ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pensionskasse frasælger oliegigant: Opgiver klimaslagsmål

Mens PFA og Sampension fortsætter med at presse olie- og gassektoren til omstilling, så trækker andre pensionskasser sig nu fra dialogen og sælger aktier fra

Anders Schelde, investeringsdirektør i Akademikerpension, mener ikke, at aktivt ejerskab ændrer noget hos olieselskaberne. Han tvivler på, at andre pensionskasser opnår forandringer. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Anders Schelde, investeringsdirektør i Akademikerpension, mener ikke, at aktivt ejerskab ændrer noget hos olieselskaberne. Han tvivler på, at andre pensionskasser opnår forandringer. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Det kan ikke fortsætte.

Olie- og gasselskaberne er for langsomme til at omstille sig, lyder den klare kritik fra flere pensionsselskaber. I årevis har pensionsselskaberne ellers forsøgt at skubbe de såkaldt sorte investeringer i en mere klimavenlig retning, men olie- og gasselskaberne bruger fortsat energi og penge på at finde og udvinde nye fossile brændstoffer.

Jeg ved, hvor svært det er at føre en dialog med olie- og gasselskaberne som insider selv

Anders Schelde, investeringsdirektør, Akademikerpension

Derfor opgiver man nu i Akademikerpension at fortsætte dialogen med de største olie- og gasselskaber, da det aktive ejerskab ikke har båret frugt, lyder det fra investeringsdirektør Anders Schelde.

“Det er let og uforpligtende at sætte kompatible mål mod Paris-aftalen, og vi bliver nødt til at bedømme selskaberne på deres faktiske handlinger, og der kan vi ikke se den nødvendige handling,” siger han.

I Akademikerpension frasælger man nu sin position i det italienske olieselskab ENI, der for nylig offentliggjorde planer om ny efterforskning af olie i Arktis. Ifølge Anders Schelde harmonerer det ikke med pensionsselskabets investeringspolitik, hvor man især kigger på, om oliegiganterne bedriver ekspansion – altså efterforsker eller udvinder ny olie og gas.

Det betyder, at pensionsselskabet de facto trækker sig fra at bedrive aktivt ejerskab i olie- og gassektoren.

Også Velliv oplyste i juni, at man har valgt at frasælge fossile investeringer for 3,4 mia. kr. i aktier og obligationer, og at man ligeledes opgiver at bedrive aktivt ejerskab i olie- og gassektoren, hvis selskaberne ikke lever op til målene i Paris-aftalen.

Pensionsselskabet P+ oplyser til Børsen, at man også har frasolgt sine positioner i ENI og Repsol og opgiver aktivt ejerskab, fordi de ikke rykker hurtigt nok og har planer om ekspansion af nye oliefelter.

Retter kritik mod konkurrenter

Anders Schelde stiller sig undrende over for andre pensionskasser, der fortsat mener, at et aktivt ejerskab er med til at ændre kursen hos de store olie- og gasselskaber.

“Jeg ved, hvor svært det er at føre en dialog med olie- og gasselskaberne som insider selv. Og jeg tvivler ærligt talt på, fordi man har lidt mere kapital end os, at man har væsentligt mere adgang og lydhørhed hos de her selskaber,” siger han.

Ifølge Anders Schelde medfører et frasalg af aktier og obligationer i olie- og gassektoren større forandringer end et aktivt ejerskab.

“Det batter noget, at vi trækker os fra olie- og gasselskaberne, og vores argumentationsrække er, når vi og andre investorer frasælger aktier, så presser det aktiekursen. Det bliver alt andet lige dyrere for dem at hente kapital på både aktie- og obligationsmarkedet,” siger han.

Devisen er altså, at det bliver dyrere for selskaberne at hente kapital, og dermed vil der blive påbegyndt færre nye olie- og gasudvindinger.

Kritisk dialog forandrer

I PFA, Danmarks største kommercielle pensionsselskab, fortæller Rasmus Bessing, direktør for Asset Management, at aktivt ejerskab er med til at fremme forandringer i de store olie- og gasselskaber. Aktuelt har PFA betydelige milliardpositioner i de to energigiganter Shell og Total.

Det er jo en offentlig kendt hemmelighed, at der har været et stort afkast

Rasmus Bessing,direktør for Asset Management, PFA

“Vi har de to selskaber (Shell og Total,red.) tilbage, fordi vi mener, at de er blandt de selskaber, der er bedst positionerede til at blive morgendagens vindere og lave en Ørsted,” siger han.

Med henvisning til Ørsted, der i dag er gået fra olie og gas i Dong til nu at være pionerer inden for vindmøller. Han anerkender dog, at hverken Shell eller Total bevæger sig hurtigt nok i en bæredygtig retning, og PFA vil fortsætte med at presse på for en omstilling til mere bæredygtige energiformer.

“Vi mener ikke, at de to selskaber rykker sig hurtigt nok, men hvis man frasælger, så er skilsmissen indtrådt, og så er samtalen stoppet,” siger han.

Han fremhæver, at der er sket fremskridt, særligt hos Totalenergies, der har øget deres investeringer i grøn omstilling og har en målsætning om at bygge 100 gigawatt i grøn energi frem mod 2030 mod 22 gigawatt i 2022. Han understreger, at det er vitalt, at investorer fortsætter med at presse de eksisterende selskaber mod grønne omstillinger via aktivt ejerskab.

Har I en økonomisk gevinst ved at fastholde jeres positioner i Total og Shell?

“Det er gode investeringer – særligt sidste år. Det er jo en offentlig kendt hemmelighed, at der har været et stort afkast. Vores investeringsbog ville blive væsentlig grønnere, hvis vi frasolgte, men jeg er langt fra overbevist om, at verden ville være tættere på at løse klimaproblemet,” siger han.

“Frasalg gør ingen forskel”

Jacob Ehlerth Jørgensen, esg-chef hos Sampension, mener, at aktivt ejerskab er nøglen til forandring hos olie- og gasselskaber. Han mener både, at det handler om principielt ansvar og om den faktiske effekt på selskaberne.

Det er frustrerende, og jeg forstår frustrationen i dialogen med selskaberne

Jacob Ehlerth Jørgensen, esg-chef, Sampension

“Vi mener, at det er at tage ansvar for de forandringer, vi har brug for. Og på det konkrete niveau er der adfærdsændringer i olie- og gasselskaberne. F.eks. har mange selskaber påtaget sig net-zero målsætninger og reduktionsmål for 2030, som de ikke havde for bare to år siden,” siger han.

Han anerkender, at der er et stykke vej endnu for at være i mål. Ambitionen er, at kombineret pres fra både politikere og investorer skaber bevægelse mod omstilling.

Nytter aktivt ejerskab noget?

“Frasalg skaber ingen reel forandring, da mange investorer stadig ønsker at købe ind i selskaberne. Hvis man sælger ud, erstattes man blot af investorer, der ikke prioriterer klimaagendaen,” siger han og tilføjer:

“Den største udfordring er tempoet. Det er frustrerende, og jeg forstår frustrationen i dialogen med selskaberne, men vi skal have et langsigtet perspektiv for at opnå omstilling.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis