En række af landets store pengetanke går nu sammen i en ny investeringsklub for at investere over 3 mia. kr. i infrastruktur.
The Danish Investment Club er forvaltet af Advantage Investment Partners, som i 2018 blev stiftet af en række tidligere topfolk fra pensionskæmpen PKA’s afdeling for alternative investeringer. Investeringsklubben består indtil videre af Novo Holdings og Lars Larsen Group, samt pensionsselskaberne P+ Pension, Akademikerpension og Lægernes Pension, der hver lægger mellem 300 og godt 800 mio. kr.
Klubbens milliarder investeres på fordelagtige vilkår i en ny kæmpefond på ca. 76 mia. kr., som den internationale kapitalforvalter I Squared Capital er ved at rejse. De store summer skal investeres i infrastruktur i USA, Europa, Asien og Latinamerika.
“Vi rakte ud til dem i starten af året, fordi de så småt var ved at sætte deres næste fond op. Vi mente, at der var mulighed for at lave et bredere dansk samarbejde,” fortæller Anders Dalhoff, ledende partner i Advantage Investment Partners, og tilføjer:
“Udover at I Squared Capital er en super succesrig infrastrukturinvestor, så betyder dét, at vi er gået sammen i The Danish Investment Club, at vi får nogle fordele, i forhold til den pris vi betaler, men også i forhold til esg,” (miljø, sociale forhold og god selskabsledelse,red.).
Novo Holdings, der er største investor i klubben med et tilsagn på over 800 mio. kr., ser investeringen som en del af en strategi om at have investeret op mod 20 mia. kr. i ejendomme og infrastruktur om tre år.
“Vi har en ret ambitiøs strategi om at skulle have betydelige beløb investeret inden for denne aktivklasse inden for de kommende år. Der passede I Squared Capital godt ind,” siger Morten Beck Jørgensen, der er ledende partner i Financial Investments, Novo Holdings.
Hvis man kommer med over 500 mio. dollar til den nye fond, kan man også få adgang til såkaldte co-investeringer. Det vil sige, at man får mulighed for at investere direkte i projekter sammen med fonden, hvilket yderligere nedbringer omkostningerne.
“Her har den danske klub opnået en status, som ellers er forbeholdt verdens allerstørste investorer,” siger Anders Dalhoff, der i løbet af de kommende måneder forventer, at klubben udvides yderligere:
“I takt med at flere kommer med ombord – og vi har nogle på vej – så forbedres vores vilkår yderligere.”
Anders Dalhoff håber desuden på, at modellen kan udvides til flere investeringer.
“Samarbejdet kan bruges i andre henseender også. Det er der ingen tvivl om. Nogle af de fordele, vi har forhandlet her, dem vil vi antageligt være i stand til at forhandle med andre fonde. Derfor er det min vurdering, at vi kan gentage det i andre konstellationer,” siger Anders Dalhoff.
I Novo Holdings vil man da heller ikke udelukke, at modellen kan gentages.
“Som udgangspunkt arbejder vi gerne sammen med andre, hvis vi kan se klare fordele ved det. Og her kunne vi faktisk ikke identificere de store ulemper, så på den måde vil vi gerne gå sammen med andre,” siger Morten Beck Jørgensen.
Udover milliardbeløbet har Advantage Investment Partners også tiltrukket en ny bestyrelsesformand, erhvervsmanden Jens Due Olsen. Han sidder i forvejen for enden af bordet i bestyrelsen i Nilfisk og NKT.
“Han er utroligt vidende, om det vi laver. Han forstår den finansielle sektor, og han har meget fokus på noget, som er utrolig vigtigt, nemlig at vi hver dag spiller fuldstændig efter spillereglerne. Og så er han et utroligt behageligt og intelligent menneske, så vi er glade og stolte over at have fået ham med,” siger Anders Dalhoff.