank i München, der har licens fra Visa og Mastercard til at stå for indsamlingen af kreditkortbetalinger og sende pengene videre til de butikker og andre, der skal modtage betalingerne.
Wirecard har dog ikke den samme licens uden for Europa, og her har man outsourcet opgaven til underleverandører, som ifølge Financial Times står for halvdelen af alle betalinger, som Wirecard gennemfører.
Skandalen er eksploderet den seneste uge, men Wirecard har flere gange haft problemer med sine regnskaber, efter at whistleblowere for halvandet år siden hævdede, at selskabet snød med dets regnskaber.
Efterfølgende har den britiske finansavis Financial Times efterforsket Wirecard og afdækket selskabets utraditionelle forretningsmodel. Selskabets detroniserede topchef, Markus Braun, har offentligt kritiseret Financial Times for avisens efterforskning af Wirecard, men de vedholdende spørgsmål omkring selskabets metoder tvang ikke desto mindre selskabets bestyrelse til at få revisionshuset KPMG til at gennemføre en seks måneder lang uafhængig undersøgelse af selskabet.
Ifølge KPMG-rapporten, der blev offentliggjort i april, anvender Wirecard 100 underleverandører i 60 forskellige lande til at indsamle betalinger i de lande, hvor man ikke selv har licens. Imidlertid står tre underleverandører for den “altovervejende del” af Wirecards indtægter fra den kanal.
KPMG-rapporten slog ifølge Financial Times fast, at “broderparten” af Wirecards indtægter i 2016-2018 kom fra underleverandørerne, som afregnede med Wirecard gennem koncernens datterselskaber i Dublin, Dubai og München. Den britiske finansavis skrev allerede i efteråret, at omsætningen i datterselskaberne i Dubai og Dublin muligvis var kunstigt “oppustede”.
KPMG navngav ikke de tre centrale underleverandører, der leverede den største del af indtjeningen i Wirecard, men Financial Times har identificeret selskaberne som Al Alam Solutions, der har til huse i stort set tomme kontorlokaler i Dubai, Payeasy Solutions, der deler kontor med et busselskab i Manila på Filippinerne, og Senjo, der er en del af selskabet Singapore Payments Group.
Rapporten afslørede også, at Wirecard stolede blindt på de regnskabstal, man fik oplyst fra samarbejdspartnere, og at KPMG efter at have brugt seks måneder på at endevende Wirecards forretning ikke kunne bekræfte, at Wirecards filippinske samarbejdspartner var et aktivt selskab. Årsagen var, ifølge Financial Times, manglende samarbejdsvilje fra Wirecards underleverandører.
Forbindelsen til Filippinerne, eller manglen på samme, skulle senere vise sig at blive afgørende i Wirecards kollaps i de seneste dage.
Ifølge selskabets meddelelse 18. juni manglede pengene på konti i to asiatiske banker, som skulle være blevet brugt af Wirecard og selskabets kunder til at deponere betalinger og garantier.
Kontiene skulle være administreret af et filippinsk advokatfirma, som det tyske selskab havde udpeget. Den tyske avis Süddeutsche Zeitung afslørede, at de to banker var filippinske BDO Unibank og Bank of the Philippine Islands, og begge banker afviste blankt at kende til de manglende penge, at kontiene nogensinde var blevet oprettet, eller at Wirecard overhovedet var kunde i banken. Tilmed trådte den filippinske nationalbank til med en melding om, at Wirecards penge aldrig havde befundet sig på Filippinerne.
“Det lader til, at en ansat handlede på egen hånd … og skabte den falsk information, uden at nogle beløb reelt kom ind eller ud. Vores navn er blevet brugt,” sagde topchef Nestor Tan fra BDO Unibank til Financial Times, inden han fortsatte:
“Vi kender ikke disse mennesker. Vi ved ikke, hvad det er, der sker. Vi ved ikke engang, hvordan de er kommet til at bruge vores navn. De her konti eksisterer ikke. Sådan er det.”
Kort tid efter trådte Markus Braun tilbage. Han meldte sig selv til politiet i München mandag aften, efter at de tyske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og et par dage senere meldte hele selskabet sig så ved en domstol i Bayerns hovedstad.
Markus Braun blev løsladt mod kaution, men hans rolle i selskabet er formentlig udspillet definitivt med bestyrelsens udmelding om rekonstruktion og insolvensbegæring.
Til gengæld er fremtiden uvis for, hvad der skal ske med selskabet og dets kontrakter. For selvom selskabets kontantbeholdning har været kunstigt oppustet, har Wirecard stadig en betydelig ordrebog med kontrakter på at håndtere betalinger for blandt andre Lidl, Aldi og omkring 100 flyselskaber.
Nu skal en tysk domstol udpege en administrator, der skal stå for restruktureringen af selskabet, og de 15 banker, der har lånt selskabet over 1,75 mia. euro, kan under tysk lov få en hvis indflydelse på, hvad der skal ske med Wirecards aktiver. Men skandalen står også til at blive en politisk varm kartoffel både i Tyskland og i EU, der vil undersøge, hvorfor det tyske finanstilsyn ikke opdagede uregelmæssighederne til trods for, at man blev advaret.
Selskabet har balanceret på randen af katastrofer flere gange. Allerede i 2008 langede den tyske aktionærforening ud efter selskabets bogføringsmetoder, og siden da har Wirecards bogføring og ekspansion i Asien tiltrukket sig opmærksomhed, da selskabet har opført sig alt andet end almindeligt.
Undervejs har skiftende investorer, inklusiv hedgefonde, advaret om, at Wirecard overdrev vækstrater og salgstal, og i 2015 begyndte Financial Times en serie kritiske artikler om selskabets forretning under titlen “House of Wirecard”, som fik selskabet og Markus Braun til at ligge i åben slagveksling med den britiske finansavis.
Betalingsselskabet blev børsnoteret ad bagdøren ved at opkøbe et falleret callcenter-firma i 2005, og året efter købte man en lokal bank i München, der gjorde Wirecard til noget så usædvanligt som både bank og betalingsselskab og gjorde det svært for investorer og tilsyn at finde den rigtige bås at putte selskabet i.
Selskabet levede en beskeden tilværelse indtil for små ti år siden, hvor opkøbet af mindre betalingsselskaber i Asien begyndte og satte gang i selskabets vækst. Væksten kulminerede i 2018, hvor Wirecard overtog Commerzbanks plads i det tyske DAX 30-indeks.
I slutningen af januar 2019 blev det tyske finanstilsyn Bafin af en whistleblower gjort opmærksom på, at der var “uregelmæssigheder”, og det er det forløb, som EU-Kommissionen så sent som fredag annoncerede, at man vil undersøge.
“Det er en katastrofe, vi ser på. Det er beklageligt, at sådan noget er sket. Det starter med at se ud som en ledelse, der har fejlet på trods af mange hentydninger til at afdække fakta,” udtalte Felix Hufeld, der er chef i det tyske finanstilsyn, under en paneldebat, ifølge Bloomberg.
Valdis Dombrovskis, der er EU-Kommissionens næstformand med ansvar for finansiel stabilitet og regulering, sagde i går til Financial Times, at han har bedt EU om at undersøge Bafins håndtering af Wirecard, og varslede, at EU skal være klar til en formel undersøgelse af den tyske finanstilsynsmyndighed for “brud på unionens love”.
ESMA, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, har i første omgang fået indtil midten af juli til at finde mangler i, hvordan det tyske tilsyn holdt Wirecard i ørerne. Bafin er også direkte tilsynsmyndighed med Wirecard Bank.
Bafins direktør, Felix Hufeld, har ifølge Financial Times tidligere i denne uge erkendt, at en lang række af private og offentlige instanser, herunder Bafin, måske ikke har været effektive nok i forhold til at forhindre den “komplette katastrofe” i Wirecard.
