ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pensionsbosser ser risiko for højere inflation: “Det er lidt farligt spil”

PFA-topchef Allan Polack mener, at centralbankerne spiller et “farligt spil”. Også i ATP og Velliv ser man risiko for mere inflation

Det seneste årti har verdens største centralbanker pumpet tusinder af mia. af euro og dollar ud for at holde renterne nede og økonomierne i gang. Bagsiden af den strategi burde, i traditionel økonomisk teori, være stigende priser, men indtil videre er det kun på de finansielle markeder, at priserne er hoppet i vejret.

Det får nu advarselslamperne til at lyse hos topcheferne i tre af Danmarks fire største pensionsselskaber, ATP, PFA og Velliv.

Indtil videre har markedet været i stand til at absorbere det, og vi har ikke rigtig set effekterne i tallene endnu

Bo Foged, adm. direktør, ATP

“Der er endnu ingen inflation af betydning, men vi holder et skarpt øje på, om det kommer til at ændre sig i '22, '23, '24. Fordi der vil alle de voldsomme stimuli give udslag i inflation på sigt,” siger PFA’s topchef Allan Polack, der forvalter en pensionsformue på 601 mia. kr.

Han frygter især, at centralbankerne er blevet for politiske, og dermed ikke vil prioritere bekæmpelse af inflation i samme grad, som de har gjort tidligere.

“Jeg synes, det er lidt farligt spil. Når man nu gør det, vi gør, nemlig at lave købekraft til folk,” siger Allan Polack og fortsætter:

“Vi bevæger os ind i, at den vagthund, der har været i form af centralbankerne før i tiden i forhold til inflation, den bliver tilsidesat.”

4900 mia euro

Stigningen i forbrugerpriserne, som inflationen måles på, har ikke flyttet sig meget det seneste årti. I eurozonen, hvor Den Europæiske Centralbanks eksistensberettigelse er at holde inflationen tæt på 2 pct., har prisstigningerne ligget langt under bankens målsætning, til trods for at man har pumpet astronomiske 4900 mia. euro ud i den europæiske økonomi siden 2014.

0,4

pct. inflation i Danmark i 2020, Danmarks Statistik

Den seneste måned har prisstigningerne dog taget et hop i Europa, og samtidig er der tegn på begyndende inflation i USA.

“Vi tror, der vil komme lidt mere inflation, drevet af stimuluspakker og af, at seddelpressen kører rundt omkring. Det kan allerede ses, og der vil komme en inflation, der tikker lidt op,” siger administrerende direktør i Velliv, Steen Michael Erichsen.

Sløret billede

Han peger ligesom PFA’s Polack på, at de obligationsopkøb, som ECB, Federal Reserve og Riksbanken i Sverige har brugt svimlende summer på, slører billedet, så man ikke kan se de reelle inflationsforventninger.

Den historiske udvikling tilsiger, at store udpumpninger fra centralbankerne burde udløse stigende priser og dermed renter på lidt længere sigt. Men fordi centralbankerne køber så massivt op for at hjælpe økonomien gennem coronakrisen, bliver både de korte og lange renter holdt kunstigt nede, så man ikke kan se, hvad forventningerne er.

“Dermed ikke sagt, at den ikke kan falde tilbage (rentekurven,red.), men der kommer et tidspunkt, hvor noget normaliseres. Man kan ikke blive ved med at trykke penge for pengenes skyld,” siger Erichsen.

Hos Danmarks største investor, ATP, har man spejdet efter prisstigninger i flere år, uden at den har materialiseret sig. Men i 2020 tjente selskabet faktisk penge på at sikre sig mod stigende inflation i modsætning til året før.

Rammer markedet

“Der er ingen tvivl om, at det er et risikoparameter, som man skal være opmærksom på. Særligt når vi kommer ud af coronakrisen og genåbner, kan der godt være en masse opsparet behov, der vil sætte endnu mere gang i efterspørgslen,” siger ATP's adm. direktør Bo Foged.

“Indtil videre har markedet været i stand til at absorbere det, og vi har ikke rigtig set effekterne i tallene endnu, men det er helt klart noget, som vi skal holde vores skarpe øje på,” siger Foged, der peger på, at den måde, man følger inflation på, blev bestemt “i en industrialder, mens vi nu har deleøkonomi og lever i en teknologisk tidsalder, som de traditionelle inflationsmål muligvis ikke fanger”.

Hos Velliv forventer man, at en tilbagevenden af inflation kommer til at ramme markedet,

“I dag er situationen, at aktierne er rigtig dyrt prissat, og vi har også obligationer, der er dyrt prissat på grund af de politiske ting fra centralbankerne,” siger Steen Michael Erichsen med henvisning til, at den historiske dynamik, hvor aktier normalt steg, når obligationerne faldt – og omvendt – har været sat ud af kraft.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis