Startup-firmaet Swiipe lancerer nu som det første i Danmark en løsning, der giver internetshoppere mulighed for at betale direkte fra deres bankkonto i stedet for at bruge et kreditkort. Dermed kan de potentielt spare millioner i årlige kortgebyrer på nethandel.
“Når de sidste knaster er fjernet, så er det de facto et alternativ til de nuværende betalingsmuligheder. Det er ret spændende, for vi har sat det her i søen for at konkurrenceudsætte det nuværende marked,” siger grundlægger af Swiipe Anders Riis.
Swiipes konto-til-kontobetaling gør det muligt at lave en kontooverførsel direkte i webshoppens checkout, hvor betalingskort i dag er det altdominerende betalingsmiddel. Dermed kan man undgå de høje gebyrer, der er i betalingskæden med kortudstedere, betalingsgateway og indløsningsgebyrer.
Det sker, et år efter at EU's betalingsdirektiv PSD2 blev sat i søen for at skabe mere konkurrence, på et marked der i Danmark var domineret af Nets' Betalingsservice og dankort og kreditkortselskaber.
Ifølge Anders Riis lider PSD2 dog stadig af børnesygdomme, der gør, at brugeroplevelsen som minimum ikke bliver lettere, når EU-direktivet lægges ned over nethandlen.
“Derfor har vi forberedt en service, der ligger omkring PSD2-direktivet, så du har en one-click købsoplevelse, selvom du betaler direkte fra din bankkonto med vores service,” siger Riis.
Et af problemerne i dag er, at internetbutikker først må fakturere kunden, når de afsender de købte varer, hvis kunden laver en konto-til-kontobetaling fra sin egen konto. Det giver netbutikkerne en naturlig forkærlighed for betalinger med traditionelle kreditkort, for på kort som Visa og Mastercard kan man lave en reservation af beløbet, allerede når ordren afgives.
Anders Riis, der har en fortid hos blandt andet PFA og Nets, forventer, at udbredelsen af Swiipes produkt i første omgang hænger på, hvor mange netbutikker der tager løsningen med konto-til-kontobetalinger til sig.
“Gebyrerne bliver ikke udstillet over for slutbrugeren. Derfor tror vi ikke, det bliver slutbrugerdrevet til at starte med,” siger chefen for Swiipe, der understreger, at det stadig er slutbrugeren, der betaler for transaktionen. Den omkostning gemmes dog oftest i varens pris.
Swiipe udbyder i dag betalings-setups med kortløsninger til netbutikker og e-commerce. De løsninger forventer Riis fortsat vil være de dominerende betalingsmidler online i flere år endnu, så Swiipe kommer nu til at udbyde en fleksibel “betalingsmotor”, der både kan håndtere konto-til-kontobetalinger såvel som kreditkort.
Samtidig bliver den nye konto-til-konto løsning kun lanceret i begrænset omfang, så selskabet kan høste de første erfaringer gradvist.
“I forhold til PSD2 kører vi langtfra fuld skala fra starten, men starter op med ganske få for også at få de første erfaringer med PSD2 på onlinemarkeder,” siger Riis.