ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pensionsbombe truer store virksomheder

Det er ikke bare den danske pensionssektor, som er kommet i alvorlige vanskeligheder på grund af rentefaldet.

En lang række store danske erhvervsvirksomheders pensioner til udenlandske medarbejdere er også ramt af ganske betydelige milliardtab, fordi virksomhedernes pensionsforpligtelser er eksploderet. Det viser Økonomisk Ugebrevs analyse.

Alene Arla, der sidste år fik det største overskud nogensinde, ville få barberet halvdelen af overskuddet væk, hvis man tager højde for udviklingen i selskabets pensionsordninger i Sverige og Storbritannien.

"Blandt andet renteudviklingen fik sidste år forpligtelserne til pension til at stige med 700 mio. kr., mens selskabet overskud lød på 1,3 mia. kr. I år kan tabet blive endnu større med det dramatiske fald i obligationsrenten," skriver ugebrevet.

Der er tale om store beløb.

"Rentefaldet vil før eller siden indhente virksomheder med store pensionsordninger, nogenlunde ligesom pensionssektoren er påvirket. Det bliver meget kostbart for virksomheder med udenlandske pensionsordninger. Den skinbarlige sandhed er nok, at de fleste af disse ordninger allerede er alvorligt underfunderede. Spørgsmålet er blot, hvornår de regnskabsteknisk bliver ramt af store stigninger i deres forpligtelser til pensioner," siger aktuar Ole Block fra SB Aktuarer, der laver pensionsopgørelser for danske firmapensioner, til ugebrevet.

"Arla skylder eksempelvis pensioner i udlandet for næsten 8 mia. kr., og der er allerede et ekstra hul på over 2 mia. kr., som i dag ikke er taget højde for i regnskaberne. Oven i det kommer det voldsomme fald i renten og gør hullet endnu større," siger han.

Rentefaldet påvirker også pensionsforpligtelserne i virksomheder som Carlsberg, A.P. Møller - Mærsk, TDC og en række andre store danske virksomheder, anfører ugebrevet.

/ritzau/FINANS


Læs alle finansnyheder her


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis