Da det italienske betalingsselskab Nexi og dansk-norske Nets søndag aften sendte en ni sider lang melding ud om en forestående fusion af de to selskaber, var det måske startskuddet til en barbering af direktørposterne i Nets.
Når man som Nets fusioneres ind i Nexi, vil det være den overtagende part, der bestemmer sammensætningen af ledelsen.
“Man vil se på, hvilke kompetencer man har, og hvem der vil være bedst til det. Det kan også være, at man bruger muligheden til at hente folk ind udefra,” fortæller Flemming Poulfelt, professor i ledelse og strategi på CBS i København.
Den eneste der er helt sikker på sin post er Nets’ nuværende topchef Bo Nilsson. Han fortsætter som adm. direktør i Nets frem til lukningen af aftalen med Nexi i andet kvartal 2021. Derefter overgår han som formand for Nets og indtræder i bestyrelsen i Nexi på en af de to poster, som den sælgende kapitalfond, Helmann & Friedman, fik med i købet.
Paolo Bertoluzzo, der er Nexi’s topchef, talte varmt om Nets’ finansdirektør, Klaus Pedersen, på investormødet efter handlen.
“Det gælder om at lægge lokkemad ud. Det er også en chance for folk at tilbringe tre-fem år i Milano. Det er der mange, der synes kan være rigtig spændende. Klaus Pedersen er ikke så gammel, og det er også en måde at lave karriereudvikling på,” siger Flemming Poulfelt.
Dernæst tæller ledelsen Torsten Hagen Jørgensen, der for et år siden stødte til Nets i rollen som chef for udstedelse og sikkerhed, hvor også dankortet ligger. Han har tidligere været vicekoncernchef i Nordens største bank, Nordea. Ved siden af ham sidder tyskeren Robert Hoffmann, der kom til Nets i forbindelse med købet af tyske Concardis og som siden fik den vigtige rolle som chef for butiksdelen i Nets.
“Det gælder om at lægge lokkemad ud. Det er også en chance for folk at tilbringe tre-fem år i Milano
Flemming Poulfelt, professor i ledelse og strategi
Den eneste kvinde i topledelsen er it-direktøren, Pia Jørgensen, som Bo Nilsson hentede ind kort efter, at han selv var startet som topchef. De to har haft en fælles fortid i finanshuset JP Morgan.
HR-direktøren, Gianluca Ventura, kom til Nets på samme tid som Torsten Hagen Jørgensen med en fortid som HR-direktør i Vodafone.
Endelig er der nordmanden Frode Åsheim. Han er chef for Corporate Services, som Nets sidste år solgte til Mastercard for 21 mia. kr. og er derfor allerede på vej ud.
år har Bo Nilsson været topchef i Nets
“Så vil der være nogen, man siger pænt farvel til, hvilket er en del af deres lønpakke og aftrædelsesordning,” understreger Flemming Poulfelt.
Børsen erfarer dog, at fornemmelsen i Nets’ hovedkvarter i Ballerup er, at gode kræfter fortsat har en rolle at spille. Også i det fremtidige selskab.
Skulle eksempelvis Klaus Pedersen ende i et topjob på hovedkontoret i Milano, ville der sideløbende skulle være en nordisk ledelse af Nets i Ballerup.
Skulle Nexi vælge at tage afsked med en eller flere af direktørerne, er de dog fortsat med i Nets’ guldrandede investeringsprogram. De skal dog vente op til 24 måneder, efter at handlen er lukket næste år for at kunne at indkassere gevinsterne ved deltagelse i programmet.
Klaus Jensen, der er banking practice lead hos Accenture fortæller, at fusionen giver lavere enhedsomkostninger og større adgang til markeder.
“Som ved alle sammenlægninger ligger der en stor ledelsesmæssig udfordring forude til både at reducere omkostninger og øge indtjeningen,” siger Klaus Jensen og fortsætter:
“Spillet om toplederposterne er begyndt. Bestyrelserne har et arbejde med at finde de kandidater, der er bedst til at føre strategien videre og drive mest ud af sammenlægningen”