ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Rekorder præger årets Top 1000-liste, men finanssektoren går som den eneste tilbage

Det er blevet noget sværere for bankerne at tjene penge. Lave renter udfordrer den klassiske forretningsmodel, og samtidig er omkostningerne for sektoren stigende. Finanssektoren går som den eneste tilbage i årets Top1000-måling

Hvidvasksager. Faldende renter. Stigende omkostninger til regulering og digitale løsninger. Den danske banksektor bliver i øjeblikket presset fra stort set alle de sider, den kan presses fra.

Derfor er finanssektoren også den eneste branche herhjemme, der i år oplever tilbagegang i omsætningen iBørsens Top1000-måling, mens eksempelvis energiselskaberne og rederierne samlet set har oplevet stor fremgang.

Virksomheder
Nu er Novo Nordisk større end Danske Bank: Her er listen over Danmarks 1000 største virksomheder

De seneste år har landets største bank, Danske Bank, været fanget i et hvidvaskhul i bankens estiske filial, der kostede den tidligere topchef jobbet, mens også formanden blev tvunget fra bestillingen. Efter skandaleåret i 2018 er banken i år for første gang siden 2008 rykket fra andenpladsen til tredjepladsen over de virksomheder, der har den største omsætning i Danmark.

Hollandske Chris Vogelzang tiltrådte som ny topchef i juni og kan se ud over et dansk bankmarked, hvor der i øjeblikket er store udfordringer.

Se den fulde Top 1000-liste her

“Alle banker er påvirket af lave renter, lave marginer og udfordringer relateret til den digitale omstilling,” siger Chris Vogelzang, der har en fortid i hollandske ABN Amro, Blackrock og Boston Consulting Group.

“Vi bliver nødt til at kunne drive bank i et marked med lave marginer og samtidig levere solid rådgivning og fremragende kundeoplevelser. Vi skal være agile og i stand til at bruge de mange nye teknologiske muligheder til at skabe værdi for vores kunder på tværs af alle vores markeder,” siger topchefen, der har barslet med en ny strategi inden udgangen af i år.

Det seneste år er værdien af banken faldet op mod 44 pct., hvis man bruger aktiens kurs som målestok.

Det er dog ikke kun Danske Bank, der oplever, at investorerne trækker følehornene til sig og ser pessimistisk på bankernes fremtid.

Virksomheder
Her er de nye på Top 1000-listen: Dansk design-succes har debut sammen med 29 andre

I Jyske Bank er aktien faldet op mod 32 pct., mens den Aabenraa-baserede Sydbank har tabt 33 pct.

Kigger bankdirektørerne udover landets grænser, kan de konstatere, at investorerne straffer de danske banker hårdere end de europæiske kolleger. Det europæiske bankindeks Stoxx Europe Banks er nemlig kun faldet med 16 pct. i løbet af det seneste år ifølge Bloomberg.

Forretningsmodel under pres

På Aalborg Universtitet sidder bankekspert og seniorrådgiver Lars Krull og forsker i udviklingen for de danske banker. Han er ikke i tvivl om, at landets banker har deres at slås med for tiden.

“Rigtig mange af bankerne er udfordret på deres forretningsmodel på grund af de negative renter,” siger han og påpeger, at det, bankerne ikke tjener specielt godt på, er at låne penge ud, som ellers er det, en klassisk bankforretning går ud på.

“Men set over en bred kam er bankerne så solide, at de fleste burde kunne nå at omstille sig til den forretningsmodel,” siger han og vurderer, at der også findes et andet alternativ:

“At gå sammen med andre i fusioner.”

Bankerne kan se frem til flere omkostninger, da der skal bruges flere penge på at efterleve de regler, der følger med øget regulering, samt nye digitale løsninger stiger. Men bankerne har ifølge Lars Krull allerede brugt mange penge på digital infrastruktur. Det har betydet, at bankerne kan producere deres produkter billigere, og det burde jo betyde, at bankerne havde en fordel.

Læs også: Metoden bag Top-1000 listen: Sådan har vi gjort

“Men det giver ikke bankerne en fordel, fordi de skal give de fordele videre til bankkunderne. Derfor er indtjeningen lavere, og de tjener mindre,” forklarer bankeksperten.

I bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark, kalder direktør Ulrik Nødgaard situationen i øjeblikket for den omvendte verden.

“Normalvis vil man kunne sætte pengene i Nationalbanken til en højere rente end indlånsrenten, eller man ville kunne placere dem i eksempelvis obligationer og få en højere rente. Det kan man ikke i øjeblikket, så der er noget Ebberød Bank over det,” siger Ulrik Nødgaard, der henviser til den danske film af samme navn. I filmen bliver skræddermester Vipperup bankdirektør og tilbyder en indlånsrente på 8 pct., mens kunderne kun skal betale 4 pct. i rente for at låne penge.

Tjener stadig penge

I 2011 var der 83 finansvirksomheder på Børsens Top1000. På årets liste er der blot 45. Ifølge Lars Krull skyldes det bl.a., at der er blevet færre banker i perioden. Der er dog ikke tale om en decideret bankkrise, for bankerne kan stadig tjene penge. I 2018 tjente Danske Bank eksempelvis 15 mia. kr. efter skat, hvilket dog var et fald på næsten 6 mia. kr. fra året før.

Ifølge Nicholas Rohde, der er bank-ekspert i firmaet Bankresearch, har bankerne de seneste år ikke ligget på den lade side og bl.a. skåret i omkostningerne ved at lukke hundredvis af filialer. Samtidig har banksektoren været hjulpet af et meget lavt nedskrivningsniveau. Nedskrivninger er de penge, som bankerne taber, når kunderne ikke kan betale de lånte penge tilbage.

“Det er barskt for banker at drive virksomhed i det marked, vi har set i de senere år. Men netop fordi de har haft meget lave nedskrivninger, har de stadig tjent penge på bundlinjen. De bliver i øjeblikket hjulpet af, at de har meget lave nedskrivninger, der nivellerer en stor negativ effekt fra de lave renter,” siger Nicholas Rohde.

Et andet værktøj til den udfordrede forretningsmodel er Nationalbankens negative renter. For bankerne selv skal nemlig betale renter for at sætte indlånsoverskuddet ind i Nationalbanken. I flere år har en del banker sendt den regning videre til erhvervskunderne.

I august gik ordførende direktør Anders Dam i Jyske Bank skridtet videre og meddelte, at også privatkunder bliver ramt. Først for de kunder, der har mere end 7,5 mio. kr. stående. Efterfølgende blev det så sænket til 750.000 kr.

Siden fulgte Sydbank, og senest er Spar Nord også blevet en af de banker, der kræver penge af kunderne for at have penge stående.

“Det kan også være en vej at gå, men det er helt op til de enkelte banker,” siger Finans Danmarks Ulrik Nødgaard.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis