Den svenske fintech-virksomhed Trustly, der udvikler og driver systemer til e-handel og konto-til-konto-overførsler, er på vej mod en børsnotering.
Det bekræfter hovedejeren, kapitalfonden Nordic Capital, over for Børsens svenske søsteravis, Dagens Industri.
“Lige siden Nordic Capital købte Trustly og blev majoritetsejer for tre år siden, har investorer banket på døren. Trustly har trykket på gaspedalen og er nu blevet en global kategorileder. Nu er selskabet lidt for stort til at være i et privat miljø,” siger Fredrik Näslund, partner i Nordic Capital, til Dagens Industri.
mia. danske kr. er den forventede markedsværdi af Trustly
Ved at overføre e-handelsbetalinger direkte fra forbrugerens bankkonto til nethandlerens bankkonto kan Trustly gå helt uden om betalings- og kreditkort som Visa og Mastercard. Selskabet har i dag ca. 8100 nethandlere på kundelisten og godt 6300 banker i 30 lande opkoblet på platformen.
Ved en børsnotering vil Trustly hente 8 mia. svenske kroner, eller 5,8 mia. danske kr., i frisk kapital ved en udstedelse af nye aktier.
Pengene skal bruges til at indfri gæld, tilbagekøbe udstedte præferenceaktier og foretage nyinvesteringer.
Da Trustly på den nylige generalforsamling vedtog, at aktiekapitalen kunne udvides med 10 pct., tyder det på en markedsværdi ved en børsnotering på mindst 80 mia. svenske kroner, hvilket vil gøre børsnoteringen til en af de største i Norden nogensinde.
Nordic Capital har tidligere indikeret, at man gik efter en børsværdi på mellem 60 og 100 mia. svenske kroner, men kapitalfonden vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om markedsværdien.
“Det er lidt for tidligt at sige noget om vurderingen,” siger partner Fredrik Näslund, der oplyser, at Nordic Capitals samlede investering i Trustly i 2018 var på ca. 7 mia. svenske kroner.
“Hvis der er mere end 5 pct. af omsætningen, der kommer fra et betting-selskab, så investerer vi ikke
kommunikationschef Sara Skärvad, SPP Fonder
Nordic Capital ejer i dag 63 pct. af Trustly og vil i forbindelse med en børsnotering sælge en del af sine aktier.
Trustly er dog også blevet kritiseret, ikke mindst fordi et af selskabets væsentligste forretningsområder er håndtering af betalinger for onlinekasinoer og lignende digitale spillesteder.
Ifølge Dagens Industri stod de for to år siden for ca. 90 pct. af alle indtægter i Trustly, og topchef Oscar Berglund har tidligere erkendt over for Dagens Industri, at det er en “stor og vigtig vertikal”, men også at “de øvrige indtægtsben ser ud til at komme på højde meget snart.”
Men den store afhængighed af indtægter fra onlinekasinoer kan vise sig at blive et problem ved en børsnotering. For mange institutionelle investorer har problemer med at investere i selskaber, der er relateret til spil og væddemål.
“Hvis der er mere end 5 pct. af omsætningen, der kommer fra et betting-selskab, så investerer vi ikke,” siger kommunikationschef Sara Skärvad fra den store svenske kapitalforvalter SPP Fonder, der dog ikke vil kommentere specifikt på Trustly.
Men Trustly-chef Oscar Berglund siger til Dagens Industri, at han ikke mener, at det bliver et problem ved børsnoteringen.
Sidste år steg Trustlys indtægter med næsten 42 pct. til 2 mia. svenske kroner. Via et opkøb etablerede Trustly sig på det amerikanske marked for to år siden, og i dag kommer 18 pct. af indtægterne fra USA.
I 2020 landede driftsresultatet på 822 mio. svenske kroner, og planen er, at indtægterne skal vokse med 30 pct. årligt de kommende år med en driftsmarginal på over 45 pct.