Flere privatkunder i den Aalborg-baserede storbank, Spar Nord, bliver formentlig ramt af en minusrente på 0,6 pct. inden længe.
I hvert fald siger Lasse Nyby, der er adm. direktør i banken, at det er overvejende sandsynligt, at privates opsparinger på over 100.000 kr. bliver pålagt en negativ rente.
“Det er vigtigt at sige, at vi ikke har truffet beslutningen endnu. Men det rykker nærmere og nærmere,” siger Lasse Nyby, der i øjeblikket har sat grænsen ved 250.000 kr., før minusrentefælden klapper om privatkunden.
Dermed ligger Lasse Nyby og Spar Nord sig i halen af Sydbank, der i forbindelse med sit kvartalsregnskab sænkede sin minusrentegrænse til netop 100.000.
Kunne man forestille sig, at grænsen skal endnu længere ned?
“Det vil jeg ikke afvise på den lange bane. Jeg tror ikke, at den vil komme lige med det samme. Men på den længere bane, så vil jeg ikke afvise, at den kan komme længere ned. Det tror jeg man skal passe på med at være for kategorisk omkring,” siger Lasse Nyby.
Hvad er den korte bane så?
“Det er noget, vi vil forholde os til inden for en måneds tid,” siger Lasse Nyby.
Han henviser til, at ECB og Nationalbanken får svært ved at hæve renten det næste lange stykke tid, fordi coronakrisen presser økonomien.
“Det her kommer jo til at blive i en rigtig lang periode, og vi kan simpelthen ikke blive ved med at holde til at skulle betale negative renter,” siger Lasse Nyby og henviser til, at banken selv betaler en negativ rente for at opbevare indlånsoverskuddet hos Nationalbanken.
Han fortæller, at banken i dag friholder mere end halvdelen af sine kunder for at betale negative renter.
Sydbank annoncerede ligeledes onsdag, at man indfører en såkaldt rentemarginal for erhvervskunderne for deres indlån. Det betyder, at man kræver 0,75 i rente, selvom banken kun selv betaler 0,60 pct. i rente i nationalbanken.
“Det er ikke unormal virksomhedsdrift, og vi kommer til at tjene en lille smule på det,” somKaren Frøsigformulerede det.
Det samme kan ske i Spar Nord, oplyser Lasse Nyby.
“Nogle kollegerne begynder at gøre det på erhvervskunderne, og det er noget, vi også overvejer,” siger Lasse Nyby.
Hvad med privatkunderne?
“Indtil videre nej. Men der er ikke nogen ordentlig forklaring på, at privatkunderne ikke skal betale, hvis erhvervskunderne gør. ”
Hvad er forklaringen så?
“Det er handler om, hvor man ønsker at stå konkurrencemæssigt. Vi har en fornuftigt tilgang på privatkundesiden her i 2020, og det vil vi gerne fastholde. Derfor forsøger vi i forhold til konkurrencedygtighed at lægge os nogenlunde fornuftigt og ikke gå til yderligheder.
Så for nærværende ingen rentemarginal?
“Det ser jeg ikke ikke i 2020. ”
Der er ikke langt til 2021?
“Nej.”