ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Rivegilde i blå blok efter læk i bank-forhandlinger

Det er uprofessionelt. Noget amatør-klyt. Og dybt provokerende.

Dansk Folkeparti er rasende over det læk i forhandlingerne om en ny bankpakke, som har hældt indholdet af pakken ud i forskellige medier, før der var et forlig.

Finans
LA og DF klar til at nikke ja til bankpakke i morgen
Og lækket kommer fra borgerlig side - enten fra Venstre eller De Konservative, og mest sandsynligt fra De Konservative. Det vurderer både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance overfor Børsen Finans.

En falliterklæring

"Det er en falliterklæring, at sådan noget kommer ud før tid. Når partierne laver forskellige sonderinger og bliver enige med ministeren om nogle ting, der skal ind, så må vi være dygtige nok til at sørge for, at de ting ikke kommer frem, inden de skal frem," siger Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører i Dansk Folkeparti, og fortsætter:

"Det drejer sig jo om en række børsnoterede virksomheder, og man kan ikke bare tillade sig at spille fandango med de her informationer. Og der er i hvert fald ét parti, der har opført sig utilstedeligt og gerne ville sole sig i, at de vidste noget før de andre. Det er ikke rimeligt i sådan en proces".

Finans
Sass: Det bliver de skrappeste bankregler nogensinde
Det er erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der lige nu forhandler med forligskredsen bag de tidligere bankpakker om en ny lovgivning med hårdere kapitalkrav til bankerne og ekstra hårde krav til de største banker og realkreditinstitutter - såkaldte sifi-institutter.

Alle undtagen Enhedslisten

Det betyder, at både Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skal give håndslag på pakken. Der var møde i går, og der er endnu et forhandlingsmøde i morgen formiddag, hvor DF og LA også vil give grønt lys, så der er et forlig.

Men allerede mandag aften kunne TV2 Finans afsløre store dele af indholdet, og hævdede samtidig - fejlagtigt - at der allerede var indgået forlig.

"Regeringen, Venstre og Konservative er enige om den næste store bankpakke, erfarer TV2 Finans. Forliget er kommet på plads ved såkaldte hulemøder, hvor erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har mødtes kun med de to borgerlige partier," lød det fra TV2.

Kraftig formodning

Synderen skal findes i egne, borgerlige rækker - næppe hos regeringspartierne, vurderer Skibby.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at den, der har været mest fremme at kommentere i forløbet, er Brian Mikkelsen (konservativ erhvervsordfører, red.). Jeg har en kraftig formodning. Jeg kan jo ikke bevise noget, men det er påfaldende, at der kun var to partier, der sagde mandag, at nu var der en fantastisk bankpakke, der så bare ikke var der alligevel," siger Hans Kristian Skibby.

Han betegner lækket som provokerende overfor de andre partier i forligskredsen bag bankpakken, der sidder og forhandler for lukkede døre.

LA ryster på hovedet

Også Liberal Alliance ryster på hovedet over forløbet.

"Jeg har ikke oplevet noget lignende, og jeg er dybt forundret. Jeg sad og forberedte mig mandag aften til tirsdagens møde, da jeg hørte i radioen, at der var indgået et forlig. Nogen har haft et behov for at lække noget til pressen for at få en overskrift. Og så kan man jo spekulere over, hvilket parti der har haft den største fordel af det," siger Joachim B. Olsen, erhvervsordfører i Liberal Alliance.

DF mistænker De Konservative?

"Det er også den fornemmelse, jeg har. Og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, når nogen ikke opfører sig ordentligt i sådan en forhandlingsproces," siger Joachim B. Olsen.






Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis