ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Realkreditboss om F1-redning: Vi venter på S&P

Kort efter Henrik Sass’ redningspakke for F1-lånene blev fremsat i Folketinget i sidste uge, var ratingbureauet Fitch på banen med et anerkendende nik. Men ifølge direktør i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft, er det den amerikanske ratinggigant Standard & Poors’ blåstempling, der er afgørende.

”Det er ekstremt vigtigt. Vender de tommelfingeren ned, er vi næsten lige vidt,” siger han til Børsen Finans.

Læs også:Ratinggigant blåstempler redningsbælte til F1-lån

Hvad er konsekvensen, hvis de ikke er positive over for lovforslaget?

”Der er vi nødt til at se på de elementer, som de eventuelt vender tommelfingeren ned til. Det tror jeg ikke, at man kan svare på før vi ved, hvad deres kritik må gå på og hvad er det for nogle specifikke punkter, de ikke bryder sig om.”

"Glimrende lovforslag"

Direktøren for Realkreditforeningen, der har Realkredit Danmark, Nordea Kredit Realkreditaktieselskab og LR Realkredit i medlemsskaren, er dog fortrøstningsfuld. Han er nemlig ganske tilfreds med forslaget, som har til formål at mindske refinansieringsrisikoen.

 

”Overordnet synes jeg, det er et glimrende lovforslag. Det er en vigtig problemstilling, der adresseres. Vi har mildest talt diskuteret det (refinansieringsrisikoen, red.) meget de seneste år, og forhåbentlig får vi den nu parkeret, og kan sige, at der nu er styr på det,” siger han og roser samtidig Erhvervs- og Vækstministeriet.

”Selvom det har været en meget presset proces, har vi haft et godt samspil med ministeriet og i forhold til det første udspil, er der sket klare forbedringer. Realkredit er en balancegang med hensyn til investorerne på den ene side og låntagerne på den anden, og det er betydeligt bedre balanceret nu.”

Skal også kigge på cita-lån

Parterne har i en intens møderække været helt nede og rode i realkredittens motorrum. Det er et yderst kompleks område, og derfor er der stadig nogle løse skruer rundt omkring.

Karsten Beltoft nævner bl.a., at det ikke står helt klart, om de 37 måneders løbetid, som er sat som grænsen for, om lånet er omfattet af den ny lov, skal opgøres som obligationens oprindelige løbetid eller løbetid på udbetalingstidspunktet.

Derudover er der også tvivl om, hvad der præcist skal til, før en fleksauktion anses som mislykket. Den er en del af grundtanken bag forslaget, at hvis renten hopper med mere end 5 pct. eller at en fleksauktion kører i grøften, tvangsforlænges løbetiden.

”Der udestår stadig en lang række detaljer, vi skal have afklaret. Og der vil dukke flere ting op qua at det har været en presset proces. Der findes jo også andre, mere specielle rentetilpasningslån, bl.a. de nye cita-lån, som man også kommer til at kigge på,” siger Karsten Beltoft.

”Men nu har vi da en køreplan. Så hvis et realkreditinstitut kommer i problemer, så ved vi, hvordan vi afvikler sådan et institut.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis