ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Thomas Borgen stopper: "Danske Bank har ikke levet op til sit ansvar"

Thomas F. Borgen stopper som topchef i Danske Bank i kølvandet på den estiske hvidvaskskandale.

Det oplyser Danske Bank onsdag morgen. Ifølge banken har Borgen "i dag meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling i Danske Bank". Det sker samtidig som banken fremlægger konklusioner på de interne undersøgelser af mistænkelige transaktioner og kunder i afdelingen i Estland fra 2007 til 2015.

Finans
Ratingkæmpe: Hvidvasksag i Danske Bank kan skade Danmarks kreditvurdering
”Det er åbenlyst, at Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar i sagen om mulig hvidvask i Estland. Det beklager jeg dybt. Selvom den eksterne advokatundersøgelse konkluderer, at jeg har levet op til mine juridiske forpligtelser, mener jeg, det rigtige for alle parter er, at jeg fratræder," siger Thomas Borgen i en kommentar:

"Som adm. direktør har jeg det ledelsesmæssige ansvar for det, der foregår i banken, og det tager jeg naturligvis på mig. Det har gennem et stykke tid været klart for mig, at det vil være det rigtige, men når jeg ikke har truffet beslutningen tidligere, er det fordi jeg har følt et ansvar for at lede banken igennem denne krævende periode frem mod fremlæggelsen af undersøgelserne."

Andersen: Har løbende drøftet situationen

Thomas Borgen fortsætter i stillingen som adm. direktør, indtil en ny direktør er udnævnt, ifølge Danske Bank.

”Det er med beklagelse, at vi skal sige farvel til Thomas Borgen. Vi har naturligvis løbende drøftet situationen, og jeg deler hans vurdering og respekterer hans beslutning, som jeg er enig i, er den rigtige. Thomas Borgen har ydet en stor indsats for banken gennem mange år - ikke mindst de seneste fem år, hvor han som adm. direktør har været drivkraften bag den transformation og fremgang, som banken har oplevet. Danske Bank står generelt i en helt anden og stærkere position i dag end da han blev udnævnt," lyder det fra bestyrelsesformand Ole Andersen.

I ét år har Danske Banks Compliance Incident Management Team, hvor Jens Madsen, tidligere chef for SØIK og PET, er chef, undersøgt kunder og transaktioner i den estiske filial fra 2007 til 2015.

"Undersøgelsen konkluderer, at hverken bestyrelsen, bestyrelsesformanden eller den adm. direktør har misligholdt deres juridiske forpligtelser over for banken," skriver Danske Bank.

Flere rådgivere bistår banken i arbejdet. Bl.a. har Bruun & Hjejle ledet og ført tilsyn med undersøgelserne samt udarbejdet rapporten om undersøgelserne. Dataanalyse-softwarevirksomheden Palantir Technologies leverer en dataanalyseplatform, mens konsulentfirmaerne PwC og EY har assisteret med kriminalteknisk erfaring.

Direktionsmedlem trak sig

Danske Banks hvidvasksag eksploderede i marts sidste år, da Berlingske sammen med en række internationale medier, kunne fortælle, at 7 mia. kr. var hvidvasket gennem filialen i Estland. 

Finans
Afgørelsens time nærmer sig for Danske Bank: Få overblikket over hvidvasksagen
Sagen har bl.a. ført til en sønderlemmende kritik fra Finanstilsynet af ledelsens og bestyrelsens håndtering af sagen. I forbindelse med offentliggørelsen trak Finanstilsynets formand og bankens tidligere finansdirektør, Henrik Ramlau-Hansen, sig fra sin formandspost. 

Derudover opsagde Lars Mørch, som bl.a. har haft ansvaret for storbankens baltiske afdeling, sin stilling.

Men det er ikke kun Danske Banks egen undersøgelse, der tager hvidvasksagen under lup. Også SØIK, i daglig tale Bagmandspolitiet, har påbegyndt en strafferetlig efterforskning af Danske Bank for mulige lovovertrædelser i forbindelse med hvidvask ligesom også Estland har indledt en strafferetlig efterforskning af sagen.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis