ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sveriges regering afviser, at banker kan betale udbytte i 2021

De svenske banker står på spring for at udbetale udbytte til aktionærerne. Men den svenske regering er afvisende

Den svenske regering mener, at bankudbytter er en dårlig idé. Arkivfoto: Andrey Rudakov/Bloomberg
Den svenske regering mener, at bankudbytter er en dårlig idé. Arkivfoto: Andrey Rudakov/Bloomberg

Den svenske regering advarer nu landets banker om, at de ikke skal forvente at kunne udbetale udbytter til aktionærerne i 2021 på grund af den fortsatte økonomiske usikkerhed. Det skriver Bloomberg.

Bankerne er nødt til at være tilbageholdende

Per Bolund, finansmarkedsminister

“Vi vil ikke være i stand til at acceptere udbytter, som kan have en negativ effekt på muligheden for også at have et stærkt udlån i 2021,” siger finansmarkedsminister Per Bolund i et interview med Bloomberg.

“Bankerne er nødt til at være tilbageholdende og ikke have travlt med at lave den slags løfter, indtil vi ved mere,” fortsætter han.

De svenske storbanker har ellers alle sagt, at de har rigeligt med kapital, og at de derfor gerne vil genoptage udbetalingen af udbytter. Noget, de mener, de sagtens er i stand til, samtidig med at de kan håndtere både et stigende udlån og nedskrivninger på grund af coronapandemien.

I foråret meddelte EU's bank- og forsikringstilsyn, at alle banker og forsikringsselskaber burde afstå fra at udbetale udbytter som følge af coronapandemien. Det blev senere fastslået på et møde i det europæiske systemiske risikoråd i juni, at alle banker og forsikringsselskaber bør afstå fra at give aktionærerne udbytte i resten af 2020.

Der er dog tale om en henstilling. I Danmark valgte Tryg for nyligt at udbetale et udbytte på 1,6 mia. kr. til aktionærerne, selv om forsikringsselskabet helt specifikt var blevet bedt af Finanstilsynet om ikke at udbetale et udbytte.

I praksis har den svenske regerings udmelding primært betydning for SEB, Handelsbanken, Swedbank og investeringsbanken Carnegie. Nordea har nu hovedsæde i Helsinki og er dermed omfattet af regler i Finland og eurozonen.

I Danmark måtte blandt andre Danske Bank og Nykredit modstræbende droppe at udbetale et udbytte for regnskabsåret 2019. I Danske Banks situation er der dog i bedste fald tale om meget beskedne udbyttemuligheder, da banken ifølge analytikerestimaterne i år vil tjene knap 4,1 mia. kr., mod 15,1 mia. kr. i 2019.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis