ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

PFA-topchef vil investere stort i alternativer med høj risiko

Investeringspaletten er øget betragteligt de seneste år, når pensionsselskaberne skal investere danskernes enorme opsparing. Pensionskæmperne investerer i dag bl.a. direkte i virksomheder uden for børsen, vindmølleparker, kraftværker og så er de i stigende grad begyndt at optræde som udlåner i konkurrence med bankerne.

Det fik omkring nytår Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, til at advare om, at selskabernes kompetencer ikke var fulgt med i tilstrækkeligt omfang.

I landets største kommercielle pensionsselskab, PFA, fastholder adm. direktør Allan Polack dog, at de alternative investeringer er til fordel for pensionskunderne.

”I den ene yderlighed har vi ejendomme, som faktisk er ret stabile. Vi laver rigtig meget infrastruktur, som har vist sig at være et utrolig godt alternativ til obligationer. Det er lavrisiko-alternativer,” siger Allan Polack og fortsætter:

”I den anden ende har vi kapitalfonde og unoterede aktier, der har et meget højt risikoelement. Der tror vi stadig, at der er gode muligheder, fordi der sker rigtig meget på den teknologiske front. Der er mange virksomheder, der udvikler forretningsmodeller, hvor der potentielt er meget stor vækst.”

Og der vil I også investere?

”Det er vi interesseret i. Det er vi meget, meget glade for. Vi følger det, har allerede lavet store investeringer og vil blive ved med det. Det er en anden måde at tage risiko på end det børsnoterede, som er lidt mindre følsom over for pludselige pres,” siger Allan Polack og forklarer:

”Lad os tage f.eks., at renten skulle stige meget stærkt. Det vil have en meget stor effekt på børsnoterede aktier, men ikke nødvendigvis på samme måde på de unoterede.”

Regner på risici

PFA-topchefen har hørt Jesper Bergs advarsel, og han er enig i, at man skal være meget opmærksom på de risici, der følger med de nye investeringer.

”Man skal være utrolig sikker på, at man kan styre risikoen. Der er flere former for risici. Den mest oplagte er likviditetsrisikoen, som betyder, at man ikke bare kan sælge det igen. Hvis man har købt det, så hænger man på det,” siger Allan Polack og forklarer, at PFA foretager følsomhedsberegninger, der sikrer at pensionskæmpen kan leve med ikke at kunne komme af med alternative investeringer.

Det er dog kun en af de risici, der er ved alternative investeringer. Hør Allan Pollack forklare om andre i interviewet i toppen af artiklen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis