Skatteyderne skal ikke i fremtiden til lommerne, hvis en bank, stor eller lille, kommer i problemer. Det fastslog politikerne i EU allerede i 2015.
For at sikre det skal de største banker leve op til nogle særlige kapitalkrav, der i Danmark også gælder de mellemstore og små banker.
Kapitalkravet har det mundrette ord “nedskrivningsegnede passiver”, eller “nep”, og går ud på, at hver bank både skal have penge til at håndtere uventede tab og også have penge til at betale for sin egen begravelse. Altså i god ro og orden afvikle den del af forretningen, der ikke kan sælges, hvis en bank ikke længere er levedygtig.
mia. kr. forventes salget af nep-obligationer at være
Nep-kravet bliver løbende indfaset frem mod 2023 og kan enten opfyldes med egenkapital eller ved at udstede en særlig type obligationer med det ligeledes mundrette “ikkeforanstillet seniorgæld”.
Det sidste er klart det billigste for en bank, da renten på obligationer, selv med en vis risiko, er lavere end afkastkravet på bankens egenkapital.
Men for de mindre danske banker er problemet, at de ikke har markedsadgangen eller investorerne til at kunne sælge de særlige nep-obligationer. Men det vil Nykredit nu lave om på.
“Vi må konstatere, at det er svært for flere af vores partnere i Totalkredit at gå i markedet og hente billigere obligationer til at opfylde deres nep-krav, så derfor har vi lavet en model og fundet tre stærke investorer, der kan hjælpe dem med at opfylde deres nep-krav,” siger Nykredits adm. direktør, Michael Rasmussen.
Han oplyser, at Nykredit har arbejdet med planerne i mere end halvandet år og fået tilsagn fra mere end ti banker, der gerne vil have hjælp til at udstede nep-obligationerne.
En af dem er Sparekassen Vendsyssel:
“Vi synes, Nykredit er kommet med en glimrende idé, og den vil vi gerne benytte os af. Nep-kravene er jo under løbende indfasning og vil derfor stige hvert år, men vi kan dække kravet via nep-obligationer til en god pris, der er meget billigere end andre former for efterstillet kapital,” siger adm. direktør Vagn Hansen.
Han fortæller, at sparekassens nep-krav er på 5,8 pct. af de såkaldt risikovægtede aktiver, hvilket svarer til ca. 1,3 mia. kr.
Ifølge Nykredits Michael Rasmussen forventes der i første omgang udstedt for over 1 mia. kr. og på sigt mellem 5 og 10 mia. kr. til en rente på mellem 2 og 3 procentpoint over den risikofrie fireårige rente.
Nykredit har dog en grim forhistorie med udstedelse af bankobligationer med tabsrisiko.
Før finanskrisen samlede Nykredit også en række mindre og mellemstore banker i det såkaldte Kalvebod-syndikat, der udstedte obligationer med sikkerhed i bankerne. Det viste sig så, at lånene var ydet til Roskilde Bank, Amagerbanken og flere andre af de banker, der knækkede halsen under finanskrisen.
Det gav Nykredit et milliardtab, og Finansiel Stabilitet blev nødt til at yde erstatning til en del private investorer for at dække deres tab.
“Vi har lært af vores erfaringer, og obligationerne købes kun af os selv og tre meget professionelle investorer, ligesom vi har PwC som en gatekeeper, der analyserer dem, der vil med, og opstiller nogle klare kriterier for at kunne være med,” siger Michael Rasmussen.
Ud over Nykredit er investorerne AP Pension, Velliv og Sampension.
“Vi har også lært af fortiden og fået en specifik indsigt i, hvilke banker der kan få obligationerne. Vi er opmærksomme på, at der kan være tab, men obligationerne har en forholdsvis kort løbetid, ligesom banker generelt er solide, så vi synes, at afkastet er attraktivt, i forhold til den risiko der ligger,” siger investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen fra Sampension.