ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Veto-trussel venter Sass Larsen i bankforhandlinger

Et vanskeligt forhandlingsforløb venter Henrik Sass Larsen (S) som erhvervs- og vækstminister. Med ministerposten overtager han rollen som forhandler af nye skrappe krav til landets største banker og finansinstitutter.

Allerede nu har det udviklet sig til et sprængfarligt forløb, og det gør det vanskeligt at få de såkaldte SIFI-krav til at falde i hak. Omdrejningspunktet for forhandlingerne, er at man ønsker at stille skrappere krav de banker, der er for store til at Danmark kan klare, at de går ned.

Højre og venstre fløjen trækker i hver sin retning, og særligt De Konservatives erhvervsordfører Brian Mikkelsen er på krigsstien.

 

Vil smide vetokort


Før sommerferien gjorde han det således klart, at han er klar til at smide vetokortet, hvis forhandlingerne munder ud i, at der stilles skrappere kapitalkrav til danske banker end udenlandske, og han vil heller ikke acceptere, at Danmark er foregangsland på området.

"Jeg startede selv processen som økonomi- og erhvervsminister. Det var mig, der fandt på, at vi skulle have nogle SIFI-banker i Danmark, men det vil være et problem, at man stiller så skrappe krav til dem i forhold til udenlandske banker, at de ikke vil låne penge ud," sagde Brian Mikkelsen til Børsen Finans.

I er simpelthen villige til at gå ind og blokere?


"Ja. Det er klart vores budskab, og det betyder, at erhvervs- og vækstministeren ikke kan gøre noget, for vi er forligsparti på det," lød det fra Brian Mikkelsen.

Del af forligskredsen


Og siden har han flere gange gentaget sit synspunkt. Som en del af forligskredsen bag bankpakkerne er det muligt for De Konservative at gå ind og blokere for ændringer på området, og det vil betyde, at regeringen først vil kunne få SIFI-kravene igennem efter et kommende valg.

Læs også:De Konservative nedlægger veto mod nye bankregler

Heller ikke Venstre er endvidere positivt stemt over for alt for stramme krav.

Så sent som i dagens udgave af Berlingske, ser det ud til at forhandlingsforløbet kan tage en ny drejning. I hvert fald åbner Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht for, at man i stedet vil kigge mod venstrefløjen, efter at Enhedslistens Frank Aaen er ude og sige, at de da meget gerne vil lave en aftale med nogle skrappere kapitalkrav sammen med regeringen.

"Jeg er glad for, at Enhedslisten melder sig på banen. Vi holder fast ved større og skrappere kapitalkrav til SIFI-bankerne. Jo større bank, jo skrappere krav. Det vil sige hårdere krav til Danske Bank end de øvrige.

Politik
Niels Lunde: Henrik Sass Larsens fem udfordringer
Bankerne splittede


Samtidig med at politikkerne er splittede om spørgsmålet, hersker der også uenighed blandt bankerne.

Hos Nordea mener man, at kravene bare skal indføres hurtigst muligt.

"Vores holdning til den konkrete diskussion er, lad os nu komme i mål med det. Anbefalingerne fra det danske SIFI-udvalg er fint i tråd med, hvad vi oplever andre steder. Der er nogle nuancer mellem landene, men det vil der jo altid være," sagde chefen for Nordea Danmark Anders Jensen i sidste måned til Børsen.

Men hos eksempelvis Nykredit ser man derimod ganske anderledes på sagen. Her mener topchef Peter Engberg Jensen, at SIFI-kravene kommer til at koste dansk vækst.

"Det er åbenbart, at der i en periode, hvor det finansielle system skal tilpasses, ikke er de samme udlånsmuligheder og dermed de samme muligheder for vækst," har Peter Engberg sagt ved en høring om emnet på Christiansborg.

Det er et udvalg under Erhvervs- og Vækstministeriet, der har fremsat et forslag til, hvorledes SIFI-kravene til de systemisk vigtige finansielle institutter skal skures sammen. Udvalget, der har professor Michael Møller i spidsen som formand, fremlagde sit udspil i foråret, og siden har den politiske diskussion bølget frem og tilbage.

Den nu forhenværende erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) forsøgte før sommerferien at sætte gang i forhandlingerne, men det endte med et sammenbrud, før end de var kommet i gang. Det endte blandt andet med, at Venstres finansordfører Peter Christensen kaldte forhandlingerne for de mest amatøragtige, han havde deltaget i som politiker.

Læs også:Stramme bankregler udskudt - forhandlinger brudt sammen

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis