ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Rangvid: Låneloft sender et rigtigt signal

Tidligere i dag har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen bekræftet over for Ritzau, at der skal lægges et loft over de afdragsfrie lån, så de maksimalt udgør 55 pct. af realkreditinstitutternes samlede udlån.

I øjeblikket er omkring 56 pct. af de samlede udlån afdragsfrie.

Ifølge CBS-professor Jesper Rangvid, der står bag Rangvid-rapporten fra sidste år, der beskriver finanskrisens årsager, er dagens udmelding et rigtigt signal at sende.

"Jeg synes, det er vigtigt, at man får de afdragsfrie lån begrænset lidt, og man sender et signal om, at der er gode ting ved afdragsfrihed, men der er altså også nogle risici, man skal være opmærksom på," siger Jesper Rangvid.

Rigtig grænse

For Jesper Rangvid er to ting centrale i at nedbringe niveauet af afdragsfrie lån.

"Det er vigtigt, at der bliver sendt et signal om, at der er for mange afdragsfrie lån derude. Så det er både et signal til realkreditinstitutterne, men også til danskerne om, at vi har en stor bruttogæld, og vi nok skal tænke over, at der er nogle risici ved at tage et afdragsfrit lån," siger han.

Samtidig skal loftet ikke sættes for hårdt. Derfor mener Jesper Rangvid, at dagens udmelding om et niveau på 55 pct. af de samlede udlån er rigtig.

"Vi skal netop ikke smadre boligmarkedet. Det helt centrale er, at boligmarkedet kan blive ved med at fungere, og derfor skal man ikke sætte grænser, der er meget hårde. jeg mener ikke, at denne grænse er meget hård," siger Jesper Rangvid.

Oversteg forventningen

Jesper Rangvid fortæller, at man i Rangvid-rapporten brugte en del tid på at finde ud af, hvad forventningen var fra politisk såvel som fra realkreditinstitutternes side, da de afdragsfrie lån blev indført tilbage i 2003.

"Man forventede nærmest, at de afdragsfrie lån ikke ville betyde særlig meget, og de er jo blevet meget populære. Grunden til, at det er vigtigt at se på de afdragsfrie lån er, at folk satte sig dyrere ved at tage et sådan lån. At indføre afdragsfrie lån medvirkede til, at boligpriserne steg, og derfor medvirkede det til, at folk optog mere gæld," siger Jesper Rangvid.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis